Politiske holdninger, værdier og ideologier smitter af på morgenavisernes journalistik, viser en videnskabelig undersøgelse. Den foreløbige kulmination på udviklingen er dækningen af Muhammed-tegningerne. Mediefolk frygter, at det kan være pressens død, mens media-bureauerne jubler.

MENIGHEDER. For 10 år siden diskuterede man i dansk dagspresse, om ikke de store morgenaviser var begyndt at ligne hinanden for meget. Læseren skulle lede med lup mellem linjerne for at finde politiske og ideologiske dagsordener i de journalistiske artikler.

I dag får læseren ofte kastet journalistik med en indirekte politisk dagsorden i hovedet, så snart han kigger på forsiden af sin morgenavis. Han behøver knapt nok at læse artiklerne, men kan nøjes med rubrikker, billeder og billedtekster for at blive bekræftet i, hvem der er de gode og de onde i dagens Danmark.

De danske morgenaviser redigeres i stigende grad med ideologiske og politiske fingre på tas-terne. Det viser flere undersøgelser, og det mener en række mediefolk og eksperter, som Journalisten har talt med. Dækningen af krisen efter Muhammed-tegningerne er kulminationen på denne udvikling. Flere eksperter peger ligefrem på, at de tre store morgenaviser begynder at minde om den gamle partipresse.

Mange er bekymrede på journalistikkens vegne, andre på læsernes, hvorimod der er stor uenighed om, hvorvidt avisernes stærke politiske profiler er et smart træk, der vil fastholde trofaste læsere, eller om aviserne tværtimod er ved at jage de samme læsere væk.

Udviklingen er kommet snigende gennem flere år. Blandt årsagerne nævnes morgenavisernes nederlag til nettet, gratisaviserne og tv i kampen om at formidle hurtige og nøgterne nyheder til danskerne. Morgenaviserne skal derfor kunne noget andet og sælge sig selv på en skarp profil frem for tre måneder for en måneds pris – en priskrig, der truede med at gøre læserne til troløse zappere.

Samtidig er dansk politik blev mere blokopdelt, og der bliver udkæmpet store værdikampe med indvandrerdebat, Irak-krig og senest Muhammed-tegninger som de tydeligste eksempler. Aviserne afspejler derfor helt naturligt samfundet.

Stig Hjarvard er professor i medievidenskab på Københavns Universitet. Han er i gang med at undersøge pressens politiske rolle og studerer blandt andet avisernes dækning af folketingsvalgene i 2001 og 2005. Resultaterne er ikke endeligt færdige, men han kan alligevel se en klar tendens.

»Aviserne træder i karakter som politiske aktører, der blander sig og spiller en aktiv rolle. Det journalistiske stof på forsiden er båret af de samme vinkler som i lederne. Tidligere var der vandtætte skotter mellem lederne, opinionssiderne og journalistikken, det er der ikke længere. Det er især i valget af historier, billeder og rubrikker på forsiderne, det slår igennem,« siger Stig Hjarvard.

Tendensen er ikke helt ny. Den 19. november, dagen før folketingsvalget 2001, erklærer en 'stålsat' statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) på forsiden af Politiken, at »Skatten skal ned«. Læseren ser oven i købet et foto af en selvsikker statsminister, der ligner en mand, der tager fire år mere på posten.

Havde den samme læser købt Jyllands-Posten dagen forinden, kunne han på forsiden læse om »Det store asylfup«, en historie om snyd med bistandsmidler blandt indvandrere. Og på lederplads sørgede avisen for at holde indvandrer- og flygtningedebatten i kog under valgkampen.

»Journalistisk set er der ikke noget galt med historierne, men det er et påfaldende redaktionelt miks – som også kommer til udtryk i lederne – på det tidspunkt i valgkampen,« siger Stig Hjarvard.

Tidligere har han med to andre forskere dokumenteret, at dækningen af invasionen af Irak også var præget af avisernes holdninger til begivenhederne.

»Information var en meget kritisk opinionsavis, Politiken var skeptisk over for invasionen, mens Jyllands-Posten tog regeringens parti – også i det journalistiske stof på forsiderne. Politiken lagde for eksempel vægt på, at der stadig var kaos, efter at Bagdad var indtaget, mens Jyllands-Posten på forsiden viste en repræsentant for det kurdiske mindretal, der gav blomster til statsministeren,« siger Stig Hjarvard.

Berlingske Tidende var ikke med i den undersøgelse.

Leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet Troels Mylenberg er bekymret for udviklingen.

»Journalister glæder sig over, at vi ikke længere lever i en tid med partipresse, men vi er mere og mere på vej tilbage til noget, som ligner. Det er fint med mere debatstof og flere holdninger, men ikke når aviserne ikke evner at holde stoffet inde på debatsiderne og på lederplads,« siger Troels Mylenberg.

Selv om Jyllands-Posten og Politiken efter hans mening har været de aviser, der har blandet journalistik og holdninger mest i Muhammed-sagen, mener han også, at Berlingske Tidende er en del af udviklingen med at profilere sig meget stærkt som en avis for en bestemt gruppe mennesker med ens holdninger og interesser.

»Berlingske Tidende er også med i udviklingen med en slagside i deres prioritering. Avisen bortprioriterer bevidst emner, som interesserer den mere humanistisk orienterede del af befolkningen. De har eksempelvis journalister ansat til alene at skrive om rødvin, mad og design, men ingen ansat til kun at skrive om flygtninge. Det valg må de da gerne træffe, men det sender et klart signal om en særdeles subjektiv journalistisk prioritering,« siger Troels Mylenberg.

Chefredaktør på NORDJYSKE Medier og tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten Ulrik Haagerup er heller ikke glad for udviklingen.

»For nogle år siden blev alle enige om, at den rene objektivitet er en illusion, og tanken om den blev derfor skrottet. Det ulykkelige er, hvis det fører til den fejlagtige konklusion, at så må subjektivitet være vejen frem. Det mener jeg er stærkt bekymrende for faget, fordi journalistik efter min mening skal laves med begge øjne åbne. Den skal gøre folk klogere, så de kan træffe deres egne valg,« siger han.

Han mener, at det er en farlig tendens, at morgenaviserne rendyrker deres profil, så læserne aldrig får anfægtet deres verdensbillede, men kun får set verden gennem de briller, som de i forvejen ser med. Og chefredaktøren kalder den nye tendens for menighedsavisernes genkomst.

»Aviserne leverer et verdensbillede, som passer menigheden. Men det er bekymrende for demokratiet, for hvor går du så hen og får et mere sandfærdigt billede af, hvad der sker?« spørger Ulrik Haagerup.

Udviklingen betyder ifølge Ulrik Haagerup, at journalisterne i stigende omfang bliver nødt til at være enig med cheferne på redaktionen.

»I fireblads-systemet skulle du nok gøre op med dig selv, om du var enig med Socialdemokratiet, før du søgte ind på Aktuelt. Så fik vi en periode, hvor journalistik var at give folk den 'bedst opnåelige version af sandheden', og nu frygter jeg, at vi er ved at komme tilbage til en situation, hvor det mere er den rigtige ideologi frem for journalistisk integritet, der vejer tungest i et ansættelsesforhold. Faren er, at redaktionen til sidst bliver besat af journalister, der er mere optaget af, hvad de selv mener er sandheden, end af at fremlægge kendsgerninger og holdninger, som nogle måske bliver provokeret eller klogere af,« siger Ulrik Haagerup.

Tidligere chefredaktør på Information og journalistisk lektor på Syddansk Universitet David Trads mener, aviserne lige nu befinder sig i en 'risikozone' – de er i fare for at bevæge sig tilbage til en situation, som minder om den gamle partipresse.

»Morgenaviserne har svært ved at skelne mellem en holdningsbåret avis og journalistik. Det bliver et problem, når du som journalist skal lede efter de kilder og historier, som passer til din avis' holdninger, og det er der adskillige eksempler på i Muhammed-krisen,« siger David Trads.

Fredag den 24. februar skrev Jyllands-Posten i en rubrik på forsiden: »Niels Helveg mødtes med imamer og rakkede Danmark ned«.

»Når du skriver sådan, er du ikke længere journalist. Det er en holdning at konkludere ud fra oplysningerne i historien, at Niels Helveg rakker ned på Danmark,« siger David Trads og giver Ulrik Haagerup ret i, at morgenaviserne giver et forkert og ensidigt verdensbillede til deres læsere.

»Læser du Politiken, tror du, at regeringen er ved at falde, og læser du Jyllands-Posten, at Socialdemokratiet er ved at forsvinde,« siger han.

Selv om Politiken og Jyllands-Posten har været de mest markante aviser rent holdningsmæssigt i deres dækning af Muhammed-krisen, så mener David Trads, at også Berlingske Tidende er en del af udviklingen med skarpt profilerede aviser med stærke holdninger. Og han mener, blandt andet, at Berlingske Tidendes projekt »Tættere På Læserne«, hvor læsernes holdninger og interesser blev analyseret for at kunne lave en bedre avis, kan være problematisk.

»Berlingske Tidende definerer deres avis ud fra, hvad læserne vil have, og det kan både være meget ujournalistisk og uengageret. Det er et problem, hvis vi ikke bruger tid på at fastholde retten til at være journalister på grund af kommercielle interesser,« siger David Trads.

Niels Krause-Kjær deler ikke sine kollegers bekymringer – tværtimod. Både som avislæser og som journalist er han nærmest begejstret for udviklingen.

»Jeg synes, det er meget berigende med denne udvikling. Intet er så dræbende som kontinuitet. Tidligere var der en klar tendens til, at prioriteringen af historier og vinkler var den samme på alle aviser, og at de lignede hinanden. Nu gør de en dyd ud af at adskille sig fra hinanden,« siger Niels Krause-Kjær.

Efter hans opfattelse er frygten for, at udviklingen skal skade journalistikken, overdreven.

»Det er primært i valget af historier på forsiderne, der er forskel. I de enkelte historier er der stadig fairness, en kritisk sans og begge parter bliver hørt. Jeg ser ingen anslag mod den journalistiske integritet og faglighed,« siger Niels Krause Kjær.

Han erkender dog, at det for den enkelte læser kan være et problem, hvis vedkommende udelukkende får sine indtryk af, hvad der sker omkring ham, ved at læse én avis. Han mener, at chef-redaktørerne bør lave et tankeeksperiment. De skal forestille sig, at deres læser sidder på en øde ø og ikke har adgang til andre medier end deres avis – vil de så være godt nok klædt på til at komme tilbage til samfundet? Niels Krause-Kjær mener ikke, at alle redaktører ville bestå den prøve under Muhammed-krisen.

Læsertallene har i mange år været danske avisredaktørers værste fjende. Ingen er uenige om, at morgenaviserne har det svært og bliver presset af gratisaviser, internet, tv og meget mere, og det er derfor heller ikke mærkeligt, at de gør noget. Spørgsmålet er, om en stærk profil, holdninger og værdier er den rigtige vej?

»Udviklingen er en god ting for morgenaviserne. Før var de en profilgrød, hvor alle kunne det samme. Aviserne skal have en skarp profil og skille sig ud fra konkurrenterne. Avisernes eksistensberettigelse er at kunne sætte dagsordener, og det er de gode til nu,« siger kommunikationsrådgiver Henrik Byager.

Han ser avisernes nye rolle som læsernes forbundsfæller. Aviserne skal sætte fokus på emner og sager, som målgruppen prioriterer højt. Læseren skal tænke 'godt, at de gør det!'

Henrik Byager regner dog ikke med, at danskerne vil give abonnementsafdelingerne overarbejde, lige meget hvad redaktionerne satser på.

»Aviserne kæmper mod tidevandet, og de vil ikke formå at få højere læsertal. Men de kan fastholde oplagstallene,« siger han.

Adjunkt Mark Ørsten fra Institut for Kommunikation, Journalistik og Datalogi ved Roskilde Universitetscenter mener ikke, at udviklingen med klarere profiler for morgenaviserne vil give flere læsere – tværtimod.

Men derfor kan det kommercielt set alligevel være et smart træk.

»Man gik væk fra den gamle partipresse, fordi der ikke var nok kunder i butikken. Jeg har svært ved at tro, at flere holdninger i aviserne vil give højere oplag. Til gengæld har aviserne nemmere ved at sælge annoncer, fordi de får en klarere defineret målgruppe. De kan altså tjene flere penge uden at sælge flere aviser,« siger Mark Ørsten.

Til partipressen os skiller…

ÆGTEPAGT. Dækningen af Muhammed-krisen splitter i uvant grad landets aviser. Det er ikke kun Jyllands-Posten, der klager over mangel på opbakning fra de andre. Også internt i Politikens Hus er fronterne trukket op – blandt andet når det gælder reaktionen på statsminister Anders Fogh Rasmussen opsigtsvækkende interview, hvor han talte om at skille fårene fra bukkene.

Den 3. marts havde Politiken og Ekstra Bladet hver deres skarptvinklede historie, da Uffe Ellemann-Jensen offentligt havde undsagt sin partifælle.

»Fogh graver grøfter« lød det i Politikens seks-spaltede forsiderubrik til en artikel, der blandt andet var skrevet af Christiansborg-medarbejder Hanne Fall Nielsen.

Den omvendte vinkel havde Ekstra Bladet: »Uffe ude med snøren« lød det fra journalist Hans Chr. Blem, der fortalte, hvor hovedrystende de borgerlige politikere var over Venstres eksformand.

Krisen splitter måske også ægteskaber? På Politikens forsidebillede ser man i hvert fald forfatterne til de vidt forskellige historier, ægteparret Fall Nielsen og Blem, side om side til samme pressemøde. /A.P.

* Læs også i dette nummer af Journalisten: »Morgenavisernes prioriteringer«, »Politiken anklages for at være utroværdig«, »Kulturkamp på kulturgangen« og »Chefideologens indtog«