search

»Ingen af os ved rigtigt, hvad det vil sige at være fri og uafhængig«

Mange burmesiske journalister er under 30 år og mangler uddannelse til at interviewe kilder, der er vokset op under militærdiktaturet. Nu hærger selvcensuren, fordi pressefriheden ikke er forankret i loven

Tre måneders kursus i journalistik og begrænset skolegang. Det er, hvad langt de fleste unge journalister har med sig, når de første gang træder ind ad døren på en avisredaktion i Myanmar. Myint Kyaw, generalsekretær i Myanmar Journalist Network, vurderer, at omkring 80 procent af alle aktive journalister i Myanmar i dag er under 30 år.

Den overvejende del af redaktørerne er mellem 30 og 40 år.
»Manglende uddannelse er afgjort den største udfordring for medierne i Myanmar lige nu. Vi står over for en kæmpe opgave, fordi alting forandrer sig, men det er også en forvirrende tid for mange af os, fordi vi enten har ingen eller meget begrænset erfaring med at opfylde rollen som fri presse,« siger Salai Thian Uk Thang, 30 år og chefredaktør på ugemagasinet Unity Journal.
UNESCO, Deutsche Welle og danske International Media Support (IMS) tilbyder træning i journalistik i Myanmar. Den burmesiske journalistorganisation Myanmar Journalist Network forsøger at lave en formel journalistuddannelse. Det er tiltrængt.

Militærstyret har i årtier brugt mere end halvdelen af statsbudgettet på militære udgifter, mens kun omkring to procent er gået til uddannelse. Det giver store problemer for nyhedsformidlingen i et land, hvor medieverdenen på bare 16 måneder er gået fra statsstyret censur til pressefrihed.

Før levede eksilmedierne The Irriwady, Mizzima og Democratic Voice of Burma under radaren, men i foråret 2013 gav regeringen for første gang den uafhængige presse lov til at udgive daglige nyheder. Kort efter begyndte de første dagblade at komme på gaden.

Dårlig økonomi har allerede lukket tre af de 12 dagblade, der blev lanceret i 2013, og de dygtigste journalister søger ud af faget, fordi lønnen er lav og ansættelsen usikker.
26-årige freelancejournalist U Hein Ko Sue kalder mediemarkedet for en ”croony business”, hvor der er mere fokus på at overleve end på at skabe en fri og uafhængig presse. De unge, der er tilbage, er usikre:

»Jeg vil gerne støtte reformerne med min journalistik, men jeg føler ikke altid, at jeg ved nok til at løfte den opgave. Vi har brug for at blive bedre til det journalistiske håndværk og for at vide mere om for eksempel etik og samfundsvidenskabelige spørgsmål. Der er ingen af os, der rigtigt ved, hvad det vil sige at være fri og uafhængig. Vi prøver os frem og gør det bare så godt, vi kan,« siger U Hein Ko Sue, der har tre års erfaring som journalist.


Redaktionen på People’s Age Weekly, Yangon, Myanmar. »Der er stadig store udfordringer med gennemsigtigheden i de politiske processer, og det er svært at få adgang til kilder i statsapparatet. Magthaverne er forbeholdne over for at tale med os – og vi ved ikke, hvordan vi griber et kritisk interview an for at få svar på vores spørgsmål,« fortæller 30-årige Soe Htut, som er journalist på ugebladet. – foto: David Høgsholt

Salai Thian Uk Thang, chefredaktør på ugemagasinet Unity Journal, forklarer, at journalisternes rolle i fremtidens Myanmar er så krævende, at uddannelsen er meget central:
»Jeg tror på, at medierne kan og skal spille en rolle i reformprocessen. Første skridt er at klæde journalister og redaktører på, så de kan løfte den kæmpestore opgave, der ligger foran os. Hvis vi lykkes med det, kan pressen blive en hjørnesten i udviklingen af et demokratisk Myanmar,« siger Salai Thian Uk Thang.

Opgaven for de mange unge og uerfarne journalister bliver ikke mindre af, at militærdiktaturets presselov formelt stadig gælder. Myint Kyaw, leder af den burmesiske journalistorganisation Myanmar Journalist Network, er udpeget til det midlertidige Presseråd, som lige nu arbejder på en ny medielov, der skal sikre journalisternes og kildernes ytringsfrihed. Usikkerheden sætter sine spor i journalistikken.
»Vi oplever, at det er svært at skrive om følsomme emner som for eksempel konflikterne mellem regeringens styrker og de etniske grupper. Vi laver researchen, men ender med at skrive en tilpasset version af historien, fordi vi stadig er i tvivl om, om det virkelig er lovligt at lave kritisk journalistik,« siger Myint Kyaw.

50 år med streng kontrol af alle offentlige tekster og billeder påvirker de usikre journalister og redaktører.
»Jeg censurerer ofte mine historier, når jeg skriver. Derefter bliver historien som regel skåret til eller censureret af min redaktør. Det sker mere eller mindre bevidst, fordi alle er usikre på, om vi virkelig kan skrive, hvad vi vil. Better safe than sorry,« siger Hein Ko, der skriver for en række dagblade og ugemagasiner.

Opgaven skærpes af, at journalister med bare tre måneders uddannelse skal håndtere kilder, der historisk er meget nervøse, forklarer redaktør Salai Thian Uk Thang:
»Det er vanskeligt at lave journalistik, fordi kilderne stadig er nervøse for at tale med journalister. Kan jeg blive straffet for at være for åbenmundet? Ender jeg i fængsel, hvis jeg siger min mening? Som jeg ser det, ligger den usikkerhed og lurer i alle dele af samfundet.«

Den manglende juridiske forankring af pressefriheden er dermed kun én udfordring for de unge journalister. En anden er hele kulturen omkring journalistik.
»Der er stadig store udfordringer med gennemsigtigheden i de politiske processer, og det er svært at få adgang til kilder i statsapparatet. Magthaverne er forbeholdne over for at tale med os – og vi ved ikke, hvordan vi griber et kritisk interview an for at få svar på vores spørgsmål. Det slår mange vigtige historier ihjel,« siger 30-årige Soe Htut, journalist på det få måneder gamle politiske ugeblad People’s Age Weekly.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen