»Information skal fremme det journalistiske talent«

Den nys udnævnte chefredaktør for dagbladet Information, Christian Jensen, har tilbragt hele sit voksne journalistliv på Berlingske Tidende. Men efter 11 år var det tid til forandring. Han ser ingen konflikt i at skifte til et medie med så anderledes et grundlag. Læs her hans visioner.

Den nys udnævnte chefredaktør for dagbladet Information, Christian Jensen, har tilbragt hele sit voksne journalistliv på Berlingske Tidende. Men efter 11 år var det tid til forandring. Han ser ingen konflikt i at skifte til et medie med så anderledes et grundlag. Læs her hans visioner.

Det bliver lidt som at forlade barndommens gade.

Godt nok tilbragte Christian Jensen sin praktiktid på Jyllands-Posten, og før det – som helt ung – skrev han i en periode også for JydskeVestkysten.

Men når han i disse minutter – her klokken 12 – for første gang mødes med medarbejderne på Information, så er det også første gang nogensinde i Christian Jensens voksne journalistliv, at han indtager en mediearbejdsplads uden for Pilestræde – eller rettere Berlingske Tidende, hvor han kom til i 1999.

»Det er i virkeligheden også den primære årsag til, at jeg siger farvel til Berlingske. Nu har jeg været her i 11 år, og jeg tror på, at det er godt at se et andet hus indefra,« fortæller han i et interview med Journalisten.dk. (læs her om selve udnævnelsen.)

Han understreger samtidig, at han har "stærke venerationer" for den såkaldt "Mindst ringe", som dagbladet Information ofte kaldes, og lægger i den sammenhæng stor vægt på avisens uafhængighed.

»Informations ideologiske uforudsigelighed og princippet om uafhængighed er helt centralt for mig.«

Christian Jensen tiltræder først stillingen som chefredaktør "i løbet af efteråret" og vil derfor endnu ikke komme med de store programerklæringer for, hvad der eventuelt skal laves om på avisen.

»Jeg har stadig til gode at møde Information og se huset indefra. Så der kommer til at gå noget tid. Men jeg vil sige – helt overordnet – så skal Information være den avis, som fremmer det journalistiske talent. Det er min drøm,« fortæller han på vej ind til mødet med de nye kolleger i Store Kongensgade i København.

Ifølge Christian Jensen betyder det, at Information skal fastholde fokus på den grundige, undersøgende og debatterende journalistik. 

»Drømmen er, at Information bliver stedet, hvor det journalistiske talent virkelig bliver fremmet. Og det gør man ved at skabe begejstring omkring journalistikken og skabe fokus på de væsentligste emner.«

At han nu foretager noget nær et 180 grader skifte, hvad angår avismæssig politisk ståsted, bekymrer ham på ingen måde.

»Det har jeg naturligvis tænkt meget over. Men Information har jo en lang tradition for at være uafhængig af partipolitik. Det er klart en centrum-venstre avis. Og det står jeg ved. Men jeg mener ikke, at Information skal være socialistisk. Ej heller en ikke-socialistisk avis. Den skal være journalistisk,« siger Christian Jensen til Journalisten.dk og tilføjer:

»Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er klart Informations fineste rolle at være i opposition til alle magthavere. Og Information skal passe på ikke at pådutte læserne bestemte holdninger. Det skal være en avis baseret på uigendrivelig fakta, som kvalificerer læserne til selv at træffe deres egne beslutninger.«

Christian Jensen har i øvrigt gennem sit eget arbejde på Berlingske Tidende netop bevist, at det godt kan lade sig gøre at bedrive uafhængig journalistik – uanset mediets politiske ståsted.

Han var således en af de tre journalister, der i sin tid var med til at afdække A.P. Møllers samarbejde med værnemagten under Anden Verdenskrig – trods modvilje fra daværende chefredaktør Peter Wivel og Berlingskes daværende ejer, Mærsk McKinney Møller.

Læs også: Christian Jensen ny chefredaktør på dagbladet Information 

0 Kommentarer