Fejl

Information fjernede fejlfyldt leder med anklager om nepotisme

Der var ikke belæg for flere af de påstande, som Information bragte i en leder om nepotismelignende forhold hos Den Frie Udstillingsbygning

’Det er ikke kunstnerisk forsvarligt at ansætte sine familiemedlemmer’.

Det var overskriften på en leder i dagbladet Information 16. august. I lederen blev der fremsat flere anklager om nepotismelignende forhold hos Den Frie Udstillingsbygning, som Dina Vester Feilberg er direktør for.

Lederen nåede dog ikke at ligge tilgængelig i sin originale form i et helt døgn, før den blev fjernet fra nettet, da den indeholdt flere faktuelle fejl og udokumenterede påstande. Dagen efter blev den så udgivet igen – med en omfangsrig rettelse.

Allerede i overskriften til lederen var det gået galt.

”Overskriften giver indtryk af, at en kurator ansat på Den Frie havde ansat sin bror, hvilket der ikke er belæg for,” står der i rettelsen.

Derudover er der flere faktuelle fejl i lederen, hvor en forsker er blevet refereret for at sige noget andet til Politiken, end han faktisk sagde. Andre dele af brødteksten giver indtryk af, at der er tale om inhabilitet hos Den Frie Udstillingsbygning.

”Desuden indeholder lederen i sidste underafsnit en række advarsler imod blandt andet ’nepotismelignende forhold’, som kan læses, som om de handler om Den Frie, hvilket der heller ikke er belæg for,” lyder den sidste del af rettelsen, der afsluttes med:

”Information beklager.”

Fejl bygger oven på hinanden

Hos Information forklarer indlandsredaktør Anton Geist, der har stået for rettelsen under chefredaktør Rune Lykkebergs ferie, at han ikke ved, hvordan det er gået til at udgive en leder med så mange fejl og påstande, der ikke var belæg for:

”Vi kan bare konstatere, at der var en del fejl i, og fejlene hænger sammen. Når noget af det først er misforstået, så bygger de oven på hinanden,” siger han.

Burde I ikke have sikret jer, at det var rigtigt, inden I udgav den i første omgang?

”Det burde vi have gjort. Der er nogle af de påstande i lederen, der ikke har været belæg for. Og det skal man jo sikre sig, at der er, når man skriver en leder. Når man læser lederen nu, burde man have tjekket op på det,” siger Anton Geist.

Det var direktøren for Den Frie Udstillingsbygning, der kontaktede Information efter udgivelsen og ville have lederen fjernet fra nettet. Og sagens karakter taget i betragtning gik Information noget usædvanligt med til det.

”Da jeg så på det, syntes jeg, at det var rigtigt at fjerne den, mens vi vurderede berigtigelsen. Det er lidt usædvanligt, og jeg kan ikke huske, at jeg har været med til det før. Men fordi det var så relativt kompliceret, gik vi med til det, da de bad os om det,” siger Anton Geist.

Lader teksten stå

Lederen blev udgivet igen med en angivelse i rubrikken af, at der er foretaget en rettelse. Underrubrikken er erstattet med en tekst om, at lederen beklageligvis indeholdt faktuelle fejl, og selve rettelsen står som det første i artiklen.

Men den originale tekst står stadig under rettelsen.

”Det mest transparente var at lade den stå, som den er, og så øverst sætte den udførlige klamamse ind, så folk kan se helt konkret, hvad vi har gjort forkert,” siger Anton Geist.

Han tilføjer, at han har talt med Den Frie og undskyldt for forløbet.

”Det er virkelig beklageligt. Det er nogle hårde anklager, der er i lederen, og så er det alvorligt, når der ikke er belæg for det,” siger Anton Geist.

Det er en undskyldning, som Dina Vester Feilberg sætter pris på.

”Det er naturligvis dybt beklageligt, at artiklen blev trykt i første omgang, men jeg har respekt for Dagbladet Informations håndtering af sagen og deres uforbeholdne undskyldning,” skriver hun på Facebook.

0 Kommentarer