De mere end en million amerikanere, som har investeret i den smarte telefon iPhone, kan snart læse en række magasiner på farten. Så heldige er de danske iPhone-ejere dog ikke. »Vi har ingen planer om at lancere vores magasiner på iPhone,« siger Bonnier Publications. (Opdateres).
Mens amerikanske magasinsværvægtere som Esquire, Harvard Business Review og Bon Appetit inden for den næste måned vil begynde at tilbyde deres artikler direkte på iPhone-skærmen, skal de danske iPhone-ejere tilsyneladende stadig ned i den lokale kiosk for at kunne læse deres yndlingsmagasiner.
Hos Bonnier Publications, som står bag magasiner som I Form, Bo Bedre og Illustreret Videnskab, ser udviklingschef Søren Prien ikke fremtiden som værende på de smarte mobiltelefoner.
»Efter mange år med gratis indhold på internettet har alle vænnet sig til, at alt elektronisk skal være gratis. Ingen læsere vil derfor betale andet end symbolske beløb for at læse artikler på elektroniske platforme som iPhone,« vurderer Søren Prien.
Ifølge Bonnier Publications udviklingschef er forretningsmodellen i Danmark væsentlig anderledes end den amerikanske model. De danske magasinforlag tjener med relative høje magasinpriser stadig penge på at udgive magasiner i papirformat, mens de amerikanske magasinforlag med lave priser på sine udgivelser modsat taber penge per solgt magasin og derfor er langt mere afhængige af annonceindtægter.
»Og med brugernes manglende villighed til at betale andet end symbolske beløb for indhold på de elektroniske platforme, er det stadig på papirformatet, vi skal hente vores penge ind,« slår Søren Prien fast.
Læs også: Den ny iPhone kan måske redde old media
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.