De færreste læsere tænker over det. Men mediernes netfolk holder et vågent øje med, hvordan du er havnet på deres netaviser. Og i weekenden for en uge siden skete noget, der fik Informations netredaktion til at løfte øjenbrynene – og juble.
Tallene viste, at der for første gang nogensinde kom flere læsere ind via Facebook end via Google. Søgemaskinen har ellers været umulig at besejre som den største indgang for danskerne til information.dk. Man søger på et ord eller en række af ord, og så havner man på netavisen. Google er den største kilde til trafik for mange netaviser.
Men tre meget forskellige historier, der ”gik viralt” og blev delt heftigt på Facebook, gjorde udslaget.
”Det har været tæt på en enkelt gang før, men det er første gang, de to kurver har byttet plads,” siger online-producer på information.dk Simon Fancony.
31 procent af Informations trafik kom i weekenden fra Google, imens 37 procent kom fra Facebook. 22 procent af læserne skrev i øvrigt information.dk direkte i adressefeltet.
Information.dk blev relanceret umiddelbart efter weekendens Facebook-boom. Simon Fancony fortæller, at Facebook-rekorden stemmer fint overens med den strategi, det nye information.dk arbejder efter.
”Vi har lagt en ny strategi for information.dk, hvor vi vil forære færre historier væk fra den trykte avis. Vi vil fokusere på færre historier med mere slagkraft. Vi vil være mindre med på hverdagens nyhedsstrøm og i højere grad fange tendenser i samfundet med vores artikler. Det tror jeg også vil virke på Facebook.”
De tre artikler, der blev delt, var vidt forskellige. Den ene var en satirisk tekst om ord, du skal droppe i 2013. Den anden var en kronik af Dennis Nørmark om, at den kulturelle elite taler ned til arbejderklassen. Den tredje var en reportage fra et hackerarrangement i Hamborg.
Simon Fancony håber, at Facebook mere generelt vil hale ind på Google – og forhåbentlig overhale igen.
”Jeg har den opfattelse, at hvis du kommer til information.dk via Facebook, så er du mere opmærksom på, hvor du faktisk er henne. Jeg kan se, at hver gang vi har haft en succes viralt, så er trafikken lidt højere et par dage efter. Folk kommer igen, fordi de husker siden.”
Hvad vil I gøre for, at det sker igen?
”Vi tager det som et eksempel på, at det, vi har gang i, er det rigtige. Folk vil gerne have journalistik og holdninger, som er mere end 50 linjer lange. De vil gerne læse noget, der frembringer følelser eller indignation. Jeg har det svært med den hurtige journalistik – når politikerne slår en prut, skal der skrives en nyhed om det. Vi vil skrive mindre af det, de andre skriver. Det tror jeg også virker på den lange bane, så vi kommer ind i folks Facebook-feed og ud til nogle nye læsere.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.