search

Ind med smagsdommerne

 

 

Nyheder er blevet lige så uinteressante som herretøj. Det mener en kulturforsker. Hun råder journalister til at træde i karakter og bringe deres egne holdninger i medierne.

Hvem sætter egentlig den samfundsmæssige trend? Avisernes journalister, der redigerer stoffet i vores nyhedsmedier? Eller smagsdommerne, der udtaler sig højt, vidt og bredt?

Det dogmatisk og politisk korrekte mediesvar er selvfølgelig sagligheden og fagligheden. En række »saglige og faglige« amerikanske undersøgelser viser imidlertid, at færre og færre finder det specielt interessant, hvad der foregår. Vigtigt er det derimod at vide, hvad vi bør mene. Den journalistiske dybdeborende reportage efterspørges ganske vist af journalisterne, men sjældnere af læserne. De, der har det behov, køber nemlig hellere en ordentlig bog. Nej, vi vil vide, hvad vi skal mene.

I stigende grad baserer vi nemlig vores beslutninger om stort og småt på de samtaler, som vi fører med meningsdannerne. Det gælder ikke faktuel viden, men derimod tillidsvækkende rådgivning. Lynhurtigt bladrer vi derfor hen på testsiderne, der kan rådgive os om vinmærker, barnevogne eller golfture.

Eller vi griber efter anden sektion med debatsiderne. Ser vi fjernsyn, foretrækker vi enten plat underholdning med tandfeer eller programmer, der »sætter prisen«. Rigtige nyheder anskaffes, mens vi er på farten i hurtige discountudgaver – metroXpress, Urban, Radioavisen. Nyheder er blevet til et lavinteresseprodukt på linje med hvide køleskabe og jakkesæt til herrer. Det er vigtigere at vide, hvad vi skal mene om Anna Lindhs død, end hvorledes sorgen blev håndteret af svenskerne.

Det er imidlertid naturligvis ikke ligegyldigt, hvis meninger vi efter-spørger og betjener os af i vores søgen efter et ståsted i en usikker verden. Faktisk findes der da også en særlig gruppe af betydningsfulde meningsdannere, der fungerer som »gate-keepers« – dvs. »dem«, man spørger til råds og lytter til. Dette forhold er i særlig grad undersøgt for USAs vedkommende, men formodningen er, at det også holder stik herhjemme.

Men hvem er de? Først og fremmest er det tilsyneladende mennesker, der er aktive i deres lokalsamfund og har meget brede kontaktfelter. Det er mennesker, som har let til engagement og spiller en rolle i at få noget op at stå. Lokalsamfundet kan så være en forening eller et interessefællesskab.

Men det, der karakteriserer dem, er først og fremmest deres netværk.

Inden for ethvert felt findes derfor også sådanne typer. Herudover karakteriseres de i overvejende grad ved at være midaldrende, veluddannede, hårdtarbejdende, gifte og med børn, husejere med to indkomster, velhavende, konservative (men både højre- og venstresnoede), positive over for informationsteknologi, sparer op til alderdommen, er antimaterialister, men ikke asketer, og endelig fremsynede. Desuden er de overrepræsenterede blandt dem, der går i biografen, læser bøger, læser magasiner, hører musik, spiser ude, passer sport og hobbyer, rejser i weekenderne samt kan lide at lave mad og shoppe. Deres hovedinteresser? Politik, miljø, natur, fremmede kulturer og historie. Til gengæld har de ikke tid til at se fjernsyn, video, sport eller sove til middag.

Denne profil passer så bestemt til rigtig mange journalister. Alligevel er det ikke dem, der optræder oftest i gruppen. Årsagen er selvfølgelig, at det ikke er rigtig god tone blandt journalister at have en mening. At journalister så alligevel har en, ved vi. Men de fleste forsøger efter bedste evne at tøjle deres egne og også ofte interviewofferets synspunkter.

Problemet er imidlertid, at læserne af fremtidens avis eller brugeren af fremtidens medie netop ønsker at få indsigt i sådanne menneskers meninger (at komme i dialog med dem). Afgørende er det derfor, at aviser flytter vægten fra at formidle »nøgterne nyheder« til at bringe »meningsdannende opfattelser«. Konsekvensen er, at vægten på afgørende vis skal flyttes fra internt producerede – ofte dårligt underbyggede – reportager med mange ekspertudtalelser og over mod specialistudtalelser leveret af mennesker, der både ved noget og har en stemme. Måske er den refererende journalistiske nyhedsreportage derfor en døende genre, medmindre journalisten får lov til at træde i karakter.

Men ville det ikke også være en befrielse? Hvorfor skal det være os klummeskribenter, der får lov til alt det sjove?

 

*Karen Schousboe er etnolog og beskæftiger sig med at afdække tidens livsformer, livssyn og stemninger. Fra 1997 til 2003 var hun medlem af Det Etiske Råd. I 1998 skrev hun bogen »Det Enkle Liv«, i denne måned udgiver hun »I nærheden. Om det værdifulde«.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen