Overtagelse

Impact TV bliver opslugt af Monday

Den tidligere ejer af Impact TV, Thomas Heurlin, bliver kreativ chef i det nye selskab

Produktionerne i det konkursramte Impact TV kommer til at fortsætte i et nystiftet selskab i produktionsselskabet Monday. Det skriver MediaWatch.

Martin Dalgaard bliver adm. direktør i det nye selskab, mens tidligere ejer af Impact TV Thomas Heurlin bliver kreativ chef.

Impact TV blev i august erklæret konkurs på trods af, at selskabet de senere år har produceret dagsordensættende fakta-serier som DR1-dokumentaren ’Sirius’, Discovery-dokumentaren ’MeToo: Sexisme bag skærmen’ og ’De misbrugte filmbørn’.

Aftalen betyder også, at medarbejderne i Impact TV kan fortsætte med ansættelse i det nystiftede selskab.

Det nye selskab genoptager med virkning fra i dag de igangværende aktiviteter.

Impact kom i økonomisk knibe, blandt andet fordi firmaet før årsskiftet skulle betale mere end to millioner kroner tilbage i corona-momslån.

Samtidig endte den storroste MeToo-dokumentar i et gedigent underskud på 600.000 kroner, og sammen med et andet ambitiøst dokumentarprojekt, der også løb løbsk, har det været med til at slå bunden ud af Thomas Heurlins pengekasse.

0 Kommentarer