Facebook-spillet Freedom Fighters, opfundet af Liberal Alliance for at sprede partiets synspunkter, har fået Information til at blokere særlige kommentarer til avisens artikler.
Spillet Freedom Fighters går basalt set ud på at man får point ved at gå "bag om fjendens linjer", for eksempel ved at kommentere artikler, der er kritiske over for Liberal Alliances politik, eller på anden måde bruge web-mediet til at sprede partiets budskaber.´
Spillerne identificerer sig og scorer point ved at tagge deres indlæg med '#ff' og et nummer.
Men nu reagerer Information ved konsekvent at afvise debatindlæg tagget med '#ff'.
»Holdninger reduceres til spam. Det er sandt, at debatter på internettet ikke altid udspiller sig helt så civiliseret som ved et middagsselskab, men det løfter ikke niveauet, når debatter gøres til genstand for andres spillelyst,« skriver Nikolai Thyssen på Information.dk, hvor han forklarer, hvorfor Information nu udøver denne form for censur.
Liberal Alliances leder Anders Samuelsen reagerer med forargelse over Informations udelukkelse af Freedom Fighter-indlæg.
»Er totalt stolt over det fine debatniveau, stort set alle Freedom Fighters præsterer. Men er omvendt rystet over, at Information vælger at blokere for debatten og nægte FF'erne deltagelse i debatten. Hvad er det for en demokratiopfattelse for den gamle frihedskamps avis? Skandale!« skriver Anders Samuelsen på sin Facebook-profil.
Han uddyber senere sin forargelse over for Politiken.dk.
»På Information vil de gerne have folk, der er enige med Information, til at skrive; Folk, der synes, at Liberal Allliance er det værste jorden til dato har set, må gerne stå og råbe og skrige ad mig. Men de vil ikke have folk med lødige modargumenter«, siger Anders Samuelsen til Politiken.
En række Facebook-brugere har anmeldt spillet som spam, og derfor er det i øjeblikket lukket. Liberal Alliance forhandler nu med Facebook om at få det åbnet igen.
3