Das Büro har haft indbrud. Men tyvene har kun stjålet to hundedyre ting og efterladt laptops og kameraer, fortæller partner Lars Bech til Journalisten.dk. Det ligner bestilt arbejde og er det seneste i en række indbrud hos fotografer.
Klokken 18.32 gik alarmen i Das Büros lokaler i Kødbyen. Ukendte gerningsmænd brød døren op med et koben og begik indbrud. Kort efter fik partner i fotobureauet Lars Bech besked per telefon.
»Jeg var ude at løbe, da jeg fik det at vide. Så sprang jeg ind i bilen med løbetøjet på og kørte derind med det samme. Jeg var lige ved at få et hjertestop, for jeg var virkelig bange for, de havde taget vores harddiske. Jeg har for eksempel lige været i Ghana for Danida, og alle de billeder og film ligger på en harddisk på kontoret,« fortæller Lars Bech til Journalisten.dk.
Men tyvene havde ikke stjålet harddiskene. Da Lars Bech ankom til lokalerne i aftes, var der tværtimod kun stjålet ganske få ting.
»De har stjålet to ting: Et flash-anlæg og et Hasselblad-kamera. De to ting har ingen værdi for almindelige mennesker. Flash-anlægget kan du ikke bruge til noget, medmindre du er professionel fotograf, og batteriet vejer omkring 20 kg. Et Hasselblad-kamera er ekstremt svært at betjene, det er på størrelse med to brosten, og du skal købe særlig software for at læse filerne,« siger Lars Bech.
Han fortæller, at politiet er overbeviste om, der er tale om bestillingsarbejde.
»Politiet siger, at de har været inde i ét minut. De er rendt forbi nogle Mac-laptops og andre kameraer. I stedet er de løbet helt ned bagerst i lokalet, hvor Ulriks (Jantzen, partner i Das Büro, red.) Hasselblad-kamera stod.«
Lars Bech vurderer, at de to stjålne genstande har en samlet værdi på cirka 200.000 kroner. Om lidt mødes alle ansatte i lokalerne for at se, om andet skulle være forsvundet.
Indbruddet er langtfra det første, der rammer danske fotografer. Som Journalisten.dk tidligere kunne fortælle, så havde tre fynske fotografer indbrud i deres hjem i august. Også her blev fotoudstyr stjålet.
Lars Bech fortæller også, at en kollega, der er reklamefotograf i København, har haft indbrud for nylig. Her blev der også stjålet professionelt fotoudstyr.
Men politiet er ikke på helt bar bund. Kort før indbruddet mødte to mænd op hos Das Büro. Her var en assistent og en elev stadig på arbejde. Eleven talte med de to mænd, der spurgte efter et firma, der ikke har lokaler der, og gik igen. Kort efter assistent og elev forlod bygningen, skete indbruddet. Derfor kan han beskrive de to mænd.
Derudover håber Lars Bech, at tyvene sender Hasselblad-kameraet til rens.
»Den slags kameraer skal til rens mindst en gang om året hos Hasselblad. Når de får et kamera ind, skal de lave et rutinetjek på stelnummeret, og hvis det er stjålet, skal de tilbageholde det og give det tilbage til ejeren. Det håber jeg, de gør. Men jeg har aldrig hørt om, at nogen har fået deres kamera tilbage,« siger han.
Lars Bech har tre klare råd til fotokolleger i København:
»Sørg for at få tjekket op på jeres forsikringer. Få den alarm i studiet, I ikke har fået installeret. Og sørg for at få lavet backup af alle jeres harddiske.«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg har desværre en oplevelse der lyder meget som denne episode, fredag dag kommer der en person ind på mit studie og spørger efter en fiktiv person der og forsvinder hurtigt da jeg går ham lidt på klingen. Natten fra lørdag til søndag får jeg opkaldet fra mit alarm selvskab - der havde været indbrud. De har ladet flash anlæg, computere mm. stå men taget mit Sinar p3 samt Sinar bagstykke - extremt teknisk udstyr man virkelig skal være top professionel for at ku betjene.
Måske er det bestillings arbejde når jeg har læst om denne episode...?
Køre med backup på alt - men det hjælper ikke på en ubehagelig oplevelse samt at man skal vente 3-4 uger på nyt kamera...
F