Fra i dag kan man på information.dk få adgang til en beta-version af avisens nye hjemmeside. Redaktør og chef for nye medier Nikolai Thyssen forventer, at det nye site vil erstatte det gamle inden for 14 dage.
Information.dk har ifølge Nikolai Thyssen indtil nu været udsat for en lidt for 'stedmoderlig' behandling, men det skal der nu laves om på. Hjemmesiden skal derfor gøres mere tilgængelige for brugerne i fremtiden, hvilket blandt andet skal ske ved, at Information nu åbner for arkivet, så alle gratis kan søge i Informations artikler helt tilbage fra 1997.
Et andet tiltag er en inddeling af artikler i emneord, så det bliver nemmere for brugerne at søge – og finde – de emner, der interesserer dem. Information.dk bliver dog ikke fremtidens store Web 2.0-site, hvilket Nikolai Thyssen sådan set er godt tilfreds med.
»Det er med en vis glæde, at jeg kan præsentere et nyt, men måske forbavsende konservativt site. Men vi har simpelthen ikke følt, at de Web 2.0-tiltag, som vi har set hos andre dagblade, har virket. Det fremstår som en forvirrende gang rod med et forbavsende lavt diskussionsniveau,« siger Nikolai Thyssen.
En anden ting, som Information har gjort, er, at man har valgt en open-source platform. Det, mener Nikolaj Thyssen, vil gøre information.dk mindre fastlåst, end de sites, der ikke er open-source.
»Hvis vi havde valgt et proprietært design (et design, hvor softwaret er ejet af det firma, der laver det, red.) havde vi fastlåst os, og vores hjemmeside havde set ud på én bestemt måde de næste tre år. Med open-source er det langt lettere at følge med tiden og ændre hjemmesiden i takt med nye tekniske tiltag,« siger Nikolai Thyssen.
Grundlæggende ser Nikolai Thyssen det ikke, som om at Information nu skal ud og konkurrere med for eksempel politiken.dk om at løbe hurtigst i nyhedskapløbet.
»Vi kan ikke konkurrere på nyhedsstrømmen, og det skal vi sådan set heller ikke. Vi fungerer mere som et magasin, hvor man skal kunne dykke ned i et emne, der interesserer en, og så blive klogere på det. Og det er det, vi har forsøgt at forbedre,« siger Nikolai Thyssen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Og linket til den ny hjemmeside er her