Ikke sikkert lækagesag bliver genåbnet

Den offentliggjorte lydfil er ikke nødvendigvis nok til at genåbne sagen mod den tidligere spindoktor, lyder det fra juraprofessor. Politiet vil vurdere de nye oplysninger (Opdateret)

Den offentliggjorte lydfil er ikke nødvendigvis nok til at genåbne sagen mod den tidligere spindoktor, lyder det fra juraprofessor. Politiet vil vurdere de nye oplysninger (Opdateret)

Ekstra Bladet har i dag tirsdag offentliggjort den meget omtalte lydfil, hvor TV 2-journalisten Rasmus Tantholdt udpeger tidligere Forsvarsminister Søren Gades spindoktor Jacob Winther som den, der lækkede fortrolige oplysninger om jægersoldaterne. Men det er ikke sikkert det er nok til at genåbne sagen imod ham.

»Han har en vis beskyttelse, lige som folk, der er blevet frifundet straffesager. Og så kan man ikke bare genoptage sagen på hvilket som helst grundlag. Så skal der det, der hedder vægtige beviser til,« siger juraprofessor Eva Smith til dr.dk.

Jacob Winther har tidligere stået sigtet for at have lækket fortrolige oplysninger, men sigtelsen blev droppet, da politiet ikke kunne hamstre nok beviser imod ham. På den nu offentliggjorte lydfil kan man høre Rasmus Tantholdt anklage Jacob Winther, men Winther optræder ikke selv.

»Det havde været bedre, hvis man havde hørt ham fortælle det selv i stedet for en samtale mellem to journalister. Men han vil jo formentlig henholde sig til sin tavshedspligt, som han har gjort før,« siger Eva Smith.

Jacob Winther afviser anklagerne fra Rasmus Tantholdt.

»Hvorfor Tantholdt siger, som han gør på lydfilen, det kan jeg ikke spekulere i«, siger Jacob Winther i et skriftligt svar til TV2 Nyhederne.

»Jeg noterer mig, at politiet har lukket sagen. Dermed er sagen er slut for mit vedkommende, og jeg arbejder i øvrigt et andet sted nu,« skriver han videre.

Københavns Politidirektør Johan Reimann har her til formiddag udsendt en pressemeddelelse, der fortæller, at politiet nu vil kigge nærmere på de nye oplysninger.

»På baggrund heraf vil Københavns Politi vurdere, om der er grundlag for at søge straffesagens behandling genoptaget,« siger han ifølge ekstrabladet.dk.

For at kunne genoptage straffesagen kræver det, at de nye oplysninger har vægt og at anklagemyndigheden ikke kan klandres for, at oplysningerne ikke er kommet frem før.

Opdateret 10:13 med udtalelser fra Politidirektør Johan Reimann. 

0 Kommentarer