Indbrudstyve anholdt med navneliste på fotografer

To mænd er varetægtsfængslet, efter at de blev stoppet i en bil med værktøj til indbrud samt en liste med navne og adresser på 14-15 fotografer. » Det er da lidt vildt, at man åbenbart går direkte efter fotografer,« siger Anders Brohus, der var på listen

Siden 17. december sidste år har to mænd siddet varetægtsfængslet, efter at de blev stoppet i deres bil af Sydøstjyllands Politi med værktøj til at begå indbrud.

I bilen fandt politiet også en liste med navne og adresser på 14-15 jyske fotografer. Én af fotograferne på listen er Anders Brohus, der bor i Hedensted.

»Jeg er ude at køre på motorvejen, da jeg bliver ringet op af indbrudsgruppen hos Horsens Politi. De fortæller, at de har fundet det her indbrudsværktøj sammen med en indbrudsliste. ”Og der står du på, Anders Brohus,” siger de til mig,« fortæller fotografen.

Han er efterfølgende blevet spurgt, om han vil vidne og fortælle, hvor mange penge han har fotoudstyr for i sit hjem, når sagen bringes for retten i marts.

»Jeg har en god hund«

Anders Brohus er freelancefotograf og har kontor i en tilbygning til sit hjem. Han har ikke ligget søvnløs siden politiets opringning. 

»Det er da suspekt, men det er ikke sådan, at jeg begynder at ryste over det. Når man har arbejdet for Ekstra Bladet og flere gange fotograferet kriminelle i anspændte situationer, skal der mere til. Jeg har også en god hund, som elsker knæskaller. Men det er da lidt vildt, at man åbenbart går direkte efter fotografer, fordi man ved, de har dyrt udstyr liggende,« siger Anders Brohus.

Han har efterfølgende fået Krak til at fjerne hans adresse fra deres register.

Politiet: Ikke belæg for at sige, at fotografer er udsat

Politikommissær Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi fortæller til Journalisten, at sagen stadig efterforskes, men at efterforskningen snart er afsluttet.

»Det er selvfølgelig ikke første gang, vi har sager, hvor der er stjålet fotoudstyr. Men det er sjældent, vi ligefrem finder en liste. Det er ikke noget, vi har set før,« siger Poul Steffensen.

Skal man som fotograf i Jylland være bekymret?

»Absolut ikke. Man skal ikke som fotograf føle sig mere udsat for indbrud end alle mulige andre. Vi har ikke belæg for at sige, at fotografer generelt er udsat,« siger han til Journalisten. 

3 Kommentarer

Lars Lindskov
11. FEBRUAR 2016
For god ordens skyld har
For god ordens skyld har Rønbøg fuldstændig ret - det er direkte pinligt, at politiet ikke i denne situation oplyser, at der i en årrække har været raid rundt i Danmark, hvor mange fotografer har haft indbrud i samme område på samme datoer. Så det er desværre ikke en ny historie Journalisten kommer med, men det er jo nyt politiet har anholdt nogle med en adresseliste.
Håber Journalisten har overskud til at spørge politiet omkring den manglende viden om de mange fotografindbrud gennem de seneste 5 år - og specielt hvorfor politiet ikke ved/anerkender de indbrud, som rent faktisk har fundet sted. De udtalelser vi ser her i artiklen fra politiets side er direkte fornærmende overfor de fotografer, der har haft indbrud de seneste år.
Peter Mulvany
11. FEBRUAR 2016
Adresser står overalt på
Adresser står overalt på internettet. En googlesøgning på "anders brohus" viser et kort med hjemadressen øverst i søgeresultatet. Adressen står også i DJ's freelance-nøgle, hos cvr.dk og i flere andre onlinetelefonbøger. Heldigvis er adressen ikke hos Dk-hostmasters domæneregister. Alle udsatte har min store sympati. Man bør desværre gøre en stor indsats, hvis man vil fjerne sin adresse fra internettet.
Lars Rønbøg
11. FEBRUAR 2016
Det undrer mig helt vildt, at
Det undrer mig helt vildt, at politikommisæren siger, at "Vi har ikke belæg for at sige, at fotografer generelt er udsat".
Aha...taler man overhovedet ikke sammen i de forskellige politikredse??? Jeg var blandt dem der for fire et halvt år siden havde indbrud og fik stjålet udstyr - i samme periode som en lang række andre fotografer, bl.a. de fynske fotografer og som jeg husker det også fotograferne på Nordjyske - har det ikke fået en klokke til at ringe for politiet??? At fotografer ER særlig udsatte....det er ringe politiarbejde...