search

INGEN KINASUTTER HER! – EN REPLIK TIL STORRUMSKONTORER

ARBEJDSMILJØ. For noget tid siden fik jeg min gang i et storrumskontor. En større antal søde, højhælede kolleger trampede 1000 gange om dagen ned ad gangen - de trampede på min hjerne!

ARBEJDSMILJØ. For noget tid siden fik jeg min gang i et storrumskontor. En større antal søde, højhælede kolleger trampede 1000 gange om dagen ned ad gangen – de trampede på min hjerne! Og så var der nogen, der havde en højrøstet snak, en sprudlende skraldlatter, dejligt, men anmassende, for hvad handlede al den snak om? Selvfølgelig alt muligt smalltalk, som vi mennesker nu engang har behov for. Nu var det bare ikke mig, der var involveret i snakken, så det ragede mig, hvad de sagde – jeg kunne ikke arbejde!
Og så var der vores telefonsamtaler, der involverede alle. Det samme gjaldt selvfølgelig individuelle ringetoner fra mobilerne, den intense 'her kommer jeg-tone', og når vi af hensyn til kollegerne stormede ud af rummet på klikklak-hæle, stod vi langt væk fra papir, blyant og pc'er, det var ikke nemt at notere i den blå luft!
Var der nogen, der sagde videndeling? Eller at det er rationelt ikke at have faste pladser, fordi papirdynger ikke kan hobe sig op, og at der ikke behøver at være borde til alle, fordi der altid er nogen syge eller væk?
Videndeling, hm, det var så som så – der var mange små redaktioner i det store rum og derfor mange, der overhovedet ikke lavede noget som helst beslægtet. Hvis man havde behov for at sidde i nærheden af hinanden, så var det umuligt, fordi pladserne var optaget af nogen, der strategisk nok var mødt lidt før for at få den gode plads ved vinduet, eller nogen, der trodsigt havde pisset sit territorium af med nips, bunker af papir og ulækre kaffekopper. Se, det er en fiks måde til at få alle til at gå uden om – og vupti! Så får man den forbudte FASTE plads. Eller man kunne blive nedstirret bagfra, det betød ganske enkelt: Flyt dig, du har taget min plads. Husk: Vanedyr dør ikke automatisk med storrumskontorets rationelle og rumbesparende opfindelse.
Engang kom jeg til at sige til en kollega, at jeg fik pip af alle de tramp. Hun så på mig og sagde: Jeg går fandme ikke med kinasutter på arbejde – det nægter jeg!
Ps. Jeg arbejdede på en række programmer om arbejdsmiljø og trivsel, og i øvrigt fik flere kolleger stress i den periode. Mon indretning og støj kunne være årsagen? /

 

Anne Eggen, freelancejournalist

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen