Det er ikke kun i Danmark, at krisen kradser på dagbladene. Også på Sächsische Zeitung med hovedredaktion i Dresden stod man i efteråret 1999 i den velkendte situation. Ledelsen kunne ikke længere klare økonomien ved at skære på freelance budgettet og tilbyde frivillige aftrædelsesordninger. Der blev varslet fyringer. Mange fyringer.

Når der er grund til at skænke denne trivielle begivenhed opmærksomhed, er det ikke kun, fordi Dansk Journalistforbund har fået en næstformand, der forstår sproget hos vore sydlige naboer, som vi normalt ikke sammenligner os mediemæssigt med. Det hænger også sammen med de tyske medarbejderes reaktion.

Som supplement til faglige forsøg på at forhandle antallet af fyringer ned, spillede seks af dagbladets lokalredaktioner ud med offensivt tilbud. I stedet for at afskedige folk tilbød man at klare krisen kollektivt på egen hånd ved hjælp af journalistisk initiativ.

De seks lokalredaktioner blev selvstændige enheder. De fik kontrakt med hovedredaktionen om levering af journalistiske ydelser til en pris, der ikke i sig selv kunne sikre beskæftigelsen for alle ansatte. Til gengæld fik de uafhængige lokalredaktioner mulighed for at videresælge den journalistiske produktion til andre aftagere. Nogle af dem opdyrkede helt nye forretningsområder, bl.a. turistbrochurer, radionyheder og redigering af hjemmesider.

Det er den slags, man på nydansk kalder "outsourcing". Et skræmmende ord for de danske journalister, der betragter deres lønarbejde som public service for private money. Også jeg går naturligvis varmt ind for et journalistisk arbejdsmarked med rigelige ressourcer, kollektive overenskomster og sikkerhed i ansættelsen. Men hvis det på længere sigt betyder ringere journalistik, stigende arbejdsløshed og alles kamp mod alle på et usolidarisk freelance-marked, foretrækker jeg trods alt kollektiv nytænkning.

Udlicitering til små, selvstændige produktionsselskaber er kommet for at blive. På tv-området har denne form for virksomhed været kendt i Danmark lige siden TV 2s oprettelse. Hvis regeringens medieudspil vedtages, vil også Danmarks Radio blive tvunget til at lægge en større del af sin produktion ud til ikke-fastansatte. Anderledes med de skrevne medier. "Sådan plejer vi da ikke lave dagbladsjournalistik," lyder indvendingen.

Nu er det bare sådan, at Plejer var en af dem, der for år tilbage fik en ufrivillig aftrædelsesordning. Da begrundelsen var arbejdsmangel, blev Plejer desværre ikke afløst af den langtidsledige Nytænkning. Blandt andet derfor handler det i dag slet ikke om at sige ja eller nej til nye organisationsformer. Det handler om dagbladenes overlevelse med et rimeligt mål af solidaritet på fremtidens journalistiske arbejdsmarked.

Det, vi oplever, er nemlig ikke bare en konjunkturkrise, der driver over, når annoncørerne besinder sig. Aviserne har haft tilbagegang i oplag og økonomi i årevis. Krisen er strukturel. Den har at gøre med det, man i journalistkredse med foragt i stemmen kalder "dårlig ledelse". Uden at medarbejderne dog af den grund bryder sig særligt om handlekraftige chefer, der tager initiativ til at gøre tingene på nye måder.

Skal vi ud af dødvandet, må vanetænkningen køres i garage sammen med grønthøsteren, så der kan frisættes journalistisk fantasi og gå-på-mod. Heldigvis er det ikke opgaver, der er mangel på i fremtidens informationssamfund. Det er altså ikke en funktionskrise, journalistikken befinder sig i. I den forbindelse er udlicitering en ganske effektiv måde at løse opgaver på i stedet for at afvikle dem. Det er samtidig en chance for de unge og de arbejdsløse til at åbne en kattelem ind til det lukkede arbejdsmarked.

Arbejdsløshedsproblemet klares hverken med freelance-overenskomst eller stop for uddannelse af nye journalister. Fra Institut for Journalistik i Odense sender vi ca. 60 nyuddannede på markedet om året. Det er en dråbe i mediehavet. Det står enhver frit at gøre dem til syndebuk sammen med andre håbefulde fra Århus og Roskilde. Men det løser hverken krisen i faget eller i branchen.

Måske kan de korslagte armes strategi sikre nogle truede arbejdspladser på kort sigt. Men sporene fra typografernes skæbnekamp skræmmer. 1970ernes indsats var fagligt set en imponerende præstation, men de grafiske fag betalte en høj pris – selv om mange af de aktionerende forblev på lønningslisten.

I dansk journalistik ønsker alle fremskridt, men vel at mærke helst uden forandring. Både som uddanner af kommende udøvere af faget og som almindelig mediebruger vil jeg hellere forandre for at bevare. Det fordrer blandt meget meget andet, at selvstændige journalister i kollektiver får mulighed for solidarisk indsats i fremtidens AMBIAer: Arrangementer med Mange Beskæftigede og Ingen Ansatte.

* Anker Brink Lund er professor, Syddansk Universitet