>> Indlevelse og fantasi var alt, der skulle til for at løfte et lidt ujævnt, hakkende portræt og give det en afslutning, der forløser hele historien.<<

Hvordan er det med kvinder i rockmusik? Er der stadig for få af dem og i givet fald hvorfor? I Sverige er man begyndt at arrangere såkaldte popkollo'er – en slags rocklejre eller workshops, hvor piger og kvinder mødes i en uges tid for at spille rock og skrive sange. En journalist fra Politiken besøgte en af disse lejre i en skånsk skov for at søge svar på de indledende spørgsmål.

I lejren møder journalisten blandt andet den 14-årige Erika, der spiller guitar i en gruppe. Hun og veninderne bliver fulgt i en udmærket historie, der dog hele tiden brydes på en utilfredsstillende måde, idet skribenten pligtopfyldende skal have proppet diverse baggrundsinformation og ekspertudtalelser ind i teksten. Denne har derfor svært ved at komme til live. Den hakker og stammer. Er ikke enten-eller, men både-og. Og hvor bliver Erika, hendes liv, tanker og drømme af? Hun er på nippet til at blive forvandlet til en biperson i sin egen beretning, da reportagen afsluttes med et pragtfuldt og overrumplende gearskift, der alligevel bringer det hele hjem.

Vi får at vide, at Erika og gruppen en af de nærmeste dage skal give en koncert for familie og venner – og så kommer det: "Men hvis Erika kunne bestemme, ville hun tage lige lukt tilbage til Popkollo, før bifaldet har lagt sig og forældrene puttet hende ind på bagsædet af bilen på vej hjem mod Stockholm. Hun ville gå direkte mod øvelokalet. Tænde forstærkeren og gribe fat om elguitaren. Og fortsætte med at spille rock. For Erika er ikke i tvivl: 'Da jeg fandt rocken, følte jeg endelig, jeg fandt noget, der var mig'."

Der er en fræk og brillant indlevelse i denne passage. Bortset fra det direkte citat kan journalisten ikke være sikker på, at Erika har tænkt som refereret, men med lige dele fantasi og empati vover hun pelsen og forestiller sig det, for sådan har hun lært hende at kende. Erika gør oprør mod umyndiggørelsen og bagsædetilværelsen og griber resolut efter guitaren – og selvstændiggørelsen. Et træffende dobbeltportræt: en teenagepige og rockens essens.

– I denne klumme leder Anders Rou Jensen efter grus og perler i det journalistiske sprog.
Han fokuserer på de stiltræk og udtryksmåder, der skiller den stærke tekst fra den slappe.
Anders Rou Jensen er journalist, forfatter og medindehaver af kursus- og foredragsvirk-somheden Befri Din Skrivning.