Forbrugerombudsmanden har indskærpet over for en influent, at det er ulovligt for vedkommende at reklamere for tatoveringer.
Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Påtalen kommer, efter at der trådte en ny lov i kraft den 1. januar i år. Den gør det ulovligt for influenter at markedsføre produkter, der er uegnede til børn og unge under 18 år, hvis en ’ikke ubetydelig del’ af vedkommendes følgerskare tilhører den aldersgruppe.
Derfor var det i strid med loven, da influenten reklamerede for en tatovør på sin Instagram-profil, da vedkommende har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at 12 procent af følgerne er under 18 år.
”Forbuddet er indført, fordi børn og unge ikke skal fristes af produkter, der kan skade dem fysisk eller mentalt. Som udgangspunkt skal influenter forhindre, at børn og unge under 18 år kan se influenternes opslag om produkter, der er uegnede for dem, fx ved at anvende et aldersfilter,” siger forbrugerombudsmand Christina Toftgaard Nielsen i pressemeddelelsen.
Influenten har efterfølgende lagt et filter på sine opslag og tatovering, så de ikke er synlige for børn og unge.