Et af Danmarks mest læste magasiner skal have ny producent.
DSB's kundemagasin, Ud & Se, har i begyndelsen af året været igennem en konkurrenceudsættelse, og magasinets nuværende producent, Datagraf, har netop fået at vide, at det ikke bliver dem, der fremover skal lave magasinet.
Hvem den nye producent bliver, vil DSB ikke oplyse endnu.
Datagraf er ærgerlige over, at de ikke længere skal producere magasinet.
»Men vi betragter det ikke som et nederlag på den måde. Vi har fået langt flere kunder, end vi har tabt. Men det er klart, at når man taber Ud & Se, så er vi selvfølgelig opmærksomme på, om vi kunne have gjort noget bedre. Det er der sikkert, og det finder vi ud af i den kommende tid.« siger Datagrafs administrerende direktør, Svend Erik Baadsgaard, til Journalisten.
»Vi ser med spænding frem til, hvad den nye leverandør præsenterer som det nye Ud & Se,« siger Svend Erik Baadsgaard.
Han slår fast, at man håber på at kunne vinde opgaven tilbage.
»Ud & Se er et magasin, vi meget gerne vil vinde tilbage igen og få ansvaret for.«
Stolt og tilfreds
Datagraf har produceret Ud & Se siden januar 2013.
»Vi er meget stolte af og tilfredse med de resultater, vi har nået med magasinet. Vi er hvert år vokset i antallet af priser og anerkendelse ude i medieverdenen. Vi er rigtig stolte af det produkt, vi har leveret til DSB, som vi har været meget glade for at samarbejde med« siger Svend Erik Baadsgaard.
Ud & Se er indstillet til syv priser på baggrund af deres indhold i 2015.
Hvordan føles det at give Ud & Se-stafetten videre?
»Det føles okay. Ud & Se var et ikonisk magasin, før Datagraf begyndte at producere indholdet. Det er det stadig, og det håber vi selvfølgelig, at det bliver ved med at være. Vi håber, DSB har valgt en løsning, som fastholder niveauet og den betydning, som Ud & Se har i magasinverdenen,« siger Svend Erik Baadsgaard.
DSB: Vi har valgt det, vi tror udvikler Ud & Se bedst
DSB’s pressechef fortæller til Journalisten, at man har været i dialog med fem forskellige producenter, hvoraf tre har budt ind på opgaven som ny samarbejdspartner.
»Vi har søgt efter en samarbejdspartner, der kan udgive, udvikle og forny Ud & Se med afsæt i magasinets grundlæggende koncept. Vi har valgt at gå videre med det bud, som vi mener samlet set knytter det at rejse, fællesskabet i toget og udgivelsens af et kvalitetsmagasin bedst sammen,« siger pressechef Niels-Otto Fisker.
Han fortæller, at DSB i den nærmeste fremtid vil præsentere den nye samarbejdspartner.
Har understreger også, at DSB har været glad for samarbejdet med Datagraf.
»Datagraf har løftet opgaven med Ud & Se på fornem vis, siden DSB udliciterede magasinet til dem for tre år siden. Men vi fik tre gode bud på Ud & Se’s fremtid, og af dem har vi valgt at gå videre med det, vi tror udvikler Ud & Se bedst,« siger Niels-Otto Fisker.
April-udgaven af Ud & Se bliver det sidste nummer produceret af Datagraf. I hvert fald i denne omgang.
Ud & Se har eksisteret siden 1980. Magasinet skriver om kultur, livsstil, rejse, forskning og politik. På faste sider er der hver måned nyt fra DSB. Disse sider produceres i samarbejde med DSB.
Journalisten har været i kontakt med den nuværende redaktør på Ud & Se, Karen Gahrn. Hun ønsker ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt. Men hun oplyser i et mailsvar, at hun fortsætter i rollen som redaktør hos Datagraf, hvor hun skal arbejde fuld tid med andre magasiner og udviklingsprojekter.
Ud over Karen Garn er en artdirector og en journalistpraktikant i dag ansat på Ud & Se.
*Præciseret 9. marts kl. 9.03. I den oprindelige udgave af artiklen kaldte vi Datagraf for udgiver af Ud & Se. Udgiveren er rettelig DSB, mens Datagraf producerer magasinet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.