Information skal spare 4,5 mio kr. Otte årsværk nedlægges

Information skal spare 4,5 millioner kroner svarende til otte årsværk. ”Vi tjener mindre, fordi vores forretning bliver mere digital,” siger direktør Stine Carsten Kendal. Ledelsen er åben for frivillige fratrædelser (Opdateret)

Medarbejderne på Dagbladet Information blev til formiddag indkaldt til husmøde, hvor ledelsen udmeldte, at der skal findes besparelser på 4,5 millioner kroner.

”Vi har givet en alvorlig besked i dag, om at vi skal lave en spareplan,” siger adm. direktør Stine Carsten Kendal til Journalisten.

”Spareplanen skyldes, at vi tjener mindre og bruger flere penge. Vores gennemsnitlige indtægter på annoncer falder, og det gør vores indtægter på abonnementer også. Selvom vi får flere abonnenter, tjener vi mindre, fordi vores forretning bliver mere digital,” siger Stine Carsten Kendal om årsagen til besparelserne på 4,5 millioner kroner.

De stigende udgifter skyldes ifølge Stine Carsten Kendal blandt andet, at avisen har fået nye opgaver de seneste år.

”Det gælder alle aviser, at vi har skulle være mere digitale, markedsføre os på nye måder, udkomme på nye måder og distribuere på både print og digital. Så vi har lagt lidt til udgifterne hele tiden, og det kan vi ikke blive ved med,” siger hun.

Mulighed for frivillige fratrædelser

Besparelserne skal findes ved at nedbringe antallet af stillinger med otte årsværk. Derudover skal der også findes andre besparelser for at komme op på de 4,5 millioner, fortæller Stine Carsten Kendal.

Hun understreger, at det ikke er det samme som otte fuldtidsmedarbejdere og at ledelsen nu sammen med tillidsfolkene vil se på mulighederne for omstrukturering af arbejdsopgaver.

Ledelsen er åben for frivillige fratrædelser, og medarbejderne kan ønske en sådan frem til den 27. november. Ifølge Stine Carsten Kendal, er det dog ikke sikkert, at ledelsen vil imødekomme samtlige fratrædelsesønsker.

”Hvis det er medarbejdere, som løser opgaver, vi skal blive ved med at have løst, vil det ikke medføre besparelser, og så vil vi ikke kunne imødekomme de fratrædelser.”

Tager ikke højde for eksterne faktorer

30. november navngiver ledelsen de frivillige fratrædelser og giver medarbejderne besked om eventuelle afskedigelser. Hvilke stillinger, der bliver berørt af sparerunden, ønsker Stine Kendal Carsten ikke uddybe endnu.

Ved en sparerunde i 2009, hvor fire medarbejdere blev afskediget, støttede 66 procent af Informations medarbejdere en lønnedgang på to procent for at undgå afskedigelserne. Det fik medarbejderne ikke opbakning til hos ledelsen dengang.

Er lønnedgang en mulighed for at undgå afskedigelser?

”Det er ikke noget, vi har på bordet. Vi er ikke lønførende som sådan, og vi skal stadig være en attraktiv arbejdsplads for dem, som er her. Men vi vil trække på den kollektive vilje ved at bede folk om at løse nogle nye opgaver eller arbejde på en ny måde på den anden side af sparerunden. Man kan ikke forvente, at ens jobbeskrivelse før og efter omorganisering nødvendigvis er den samme, og det er for at løfte det for fællesskabet,” forklarer hun.

Vil man se flere lignende sparerunder på Information, eller er dette en fremtidssikring?

”Eksterne faktorer kan vi ikke gøre noget ved. Vi har ikke taget højde for mediestøtte, eller om der sker nogle endnu større skred på distributionsmarkedet. Der kan ske mange ting i omverdenen, som gør, at vi skal kunne se på det igen, men med denne sparerunde vil vi sørge for at stå så stærkt som muligt,” siger Stine Carsten Kendal.

Opdateret 11.12 med citater fra Dagbladet Informations adm. direktør

8 Kommentarer

Niels Riis Ebbesen
22. NOVEMBER 2017
Jeg er udmærket klar over
Jeg er udmærket klar over reglerne for at skrive kommentarer til artikler journalisten.dk, og det er ikke dem som jeg vil anfægte.

Det er derimod den måde som reglerne bliver håndhævet på, som jeg finder kritisabel, det er nemlig meget dumt, når der slettes kommentarer som er blevet besvaret af andre skribenter, da de skribenter som har besvaret de slettede indlæg, kommer til at fremstå som nogen der skriver tåbeligheder ud i den blå luft.

Hvis journalisten.dk kompromisløst vil håndhæve debatreglerne, så må det være muligt at lave en løsning, hvor alle kommentarer bliver valideret inden de bliver vist på hjemmesiden, eller at alle skribenter skal være godkendte brugere.

Alternativet kan også være en pragmatisk løsning, hvor redaktionen ser på om indlæggene indeholder nogle lovstridige udsagn, og hvis det ikke er tilfældet, så kan de blive stående, seriøse debattører bruger jo ikke tid på, at besvare indlæg med injurier og trusler.
Jan Hillers
19. NOVEMBER 2017
Det gør mig ondt. Også for os
Det gør mig ondt. Også for os læsere. INFORMATION version Lykkeberg er den bedste udgave i mange år. Det kan næppe fortsætte med så mange fyringer. Håber ikke det bliver blandt de journalister, der skriver det mere væsentlige i avisen.
Finn Arne Hansen
18. NOVEMBER 2017
Kunne være et interessant
Kunne være et interessant eksperiment at omlægge støtten til nedsættelse af abonnementpriserne. Det vil give konkurrence om at levere kvalitet.
Niels Riis Ebbesen
18. NOVEMBER 2017
Ja, og når borgerne via
Ja, og når borgerne via skatten skal støtte 70 forskellige medier, så har de ikke råd til, at ha’ et abonnement på en enkelt avis, som de faktisk kunne være interesseret i at læse.
Niels Riis Ebbesen
17. NOVEMBER 2017
Nu plejer lønudgifterne at
Nu plejer lønudgifterne at ligge i den tunge ende, og derfor er det altid dem der først kommer i spil, når der skal laves besparelser, så regnstykket er nok ikke meget forkert. Og Stines Carsten Kendal's bemærkning skal nok ses som et figenblad.

Flere