Information bag stor konkurrence om datajournalistik

Information lancerer ny skandinavisk konkurrence om den bedste datajournalistik. Præmien er en måned som del af Guardians garvede dataredaktion og et legat på 20.000 kroner fra Google. (Opdateret 11.42)

Information lancerer ny skandinavisk konkurrence om den bedste datajournalistik. Præmien er en måned som del af Guardians garvede dataredaktion og et legat på 20.000 kroner fra Google. (Opdateret 11.42)

"Langt de fleste medier taler om betalingsmodeller og langt færre om den udfordring, det er at være relevant. Der bruges mere energi på de gamle vaner og mindre på nye former for journalistik. Det vil vi på Information gerne lave om på."

Sådan lyder de indledende ord på de plakater, som Information får hængt op på uddannelsessteder i Danmark og resten af Norden.

'Nordisk Nyhedshacker 2012'er et projekt, hvor Information vil opdyrke og præmiere god datajournalistik i Skandinavien.

»Der er kæmpe interesse for datajournalistik i tiden, og vi kunne godt tænke os at skubbe til den udvikling. Det er ideen med Nordisk Nyhedshacker, og vi håber, at vi får en masse gode eksempler på, at datajournalistik ikke bare er et modelune, men en ny måde at analysere og formidle komplekse problemstillinger,« udtaler Johannes Wehner, udvikler på Information, i en mail til Journalisten.dk.

Han er også redaktør af Informations eget univers for datajournalistik, information.dk/databloggen.

Redaktionschef på Information.dk Nikolai Thyssen uddyber:

»Vi oplevede med dækningen af eksempelvis WikiLeaks, at der var en form for journalistik, vi kun kunne løfte, hvis vi arbejdede på tværs af etablerede skel. Det var vanvittigt spændende og skabte en fantastisk dynamik, hvor udviklere og journalister løftede ideer og historier, som ellers ville være faldet. Derfor vil vi gerne sætte fokus på en form for journalistik, som har levet en lidt hengemt tilværelse, men som bliver stadig vigtigere,« siger Thyssen til Journalisten.dk. 

Præmien til vinderen i 'Nordisk Nyhedshacker 2012' er en måned som del af Guardians garvede datajournalistiske gruppe. Oven i hatten får vinderen cirka 20.000 kroner i et legat i forbindelse med opholdet. De penge gives af Google.

»Hos Google vil vi gerne støtte og stimulere innovation inden for digital journalistik, og datajournalistik er en ny spændende del af medieindustrien. Stadig er det kun få, der fokuserer på det, men med
Nordisk Nyhedshacker håber vi, at flere i de skandinaviske lande får øjnene op for mulighederne for at skabe prisvindende journalistik ved at arbejde med data,« udtaler Peter Barron, direktør for eksterne relationer hos Google.

Konkurrencen sparkes i gang i dag, og studerende såvel som journalister med og uden formel uddannelse opfordres til at deltage.

Der er sidste frist for at indsende datajournalistiske projekter 16. april. Vinderen offentliggøres ved en prisfest i København 27. april.

(Opdateret 11.42: Uddybende kommentar fra Nikolai Thyssen tilføjet) 

0 Kommentarer