Information samarbejder med ny lækageorganisation

Information er blevet mediepartner med organisationen OpenLeaks, der håber at overtage WikiLeaks' position som stedet, hvor man lækker oplysninger. Samarbejdet skal først og fremmest hjælpe avisen til at forstå de nye teknologiske muligheder, fortæller international redaktør på Information Lotte Folke Kaarsholm til Journalisten.dk.

Information er blevet mediepartner med organisationen OpenLeaks, der håber at overtage WikiLeaks' position som stedet, hvor man lækker oplysninger. Samarbejdet skal først og fremmest hjælpe avisen til at forstå de nye teknologiske muligheder, fortæller international redaktør på Information Lotte Folke Kaarsholm til Journalisten.dk. Information arbejdede sammen med den kontroversielle organisation WikiLeaks, da internetportalen offentliggjorde dokumenter fra USA's krige i Afghanistan og Irak. Men organisationen, hvis arbejdsmetoder har været til heftig debat over hele verden, har ligget helt stille siden foråret. Dagbladet Information har nu fundet en ny partner, der skal hjælpe dem med at navigere i de nye teknologiske muligheder.

Information er blevet mediepartner med OpenLeaks. Organisationen er blevet startet af teknikere, der forlod WikiLeaks i protest mod frontfiguren Julian Assanges metoder. Samarbejdet betyder, at Information, sammen med blandt andet den tyske avis Der Freitag og forbrugerorganisationen Foodwatch, hjælper OpenLeaks med at forstå, hvordan de gamle medier fungerer. Til gengæld får Information indblik i den udviklingsproces, der er i gang hos OpenLeaks.

»De gamle medier er ret blanke på, hvordan disse lækageorganisationer fungerer. Det blev tydeligt, da WikiLeaks brød igennem. Vi bliver nødt til at forstå, hvad de laver,« siger Lotte Folke Kaarsholm, international redaktør på Information, til Journalisten.dk.

Først og fremmest handler det for avisen om at bygge bro til den nye teknologiske tidsalder.

»Og jeg bliver hele tiden overrasket over, hvor stor den bro skal være. Der er en enorm kulturkløft mellem dem, der arbejder med teknologien, og os journalister. Det er to vidt forskellige sprog, vi skal have til at passe sammen. De siger krypteringsnøgler, vi siger kildebeskyttelse,« siger Lotte Folke Kaarsholm.

»Samtidig skal de to grupper også finde ud af, om de overhovedet har lyst til at arbejde med hinanden. For mange er det kontroversielt, at OpenLeaks samarbejder med gamle medier som os selv. Og mange danske medier mener jo også, at organisationer som for eksempel WikiLeaks er informationsterrorister. Men hvis vi skal bevare vores relevans som medier, er vi nødt til at forstå, hvad denne her nye teknologi kan. Og vi er nødt til at forstå dem, der arbejder med det,« siger Folke Kaarsholm til Journalisten.dk.

Efter WikiLeaks formåede at kapre mediedagsordenen i hele verden med sine kontroversielle læk, har medier som for eksempel den arabiske tv-kanal Al-Jazeera også prøvet at starte deres egne portaler op, hvor man kunne lække materiale. Begge tjenester er dog lukket ned i øjeblikket, da sikkerheden ikke var i orden. Også WikiLeaks har ligget stille siden foråret.

»Lige nu er der ingen steder, hvor man kan lække materiale på en sikker måde. Men det kunne godt blive OpenLeaks i fremtiden. Det er derfor, vi samarbejder med dem – de er de dygtigste lige i øjeblikket, og det er her, den største viden er samlet,« siger Lotte Folke Kaarsholm.

»Man kan godt blive lidt paranoid ved at være sammen med hackere. Det vigtigste, jeg har lært af projektet indtil videre, er, hvor mange muligheder der er for at afsløre folk, der bruger deres ret til at være whistleblowers. Der er uendeligt mange muligheder for at spore folk, der lækker dokumenter digitalt. Samtidig forsøger regeringer og firmaer at sikre sig, at folk ikke bliver whistleblowers. Så der er et stort politisk projekt i at støtte folk, der har oplysninger, de mener, offentligheden skal have indblik i.«

Projektet OpenLeaks har stadig lange udsigter. I øjeblikket bliver sikkerheden testet, og Lotte Folke Kaarsholm mener, vi skal vente til næste år, måske endda længere, på, at den nye lækkeorganisation kommer op at køre.

0 Kommentarer