Hvordan finder jeg ud af, hvad jeg skal med mit arbejdsliv? Hvad er det rigtige job for mig? Det er i hvert fald ikke her, hvor jeg er nu, men hvem kan bruge sådan en som mig?

Sådanne tanker er nok velkendte for de fleste.

Sidder du i det rigtige job, vil tankerne om et jobskifte nok ikke trænge sig på. Men når arbejdspladsen med jævne mellemrum fyrer dine kolleger, eller ledelsen for 117. gang kommer med strukturændringer, begynder overvejelserne at stå i kø for at komme til. Det kan også være, at det bare er mangel på positive udfordringer, chefen eller livet i overhalingsbanen, som er blevet for meget.

Mange ved godt, at de skal videre. De taler om det med jævne mellemrum til alle, som gider høre om det. De fortæller, at de gerne vil have nye udfordringer eller bare trænger til forandring.

Men hvordan får man truffet en beslutning, så man ikke ender med at blive bitter, fru-streret, føle sig forbigået eller måske endda fyret?

Der er mange forskellige veje til svaret, men en ting er sikkert, og det er, at vejen til forandring går gennem perioder med både selvcensur og forvirring eller kaos.

Lad os se på en historie om Mette. Hun er opfundet til lejligheden, men alligevel meget typisk. Hun er ansat på en stor journalistisk arbejdsplads, hvor der de senere år har været såvel fyringsrunder som mange ændringer i organisationen.

I begyndelsen bruger hun tid og ord på at forsikre sig om, at hun for det meste er tilfreds. Hun har en god løn, mange af kollegerne er søde, der er gode efteruddannelses-muligheder, og indholdet i hverdagen er også spændende. Men under overfladen lurer tankerne om et nyt og bedre job alligevel. Hun forsøger at modarbejde egne og måske andres budskaber og signaler om, at det er en god ide at søge andet arbejde, og hun finder jævnligt gode grunde til ikke at ændre på sin nuværende situation.

Langsomt men sikkert går det ned ad bakke med hendes tilfredshed – det går sjældent lige ned, men op og ned med perioder, hvor hun synes, at tingene ser ud til at blive forbedret.

Efter et stykke tid bliver hun mere og mere forvirret. Mette overvejer oftere og oftere at søge noget andet, hun brokker sig mere og mere over jobbet, og hun får sværere og sværere ved at se det positive i det.

Det er en periode, hvor hun godt ved med sig selv, at hun skal videre. Hun ved bare ikke, om det er til en anden funktion på hendes nuværende arbejdsplads, eller om det er til et nyt job. Det er en fase med modstridende følelser. Hun kan være ked af det, hun kan være i konflikt med sig selv og usikker på sin tolkning af situationen. Hun ved bare ikke, hvad hun skal gøre. Men handle skal hun, for det er det ene-ste, som kan bringe hende videre i processen mod fornyelse.

Den forvirring, hun er i, rummer også vendepunktet. I samme øjeblik hun opgiver det gamle, sker der en nulstilling, og hun bliver fri til at se det nye, mulighederne, at orientere sig fremad i stedet for bagud. Mange føler opgivelsen af det gamle som en ‘lille død'. Mette opgiver jo ikke bare det dårlige, som var forbundet med jobbet, men også alt det gode. Men kun ved at træffe nye valg kan hun bevæge sig ud af al forvirringen og fremad til en fornyelse, som forhåbentlig giver hende ny tilfredshed.

En gang imellem kan oplevelsen af vendepunktet fra forvirring til fornyelse være øjeblikkelig og dramatisk, så det føles som om, man fra den dybeste fortvivlelse næsten som en katapult skydes videre til inspirationen og fornyelsen. Det kan være en af de såkaldte ahaoplevelser, som udløser det, eller en klar bemærkning fra en god ven. Mere almindeligt er det nok, at det minder om en klatretur. Måske bliver man bare en dag træt af at høre på sine egne beklagelser.

Om Mette får et nyt job, som er meget bedre end det gamle, er ikke sikkert. Men når hun først er kommet dertil, at hun er forvirret og gentagne gange snakker om at være træt af sit job, er der kun to muligheder: Enten må hun finde meningen i det job, hun har, og rette fokus mod det positive, der er i det, eller også må hun træffe et valg om at søge andre græsgange.

Hvis lykken er at søge fornyelsen og dermed en ny tilfredshed, er ulykken at sidde fast i selvcensuren om, at man er glad i sit job, når man slet ikke er det.

Dilemma
Der er nogle dilemmaer, som gør, at vi ikke vover fornyelsen. Det kan være, at vi mangler modet, at selvtilliden ikke rækker, eller at omgivelsernes opbakning mangler.

Hvis Mette ikke får truffet nogle valg om, hvad hun vil, må hun blive i forvirringens hverdag. Måske vender hun så tilbage til selvcensuren og bruger sin energi forkert ved at overbevise sig selv om de mange gode grunde, der er til ikke at gøre noget ved det. På den måde giver hun sig selv et alibi for ikke at ændre på situationen.

Tilfredshed opnår Mette på to måder:

1) Det øjeblik, hvor hun holder op med hele tiden at sammenligne det, hun oplever i jobbet, med en hel masse, hun hellere ville.

2) At hun står igennem perioden med selvcensur og forvirring, indtil hun enten finder et nyt job eller får nye udfordringer i sit nuværende job.

Hvad gør man, når man gerne vil have styr på karrieren og finde svarene på de mange spørgsmål?

Det eneste, som kan bringe dig ud af forvirringen, er, at du træffer nogle valg. Du kan måske komme nærmere et valg ved for eksempel at:

– skaffe dig den nødvendige viden om dine muligheder via grundig research,

– tage en snak med din chef, hvis du har tillid til vedkommende,

– melde dig til et karrierekursus,

– tale med en professionel sparringspartner.

Det værste, man kan gøre, er at gøre ingenting.