search

Inaam Nabil: »Når man ser ud, som jeg gør, skriger det ud«

»Journalistikkens opgave er at opretholde et demokrati, og det gør vi ved at skabe gennemsigtighed,« siger Inaam Nabil, studerende og nyslået Kravling-vinder 

Hvorfor er du blevet journalist?

»Som teenager holdt jeg avis. Og så har jeg siddet på redaktionen på Vollsmose Avisen og lyttet. Jeg ville gerne stille flere spørgsmål til artiklernes kilder og syntes ofte, at der var nogle, som manglede at blive hørt. Journalistik er siden groet fast i mig. Også selv om jeg stank til det. Jeg kunne ikke skrive sammenhængende dansk og talte med ghetto-accent, da jeg gik ud af 9. klasse. Jeg var med på Fyens Stiftstidendes U18-hold, og jeg har stadig en mail fra en af journalisterne, som var nødt til at ændre på hele min artikel, fordi det ikke gav mening. Så det har været en sej kamp for at bevise, at jeg kunne.« 

Hvad har du mødt af reaktioner på dit valg om at blive journalist?

»Folk har sagt, at der er brug for en som mig i journalistikken. Det er ikke en typisk uddannelse for danskere med anden etnisk baggrund. Journalister bliver også set på som nogle, der fordrejer sandheden og altid er ude efter konflikter. Jeg anerkender, at der sker en forvrængning af virkeligheden, når det kommer til bestemte typer af historier. Min gevinst er, at jeg netop selv har stået og stadig står på den anden side. Men det er alle journalisters pligt at give et retvisende billede af, hvordan tingene hænger sammen.«

Du havde muligheden for at komme på både Berlingske og Politiken på Panikdagen. Hvorfor valgte du Fyens Stiftstidende?

»Her kan jeg træde lidt ud af rampelyset. Når man ser ud, som jeg gør, skriger det ud. Der er ret meget opmærksomhed omkring min identitet i forhold til mit fag. Jeg tænkte, at jeg kunne gemme mig lidt på Fyn og få ro til at udvikle mig.«

Hvordan opstod idéen med de syriske flygtninge, som du netop har fået Kravlingprisen for?

»Det var fotografen Yilmaz Polat, der fik idéen. Men det var på et tidspunkt, hvor jeg skiftede mellem to redaktioner og skulle lære en ny redaktør at kende. Så jeg ventede i to måneder, indtil jeg midt i september slog i bordet. Jeg troede ikke på, at avisen nogensinde ville sende en praktikant af sted på sådan en tur. Men alle gode argumenter var klar, og jeg overvejede, hvordan jeg skulle sælge sådan en historie til en regional redaktør. Planen var også at tale med en menneskesmugler, men det måtte jeg ikke. Så det droppede jeg, indtil jeg stod foran en.« 

Hvorfor havde du lyst til at gøre det alligevel?

»Da muligheden bød sig, var jeg ikke i tvivl. Historien var vigtig. Jeg havde dog min redaktør i baghovedet under hele mit møde med menneskesmugleren. Jeg havde et forklaringsproblem. Jeg er bevidst om, at jeg har et kæmpe ansvar i sådan en situation. Men det bliver først genialt, når det er galt. Det må dog aldrig tippe over og blive sindssygt.« 

Var du bange?

»Jeg var faktisk ikke bange på noget tidspunkt. Men jeg har nogle gange kunnet mærke mit hjerte banke stærkere. Da vi skulle med menneskesmugleren op i en elevator, kørte der en amerikansk film i baggrunden. Hvis nu han trykkede på kælderknappen, var vi done. Jeg vil til enhver tid påstå, at jeg havde styr på situationen. Men man har jo styr på det, indtil man ikke har styr på det længere.«

Hvad betyder det for dig at vinde en Kravling?

»Jeg er tidligere blevet betvivlet på min troværdighed alene på grund af den måde, jeg ser ud på. Det gør ondt. Især fordi jeg gerne vil have en fair chance, når jeg er så ny i branchen. Prisen var en enorm lettelse i forhold til at fjerne lidt fokus fra min person. Med al respekt for dem, der var indstillet, var det nok  mig, der havde allermest brug for den faglige anerkendelse. Prisen giver mig et andet skær.« 

Har dit tørklæde sat nogen grænser for din journalistik?

»Det har givet mig mange muligheder. I starten ville jeg bare gerne være mainstream. Så fandt jeg ud af, at det kunne jeg ikke. Men som person har jeg humor og kant og kan jonglere med mange typer mennesker. Mit tørklæde bruger jeg som icebreaker. Jeg kan sige: »Hov, hvad sagde du? Det er bare mit tørklæde, der trykker lidt.« Det virker hver gang.« 

Du har engang kaldt Yahya Hassan en præmieperker i ’Deadline’. Er du også selv en præmieperker? 

»Jeg er aldrig blevet kaldt det. Jeg tror, der er nogen, som ikke kender mig, der godt kunne tænke det. ”Prøv at se hende – hun er for integreret!” Men jeg bor stadig helt bevidst i Vollsmose, fordi jeg gerne vil leve noget af mit voksenliv i den virkelighed. Det gør, at jeg stadig kan tale med folk i øjenhøjde og bevæge mig mellem samfundslag på en troværdig måde.«

Hvad er den største udfordring, journalistikken står over for?

»Troværdighed. Hvis vi skal overleve med alt det andet, som presser os, så er vi nødt til at fastholde, at vores indhold er fair, balanceret og korrekt. At vi har perspektiv og proportionalitet.« 

Hvordan løser vi det?

»Vi må aldrig glemme essensen af vores eksistensgrundlag. Vores opgave er at opretholde et demokrati, og det gør vi ved at skabe gennemsigtighed.« 

[[nid:33967]]


Foto: Jonas Pryner Andersen

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen