Det er nok svært at afværge fejlfortolkninger af andres liv. Især hvis de er døde.

Og kun for at hindre, at der spindes myter, vil jeg forsøge at tilbagevise enkelte af de misforståelser, som fremkommer i Sanne Maja Funchs i øvrigt fine og velskrevne artikel om Hans Bendix og hans satiretegninger fra trediverne (Journalisten nummer 1/2015).

Det er muligt, at historien om min fars arbejdsliv bliver mere gribende, hvis han efter hjemkomsten fra USA i 1945 fremstår som et hulkende offer for sin fortids satiretegninger.

Sådan forholder det sig bare ikke. Han var tværtimod glad og taknemmelig for at være hjemme i sit eget land igen. Og havde heller ikke grund til andet. Hans faste stilling på Social-Demokraten stod åben til ham fra første dag efter hjemkomsten, og få uger senere fik han, som den ene af fire danske korrespondenter, den eftertragtede opgave at blive udsendt til krigsforbryderprocessen i Nürnberg.

Nu var krigen forbi, Hitler var død, verden lå åben, og talrige gode opgaver ventede ham.

De mange aktiviteter i efterkrigstidens Danmark, hvor han blev modtaget med åbne arme og anerkendelse, skal ikke remses op her. I stedet henvises til hestens egen mund, hans erindringsbog nummer 3: ’Spraglet Efterår’ (Gyldendal).

Hele livet kom hans lyse sind ham til gode. Mange år senere, da han fyldte 80, spurgte jeg ham, om han nu også kunne tåle hele tre dages hyldest og virak. »Det eneste, jeg ikke kan tåle,« svarede han, »er, at de holder op med at råbe hurra for mig«.

Om min far kan tages til indtægt af dem, der mener, at bladtegnere i 2015 skal vedblive at håne og ydmyge en befolkningsgruppe ved at tegne Muhammed som hund eller andet, kan man kun gisne om.

Det gør jeg så:

Med mit kendskab til ham gætter jeg på, at han ville svare: »Pressefrihed? Ja tak. Men man har lov at bruge sin forstand undervejs …« 

Eva Bendix, datter af Hans Bendix