Hold da op, hvor er vi bare forskellige i Dansk Journalistforbund. Vi er næsten så forskellige, at det kan være svært at finde den fælles identitet i den gamle standsforening af journalister. Sådan har argumentet lydt mange gange, efterhånden som DJ har vokset sig større og større. 

I begyndelsen af maj sendte vi her på Journalisten et spørgeskema ud til alle medlemmer, hvor vi stillede nogle spørgsmål om livsstil, påklædning og identitet. Svarene bruger vi i dette temanummer om ’identitet’.

Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at vise nogle af de fællestræk, der forbinder medlemmerne i forbundet. Men især at pege på forskellene. Mon ikke der ville komme vidt forskellige svar fra kommunikatørerne og journalisterne? Eller fra freelancerne og de fastansatte?

Men da svarene kom ind, kunne jeg se, at lighederne var langt større end forskellene. I hvert fald når man måler på identitet og livsstil, som vi har gjort.

Selvfølgelig er der forskelle. Men det, der overraskede mig mest, var, at der nærmest intet var i tallene, der viser, at københavnere ser sig selv helt anderledes end medlemmerne i provinsen. Eller at kommunikatørernes identitet adskiller sig væsentligt fra journalisternes.

På tværs af profession, køn og landsdel er vi overraskende ens. Så ens, at vi måske ikke engang selv kan se det.

Det er først, når nogen skiller sig ud, at vi opdager, hvordan vi selv er. Som for eksempel Erik Høgh-Sørensen. Han er journalist og kommunikatør. Og mangeårigt medlem af DJ. For nogle år siden fik han endnu en titel: Han blev kandidat for Dansk Folkeparti. Det fik efter Erik Høgh-Sørensens udsagn gamle kolleger til at vende ham ryggen. ”Jeg tror ikke, jeg ville have oplevet så voldsomme reaktioner, hvis jeg havde meldt mig ind i Radikale Venstre. Men mange journalister afskyr DF,” siger han. 

I Folketinget er Dansk Folkeparti det næststørste parti. Det er det absolut ikke blandt journalister. De seneste tal fra 2012 viser, at kun 1 procent af journalisterne ville stemme på DF. Hvis journalisterne dengang skulle bestemme, ville De Radikale blive det største parti.

Det er ikke så underligt, at vi klumper os sammen og ligner hinanden. Det gør læger og gymnasielærere sikkert også. Men når vi skal skildre virkeligheden, kan det være et problem, at vi er så ens og bevæger os i så snævre kredse. DJ’s medlemmer finder man ikke i de såkaldte ghettoer, der fylder så meget i nyhedsstrømmen. Og vi stemmer ikke på DF.

Philip Sampson er en af de journalister, der har bevaret venskabet med DF’eren Erik Høgh-Sørensen, selv om de to står langt fra hinanden politisk. Han mener, det er et problem, at vi ligner hinanden for meget. ”Man kommer ikke ud af de der lukkede bobler,” forklarer Philip Sampson.

Kan det give en forklaring på, at mange mennesker ikke oplever medierne som relevante? At vi ikke kender den verden, mange af vores brugere lever i?

Hvornår tog du selv sidst bussen ud i ghettoen?