Information får 20 procent af trafikken fra Facebook

Der er stor forskel på, hvor meget trafik sociale medier giver nyhedssider. Andelen af Informations besøg er 10 gange større end Ekstra Bladets.

Der er stor forskel på, hvor meget trafik sociale medier giver nyhedssider. Andelen af Informations besøg er 10 gange større end Ekstra Bladets.

Journalisten.dk skrev i tirsdags, at sociale medier ikke giver særlig meget trafik til nyhedshjemmesider. Det passer ikke helt. Men der er stor forskel på, hvor stor en del af trafikken de forskellige nyhedshjemmesider får fra Facebook.

Information.dk får hvert femte besøg fra Facebook. Imens det – i cirkatal – kun er henholdsvis 2,3 og 3 procent hos eb.dk og bt.dk.

»Vi har ikke nogen brugerundersøgelse af, hvorfor så stor en del af vores besøgende kommer fra Facebook, men jeg har en idé,« fortæller Simon Fancony, der står for Informations hjemmeside.

»Korte skarpe nyheder har selvfølgelig en værdi i sig selv, men måske ikke i samme grad, når man er på Facebook. Her er folk inde i en seance, der handler om indhold, man virkelig interesserer sig for. Vi leverer meget af det dybdegående og nicheprægede journalistik, og vi kan se, at det bliver delt mest,« siger Simon Fancony, der som eksempel nævner en kronik som en af de mest delte historier på Facebook.

Han fortæller, at andelen af besøgende fra Facebook er stigende, samtidig med at det samlede antal besøgende på information.dk er stigende.

I sammenligningen med bt.dk og eb.dk skal det retfærdigvis siges, at de to hjemmesider får markant flere besøgende end Information.dk. Ifølge FDIM havde eb.dk 37,6 millioner besøg i januar, Bt.dk havde 21,8, og Information.dk havde 1,2 millioner besøg.

Som Journalisten.dk skrev i tirsdags, viser undersøgelsen "State of The News Media", at de amerikanske nyhedshjemmesider i gennemsnit får 9 procent af deres trafik fra sociale medier. Et tal, der overraskede journalist Andrew Beaujon fra Poynter Instituttet:

»Det tal overraskede mig mere end noget andet. Ikke mindst på grund af det store antal af sociale-medie-seminarer, som jeg har skullet deltage i siden 2008.«

De ni procent giver dog heller ikke et retvisende billede, hvis man kigger på de store internationale aviser, der har lavet en såkaldt "social-reader-app". Kort fortalt er det en applikation, der integrerer avisens indhold med din personlige Facebook-profil og blandt andet viser andre, hvilke artikler du læser.

The Washington Post havde i slutningen af november 3,5 millioner aktive brugere af applikationen. The Guardian har netop annonceret, at de regner med, at andelen af besøg fra deres applikation snart overstiger besøgende, der kommer ind på hjemmesiden fra søgemaskiner, som ellers plejer at være markant højere.

For at illustrere, hvilke ting der rent faktisk bliver delt på Facebook, peger Simon Fancony på et andet værktøj, som The Guardian har lanceret for nyligt. Det hedder Zeitgeist og viser i realtid, hvilket indhold på The Guardians hjemmeside der er mest populært i sociale medier. Ideen er, at indholdet får en højere "score" i Zeitgeist, hvis det ikke er noget, The Guardian selv har promoveret på deres egen forside eller Facebook-profil. Desto mere folk selv har fundet frem til indholdet, desto højere er scoren i Zeitgeist.

»Der er mange af de ting, som bliver populære på Information.dk, som ville have scoret højt på Zeitgeist. Det er kun 10 procent af vores trafik fra Facebook, som kommer fra de links, vi selv lægger ud. Ellers er det noget, andre deler. Det er ikke til styre, hvad det er, der bliver delt,« siger Simon Fancony.

0 Kommentarer