Prolog

En epifani. Selvfølgelig bruger Adam Holm sådan et ord til at beskrive, hvorfor han efter 10 år som vært på ’Deadline’ nu trækker stikket.

De præcise omstændigheder om den åbenbaring, han for nylig havde i Damaskus, har han svært ved at grave frem. Men der skete noget. Havde det hele været »idel lykke« på DR, som han siger, er det ikke sikkert, at han havde siddet i den syriske hovedstad og tænkt, at nu er det slut. Men det gjorde han.

10 dage i januar opholdt Adam Holm sig i Syrien for at optage en tv-dokumentar. Siden sit første besøg i 1998 har han været fuldstændigt romantisk tiltrukket af byen. Den er hovedstad i en brutal politistat, hvor folk forsvinder, og alle dem, han identificerer sig med, udsættes for undertrykkelse, men alligevel oplever han en bizar form for frihed midt i ufrihed. Landet er et hav af imødekommende mennesker. Men også en krigszone.

Og her – en aften i hovedstaden i verdens farligste land – stod det klart, at han ville mere af den slags. Ikke nødvendigvis opsøge krigszoner, men tale med virkelige mennesker ude i virkeligheden og være i kontakt med andet end den journalistik, man udøver i et tv-studie.

Adam Holm følte en form for klarsyn, som han ikke havde prøvet før. Det var slut, tænkte han.

»Jeg kan ikke gøre andet end at tage hjem og skrive min opsigelse.«

Klokken 13:35

Han slår undskyldende ud med armene og kigger rundt på redaktionen. Det er en vindblæst, fugtig og iskold mandag i februar, og som de fleste andre dage kommer Adam Holm halsende en halv time for sent:

»Sorry, men jeg har kage med.«

Det er Adam Holms sidste dag på ’Deadline’. I kulissen humper Martin Krasnik rundt og spiser småkager, og da han får øje på sin værtskollega, går de to sammen en tur i caféen i DR Byens "Indre Gade" for at købe en cortado og en dobbelt espresso. De joker om, hvordan den sidste dag skal forløbe. Martin Krasnik foreslår sarkastisk »en lang debat om Syrien«, men, siger Adam Holm, sådan én bestyrede han allerede i går. I virkeligheden har han ikke nogen ønsker til, hvilke historier der skal på programmet, siger han, men tilføjer, at han dog havde held til at snige sig uden om en lidt usexet sag om regeringens seneste miljøudspil.

Foran caféen står fem lænestole, fire grå og en lyserød. Adam Holm skal lige til at sætte sig i en af dem, indtil han får øje på dens farve.

»Nej, jeg skal sgu ikke sidde i en lyserød stol,« siger han.

Martin Krasnik har en skinne på benet. Fodboldskade. Samme tur har Adam Holm været igennem, men han gad ikke lytte til lægens ord om genoptræning, siger han. Så nu har han kronisk ondt i knæet. Et par allerhelvedes karle er de, som de sidder der og griner højt og hilser på vigtige folk og smiler til unge kvinder.

»Jeg er da trist,« siger Adam Holm til sin kollega.

»Det er trist ikke at være vært på ’Deadline’ om ganske få timer, men jeg synes også, det er gået lidt skævt. ’Deadline’ er i et strammere greb fra DR Nyheder end nogensinde.«

Martin Krasnik brummer en ordløs bastone.

»Det er godt, du gør det,« siger han så. »Du har jo hadet det her job.«

»Det har du da også,« svarer Adam Holm.

»Ikke så meget som dig.«

 

 

2009 – Kronikken om Israel

Adam Holm brød igennem som studievært på ’Deadline’ i 2006. Tre år senere, da hans navn var etableret, skrev han i Politiken en kronik om Israel.

»Som journalist og som historiker er det vigtigt, at man ikke fortaber sig i opstyltede konfrontationer, og jeg syntes, at der på det tidspunkt var en forskelsløs beskrivelse af et land, som jeg ved rummer mange mennesker, som ikke ukritisk bakker op om hærens meget barske fremfærd i Gaza,« siger han i dag.

Så han forsøgte at bringe nuancer ind, men det lykkedes ikke særlig godt.

Kort efter modtog han en patron i en konvolut. Han fik smadret bagruden i sin bil og måtte finde sin cykel i Sankt Jørgens Sø nær sit hjem i det indre København.

»Jeg kan lige så godt være fuldstændigt ærlig: Jeg var millimeter fra at anskaffe mig en pistol.«

Adam Holm holder en sjælden pause.

»To aftener i den periode var der en bil, der fulgte mig langs kanalen, når jeg cyklede fra DR. Al sund fornuft ville opfordre mig til at gå til DR’s sikkerhedsrepræsentant, men jeg tænkte: Hvad skulle de kunne gøre? Hvis jeg først er ude på gaden, må jeg ligesom klare mig selv, så jeg var tæt på at gøre noget ved sagerne. Men der var alligevel et eller andet civilisatorisk i mig.«

Ud over de personlige konsekvenser udløste kronikken en påtale fra hans chef på ’Deadline’. Det overraskede ham, for da han tiltrådte programmet, havde han det indtryk, at man som vært – modsat værter på TV Avisen, der ifølge Adam Holm helst skal være ansigtsløse figurer med ildrødt adamsæble, stirrende øjne og et slips, der er ved at kvæle dem – gerne måtte have en personlig stil og præge en debat. At man, som han formulerer det, ikke var nikkedukker, men mennesker med noget på hjerte.

Ikke desto mindre var han kort efter for egen regning i Libyen, da det begyndte at knage i regionen. Pludselig stod han i Benghazi, mens Gadaffis tropper angreb byen. Han fik fat i en satellittelefon, men fordi han ikke var udsendt af DR og ikke havde fornøden forsikring og sikkerhedskursus, fik han ikke lov til at rapportere. I stedet skrev han en reportage til Weekendavisen og fik en ny reprimande.

»Hvad handler journalistik om? For mig handler det om at være til stede og rapportere, og her kunne det indgå i en større fortælling om politik og internationale forhold. Selvfølgelig havde min chef en pointe, men rent journalistisk er det åndssvagt og absurd at være vidne til historien uden at kunne rapportere.«

Klokken 14:20

"I read banned books", står der på den badge, der sidder i hans mørkeblå cardigan. Han står og jonglerer med en fodbold i ministørrelse, mens de andre på redaktionen indfinder sig i en sofagruppe til det daglige redaktionsmøde.

Redaktør Jonathan Kargaard indleder med planen for aftenens program: En debat om islam, hvor de to debattører Søren Hviid Pedersen og Bjørn Bredal er i studiet, og et dobbeltinterview med gadejuristen Nanna Gotfredsen og en amerikansk betjent om legalisering af stoffer. På en eller anden måde ledes snakken til Beyoncé, og praktikanten Rikke spørger, hvad Adam Holm synes om den amerikanske sangerinde.

»Det kommer til at lyde frelst, men jeg kan kun Mozart. Jeg ved hverken, hvordan Coldplay eller Beyoncé lyder; jeg kender fænomenet, men ikke musikken.«

»Ville du ikke kunne pege hende ud?« spørger praktikanten.

»Well, Whitney Houston minus 30,« siger han og begynder impulsivt på omkvædet i ’I Wanna Dance With Somebody’.

»Faktisk tænkte jeg på, da jeg cyklede herud,« siger han så, »at jeg måske skulle afslutte mit sidste program med The Beatles’ ’Hello Goodbye’.«

Ordet ’Beatles’ udtaler han helt vildt Oxford-engelsk.

»Hvad med noget med Motörhead?« spørger redaktøren.

»Årh ja, det er faktisk ikke så dumt. ’Ace of Spades’. Eller ’Bomber’. Eller ’Mean Machine’.«

Efter redaktionsmødet sidder Adam Holm bag sin computer og nynner noget, der både kunne være Motörhead og Mozart. Med to fingre trykker han løs på tasterne, mens hans blik pendler fra skærmen til tastaturet.

 

 

2012 – Kanalchef

Ud af det blå spurgte Michael Thouber i 2012, om ikke de to sammen skulle søge den ledige stilling som kanalchef. »No way,« var Adam Holms øjeblikkelige svar. Han var nærmest antitesen på en chef, tænkte han, men ikke desto mindre lod han sig overtale. De ville selvfølgelig aldrig få stillingen, tænkte han, men de kunne jo formulere en mission, så ledelsen ville tænke: "Spændende, den giver vi til ham, der får stillingen." Et slags kritisk læserbrev.

Planen mislykkedes, og en forårsdag fik Adam Holm at vide, at han skulle være chef for DR2.

»De kunne ikke have lavet det bedre i ’Klovn’,« siger han, »Thouber strakte armene i vejret og sejrsbrølede, som om han havde scoret det afgørende mål i Parken, og jeg fik spontant tårer i øjnene. De troede, det var lutter sindsbevægelse, og jeg ved ikke, hvor de forræderiske tårer kom fra, men jeg havde ingen som helst lyst til at være chef.«

Til alles overraskelse sagde han, at han ikke havde lyst. Han fik et halvt døgn til at overveje det og endte alligevel med at takke ja.

»Jeg havde ikke lyst til at identificere mig med de der vandrende jakkesæt, som cheferne var. Det var rædsomt. Efter nogle måneder sagde jeg, at vi måtte finde en løsning, så jeg kunne hoppe af, og efter et halvt år løsnede de mig fra guldlænken. Jeg nåede i en kort overgang at have en dejlig hyre og nogle gode privilegier, men det kan ikke gøres op mod at arbejde med det, der er ens brændstof.«

Kan du afvise igen at blive chef på et tidspunkt senere i dit liv?

»100 procent ja,« svarer han. »Det lyder nok pseudo-revolutionært, men jeg har ikke mange penge i den her verden, og det interesserer mig ikke.«

Selvfølgelig er det ikke kun derfor, folk bliver chefer, skynder han sig at tilføje, og en del af hans fordomme om cheferne som nogle, der går fra møde til møde uden at gøre noget, fik han manet til jorden.

»Men det er klart, at for nogen bliver en velbetalt stilling en del af en måde at leve på.«

Klokken 15:10

En decideret afskedsreception har han takket nej til, men han har købt kage og sagt til folk, at de kan kigge forbi klokken tre. Paradoksalt nok kan Adam Holm ikke lide at være centrum for opmærksomhed, og på tv har han det bedre som den aktive, spørgende vært end som den interviewede part. Han er »for skeptisk til forblommede skåltaler«.

Det bliver en lille, lidt kejtet selskabelighed, hvor de redaktionsmedlemmer, der er på arbejde, dukker op.

»Det er meget rart at slutte i DR med en form for stille venskab,« siger han.

Stemningen er munter. Når Adam Holm griner – og det gør han meget – blotter han en manglende kindtand i venstre overmund, som han slog ud i en fodboldkamp engang.

»Haj i farvande, Adam,« siger en pludselig. Iført marineblåt jakkesæt går Ulrik Haagerup rundt hos økonomiredaktionen, som støder op til ’Deadlines’. Nyhedsdirektøren kaster et blik mod festlighederne og vender så om på hælen.

Adam Holm kigger sig tilbage, men når ikke at se hajen.

»Vi har da haft det meget sjovt, synes jeg,« siger han.

»Er det ikke lidt vemodigt?« spørger en.

»Jo, selvfølgelig. Men jeg er så rørstrømsk et menneske, at hvis jeg går ud ad det spor, blamerer jeg mig selv.«

»Men hvad har du tænkt dig at sige i aften?«

Adam Holm tager en indånding.

»Jeg elsker det her program, men hvis jeg skal sidde i studiet og sige: ’This is the end, dette er min sidste rejse’, bliver jeg rørt, og hvis jeg sad i sofaen og så det, ville jeg tænke: ’Ah, gamle jas, Arla har lige fyret 500, i morgen fyrer Københavns Universitet 500, og du har selv sagt op og sidder der og hulker’. Så det er bedre at gøre det så hverdagsagtigt som muligt, og det er heldigvis en mandag.«

»Gud, det minder mig om, at det kan være, det skal være The Boomtown Rats’ ’I don’t like Mondays’.«

 

 

2013 – Ombudsmanden

Fire år, fire måneder og to dage efter at Politiken trykte kronikken om Israel stod Adam Holms byline igen at læse i bladet. Han var ansporet af et tragisk dødsfald, og i en kronik tordnede han imod tro i almindelighed. "Religion er ganske enkelt narresut," skrev han blandt andet. Denne gang vidste han godt, at han var unuanceret, men forestillede sig ikke andet, end at teologer ville sige: »Manden er ukyndig«, og at folkekirkepræster ville vende den anden kind til. Kronikken skulle være et blæs i den ateistiske trompet og ikke andet end det.

Han havde ikke spurgt sin chef om lov, og efter et par uger blev han kaldt til en samtale hos Jacob Kwon, som ifølge Adam Holm er et »ganske fordrageligt menneske«. Den daværende nyhedschef gjorde det klart, at man i DR Nyheder ikke så på den slags med milde øjne.

Adam Holm dukkede nakken og accepterede påtalen.

Et halvt år senere var han på et værtsseminar, og en aften modtog han et opkald fra et fremmed nummer. Han lod telefonen ringe fire-fem gange, indtil han blev frustreret og imponeret over vedholdenheden. Det var ombudsmandens sekretær. Ombudsmanden ville gerne se på hans sag.

»’Hvilken sag?’ var jeg lige ved at sige. Jeg havde ikke selv haft åndsnærvær nok til at tænke, at her var et brud på Grundlovens paragraf 77.«

Men ombudsmanden endte med at rense Adam Holm og kritisere DR for at have »iværksat censur i strid med grundloven«. Fire måneder senere valgte DR’s ledelse at frafalde kritikken af værten.

Efterfølgende talte Adam Holm med sine chefer på ’Deadline’, nyhedsredaktøren såvel som generaldirektøren, men han oplevede ikke ubetinget opbakning.

»Det kan godt være, at jeg er for sensitiv, men jeg har opfattet, at nogle chefer har følt, at jeg var skyld i, at alt det her rullede. Det var jeg selvfølgelig også, i og med det var en kronik, der antændte det, men jeg skylder at sige, at flere i DR og det offentlige har oplevet ikke at kunne få lov til at udtrykke meninger, fordi der i et stadig mere djøfiseret univers skal være stringens. Det byder mig imod, for hvis vi båndlægger os selv, ender vi med nikkedukkernes diktatur, hvor det er svært at udtrykke en selvstændig mening.«

Klokken 18:40

Hen ad aftenen bliver der travlt på redaktionen, fordi gæsterne Nanna Gotfredsen og den amerikanske betjent er ankommet før tid. Før Adam Holm går i sminken, skal han i garderoben og iføre sig tv-uniform. Han kom til at tage sin værtsskjorte med hjem dagen forinden – »et af de privilegier, jeg må give afkald på« – så den flår han af og folder et strygebræt ud.

»Jeg er fuldstændig målløs over, at du smutter, du er jo den bedste ’Deadline’-vært,« siger Nanna Gotfredsen, da Adam Holm viser sig i sminken.

Han forsøger at fremkalde en passende replik og grimasse.

»Er du også selv chokeret?« spørger hun.

»Jeg ved ikke, om jeg er chokeret, men jeg havde nok egentlig troet, at min chef ville sige: Nej lad være, please, bliv!«

»Jamen hvad skal du så, Adam?«

»Jeg skal indspille pornofilm.«

Hans ansigt flækker i et smil.

På vejen mod studiet gennemgår han sin spørgeplan med gadejuristen, og hun er godt tilfreds. I studiet følger han den minutiøst.

 

 

2015 – Muhammed for åben skærm

Søndagen efter terrorangrebet på Charlie Hebdo i Paris var Adam Holm vært på aftenens udsendelse. I fem år havde Flemming Rose, der på det tidspunkt var Jyllands-Postens udlandsredaktør, ikke talt om Muhammed-tegningerne, men han takkede ja til at deltage i aftenens ’Deadline’.

DR viser ifølge en officiel beslutning kun tegningerne, hvis der er »en ekstraordinær god journalistisk grund«, og det mente DR ikke, at angrebet på satirebladet i Frankrig var. Da Adam Holm sad og forberedte udsendelsen, fik han den idé at medbringe Flemming Roses bog ’Tavshedens tyranni’ i studiet, i hvilken den oprindelige avisside med tegningerne er genoptrykt. Under interviewet åbnede han bogen, og således bragte DR Muhammed-tegningerne – i 17 sekunder på ’den hemmelige kanal’ en søndag aften klokken lidt i 23.00.

»Jeg tænkte: Nu gør jeg det kortvarigt, og bagefter vil alle sige, at nå ja, selvfølgelig kan vi vise dem, hvor er det fjollet.«

Taktikken skulle vise sig at medføre et af karrierens større selvmål.

»Lige efter udsendelsen har man altid en fornemmelse af, om det er gået godt eller skidt. Flemming var meget rørt, og jeg syntes, det virkede som et stærkt interview, så jeg regnede med en jubelmail fra chefen. Men det viste sig at blive starten på en – skal vi sige – temmelig kølig krig.«

Efterfølgende havde Adam Holm ingen problemer med at undskylde, eftersom han helt åbenlyst havde tilsidesat en chefs beslutning. Han var til en ny kaffesamtale med Ulrik Haagerup, som ifølge studieværten optrådte med stor konduite og var interesseret i »en publicistisk diskussion snarere end at give mig med jerndrageren«.

Men samtidig gik det op for Adam Holm, at mange ansatte i DR Nyheder frygtede, at han havde påført huset en stor sikkerhedsrisiko. En fremtrædende redaktør skrev, at han skulle vide, hvor meget ondt han havde gjort, og en anden skrev, at det fra nu ville være vanskeligt for mange DR-medarbejdere at vise deres visitkort i udlandet.

»Jeg kender disse mennesker og ved, at de ikke hallucinerer ved højlys dag. Så det må være udtryk for en intens skræk og bekymring, som jeg ikke selv deler. Men det siger i sidste ende noget om, hvor dybt terrorismen stikker – den griber om sig, og man kan glemme alt om at vise de tegninger. Vi har lige haft 10-året, hvor de ikke blev vist. I den forstand har medierne kapituleret.«

Men er det ikke sund fornuft, når vi er oppe imod et militant mindretal, som vil dø for at råde bod på det, de mener er en skændig handling?

»Jeg er af den overbevisning, at det er en publicistisk frihed, vi har givet fra os. DR Nyheder – og stort set alle andre medier – har svigtet.«

Påvirker det dig ikke at vide, hvordan din egen banale handling gjorde sindige folk skrækslagne?

»Nej. Hvis du spørger Flemming, vil han sige: Det er ikke værd at dø for en tegning, men det er ikke tegningen, man i givet fald dør for. Det er en frihedsrettighed rundet af en oplysningstanke, som dybest set skal inddrage alle. Også muslimers profet og symboler skal der kunne drives satire over, for ellers laver vi en parentes og siger, at de ikke er fuldgyldige borgere. Vi skaber selv et parallelsamfund for folk, der i forvejen kæmper for at blive etableret.«

Klokken 19:00

Efter forproduktionen er det blevet tid til aftensmad. Adam Holm er i hopla, men lidt skuffet over maden. Han havde troet, der var spaghetti bolognese på menuen, og den karseklippede kantinemand bekræfter, at det skulle der have været. Adam Holm går en tur rundt om buffeten, ser den skeptisk an.

»Er du vegetar?« spørger en kvinde.

»Nej, men min familie er efterkommere fra Auschwitz,« siger han og griber grådigt en håndfuld kartofler og springer væk som en abe, mens han med begge hænder kyler dem i munden.

Kvinden smiler lidt forskrækket og bevæger sig videre.

»Jeg klarer mig på vand, det har jeg gjort mange gange før,« siger Adam Holm og forlader kantinen.

Han sætter sig ved sin computer på fjerde sal. Telefonen ringer, det er hans yngste søn på ni.

»Hej far, er du nervøs?«

Opkaldet virker til at gøre ham mindre nervøs og mere afslappet, og han begynder igen at tale om, hvilken sang han skal bruge som afslutning. Kort før klokken 22 springer han bogstaveligt talt op af stolen:

»Peter, nu tænker jeg: ’Should I stay or should I go’!«

Producer Peter Wessel finder The Clashs 80’er-hit frem på Youtube. Adam Holm skruer helt op for lyden og synger med, nikker energisk og sætter sig tilbage til sin computer.

»If I stay, there will be trouble,« siger han for sig selv og kigger ind i skærmen.

2014 – Boganmeldelsen

Kort tid efter interviewet med Flemming Rose var Adam Holms navn igen i aviserne. Denne gang på grund af noget så tilsyneladende harmløst som en boganmeldelse i Weekendavisen. Journalisten Jeppe Nybroe havde udgivet historien om sin tilfangetagelse i Libanon i bogen ’Kidnappet’, og i sin kritiske anmeldelse skrev Adam Holm blandt andet, at Nybroe måske som "mangen en udenrigskorrespondent før ham" havde "malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver". Ingen steder påstod han, at Nybroe skulle have digtet, men ellers gav han den fuld gas.

»Jeg vil meget nødigt lyde som et offer,« siger han i dag, »men jeg syntes, der var nogle afsindigt stærke reaktioner den første uge.«

Han refererer blandt andet til Bjørn Bredal, der i Politiken kaldte hans antydninger "ufine", bogens forlægger, Jakob Kvist, der brugte ordet "latterlige", Informations Lasse Ellegaard, der skrev, at Adam Holm "tydeligvis ikke" havde læst bogen grundigt, og Fyns Amts Avis’ Troels Mylenberg, som kaldte anmeldelsen en "bevidst vranglæsning" og slet og ret betegnede Adam Holms arbejde som "ondskabsfuldt".

»Ifølge kritikere mente jeg, at Jeppe var en løgnhals. Det var overhovedet ikke, hvad der stod, og det er overhovedet ikke, hvad jeg tror. Selvfølgelig er jeg helt overbevist om, at Jeppe har været kidnappet, og at det har været meget lidt sjovt. Jeg gjorde bare det enkle at sammenligne bogens beskrivelser med det, han har sagt i forbindelse med sin frigivelse.«

Pointen er – understreger han – at selv den, der fortæller en offerhistorie, må finde sig i kritisk læsning.

»Så det gjorde jeg, og jeg tænkte naturligvis, at det kunne kaste en skarp reaktion af sig. Men det er nok endnu et eksempel på, at jeg i den forstand ikke er den hurtigste knallert på kajen.«

»Rigtig mange journalister var vrede, men pludselig vendte det. Der blev lavet journalistik på det, og den mere berettigede diskussion kom.«

Altså mere berettiget end din anmeldelse?

»Det kan du selvfølgelig godt sige, men jeg syntes grundlæggende, at det var vigtigt at få diskuteret påstandene i den her bog.«

Har du fortrudt noget i hele det forløb?

Han sukker dybt.

»På det menneskelige plan har jeg været ked af, at anmeldelsen ikke har været befordrende for Jeppe Nybroes psykiske velbefindende.«

Han sukker igen.

»Men der er nogle syger i dansk journalistik. Og en af dem er, at vi er et fætter-kusine-miljø, hvor man har tendens til at stå op for hinanden frem for at forholde sig til sagen.«

Klokken 22:30

Inden Adam Holms sidste udsendelse konverserer han Søren Hviid Pedersen (»det er fint, Søren, jeg titulerer dig som ’nationalkonservativ blogger på Berlingske og ph.d.’, det er helt fint«) og Bjørn Bredal (»Bjørn, du må ikke tro, at du er blevet kaldt ind for at være den kulturradikale modvægt eller sådan noget; der er fri leg, du kan tale om lige, hvad du vil – også Frankrig«).

Han uddeler kram til de to sminkører, som er oprigtigt kede af, at det nu er slut med fast sminke til Adam Holm og får taget et opstillingsbillede flankeret af redaktør og producer. Sidste nat med kliken.

Udsendelsen går, som den skal, og da han takker sine gæster for diskussionen, bliver han afbrudt af den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Radio24syvs ’Den Korte Radioavis’, hvor Adam Holm har medvirket.

»Lad nu være med at gå, Adam, DR har brug for dig,« råber hun på telefonforbindelsen.

I befippelse bliver han tavs. Han kæmper for at smile uden at blotte den manglende tand i overmunden.

»Tænk på alle de gode stunder, tænk på, hvordan du knaldede ’Jeppe Nybroe og de fyrretyve røverhistorier’, eller hvad den nu hed, den rejseberetning han skrev.«

Adam Holms smil aftager, og han gør med fingrene tegn til, at boganmeldelsen måske ikke behøver være en del af hans afskedssalut. Hun ender med at lægge på, og han ender med at få lov at takke af og sætte The Clashs sang på.

Den store mand Søren Hviid Pedersen insisterer på et kram, og bagefter omfavner Bjørn Bredal og Adam Holm hinanden i et uskønt mandeknus.

»Hvem havde skaffet det?« råber Adam Holm om indslaget med "Kisser", da han er tilbage på redaktionen. Smiler, virker lettet. Han får et glas billig mousserende vin, piller nogle plakater ned fra opslagstavlen og bevæger sig ned i stueplan, inden han passerer DR’s stadig mere sindrige sikkerhedssystemer.

En sidste gang omfavner han kollegerne, springer på jernhesten og cykler langs kanalen og ud i den københavnske nat.