Danmarks største artikeldatabase, Infomedia, afskediger 26. Afskedigelserne skulle angiveligt være tvunget igennem med trussel om at miste retten til at blive fritstillet, hvis medarbejderne ikke underskrev fratrædelsesaftalerne øjeblikkeligt.
Det erfarer Journalisten.dk.
De 26 afskedigede svarer til cirka 22 procent af de ansatte, og de kommer, efter at Infomedia i januar overtog konkurrenten Cision Danmark.
Journalisten.dk erfarer, at syv ud af de 26 afskedigede medarbejdere hører til Infomedia, samt at medarbejderne hos Infomedia ikke har været direkte involveret i forhandlingerne og derfor ikke har haft mulighed for at have indflydelse på forhandlingsresultatet, idet Infomedia i øjeblikket ingen tillidsrepræsentant har, mens tillidsrepræsentanten hos Cision Danmark er fortsat i sit erhverv.
Adm. direktør for Infomedia og Cision Danmark, Anders Lassen, afviser over for Journalisten.dk, at de afskedigede medarbejdere er blevet presset til at underskrive fratrædelsesaftalerne.
»Det er ikke mit indtryk, at der skulle have været tale om pres. Vi forhandlede med medarbejderrepræsentanterne om en fratrædelsesordning over nogle dage, og medarbejderrepræsentanterne i samarbejdsudvalget godkendte så aftalen. Vi sendte herefter aftalen til samtlige medarbejdere, så de kunne orientere sig og snakke med faglige repræsentanter inden det blev meddelt, hvem de afskedigede var,« siger Anders Lassen.
Han lægger ikke skjul på, at der lige fra overtagelsen af Cision Danmark i januar i år har været planer om afskedigelser af medarbejdere.
»Jeg tror, alle vidste, der ville komme afskedigelser, efter vi overtog Cision Danmark. Forundringen lyder på, at der ikke er tale om flere medarbejdere,« siger Anders Lassen.
2