Du har altid haft et ”overtryk af indtryk”, har du sagt. Hvad betyder det?

”Så sent som i lørdags talte jeg med min mor, og hun sagde, at jeg som barn mærkede alt. Hvis sokken sad forkert, hvis nogen var kede af det. Alt blev registreret. Da jeg var lille, var jeg ret ked af det, for jeg kunne godt se, at de andre børn ikke var sådan. Det var først, da jeg blev ældre, at jeg opdagede, at man kan bruge det til at fatte sammenhænge hurtigt – hvilket er en styrke som journalist.”

Hvorfor blev du journalist?

”Det har aldrig været min plan. Efter gymnasiet ville jeg gerne på højskole, men det var dyrt. Min mor havde set et opslag om DR’s talenthold i avisen, og jeg tænkte, at det måske var en smart måde at tjene penge på. Det var det så overhovedet ikke, for man fik nærmest ingen løn, men jeg kom ind og blev vildt optaget af det. At få hovedtelefoner på og få lyden forstærket. Det var et helt særligt rum, som passede enormt godt til alt, jeg – uden at have sat ord på det – trivedes i. Akilleshælen er, at det journalistiske miljø er hårdt, og arbejdsforholdene er svære. Så de sensitive sind, der måske kunne omformes til alternative takes, har sjældent særlig gode overlevelsesmuligheder i branchen.”

Hvordan oplevede du DR? [quote:0]

”Efter to år stoppede jeg på Talentholdet, fordi jeg blev ansat til at lave børne-tv. Det var rigtig sjovt, selv om der på det tidspunkt var en trend om, at hvis man var børnevært, skulle man selv agere barn. I slipstrømmen på Bubber, du ved, med en skævt knappet overall, nærmest lidt udviklingshæmmet. Sådan var det heldigvis ikke på ’SommerSummarum’, som var meget naturalistisk og håndholdt. Senere lavede jeg ungdoms-tv og begyndte at få det skidt over branchen. Jeg følte, at jeg kom for langt væk fra den umiddelbarhed, hvor man bare griber lyden og situationen. Pludselig gjaldt det om at stå i nogle meget fine kjoler og være alt for tynd og have kunstige øjenvipper på og læse op fra et cue card. Der nåede jeg til en ’så må det også være lige meget’-erkendelse.”

Så du forlod branchen?

”Jeg begyndte i hvert fald på universitetet, og efter et års tid flyttede jeg til Stockholm og tog nogle fag i litteratur og lingvistik. Men så kom Radio24syv og lavede krusninger på havoverfladen, og jeg kunne mærke, at det, de gjorde, var det, jeg fra begyndelsen havde været fascineret af: En mikrofon og en dame og noget lyd. Den røde lampe. At tale i telefon med en lytter. De der fuldstændigt essentielle, enkle radiounivers-ting, hvor der ikke er skrevet speaks. Jeg kunne pludselig mærke et savn efter at lave radio igen.” [quote:1]

På Radio24syv har du lavet flere formater, senest ’Det Næste Kapitel’, der var en stor succes. Men i efteråret stoppede du. Hvorfor?

”Jeg har aldrig været særlig god til at lave det samme i lang tid. Hvis der er noget, jeg ikke kan holde ud, så er det at forholde mig til mig selv i gentagende form. Der er nogle få profiler, som jeg har fulgtes ad med, som simpelthen laver det samme på 10. år. Det gider jeg ikke. Jeg får sådan en helt gammeldags ungdomshusagtig vrede: Det kan fandeme ikke være rigtigt, at vi har den her mikrofon, og vi sender til hele Danmark, hvor der er så mange, der har noget at sige, og så sidder du og gentager samme form igen og igen og igen og bliver mere og mere ligeglad med det.”

Har du en frygt for at selv at ende med at sidde og lave det samme om 10 år?

”Jeg har i hvert fald en stor modvilje mod det. Der er så mange muligheder i det her medie, så mange historier, der skal fortælles, at jeg ikke kan forstå det.”

Hvad er branchens største udfordring?

”I går læste jeg en lille artikel om noget om landbrugspakken. En forsker havde regnet på et eller andet, og jeg var egentlig okay meget inde i sagen, dengang den kørte, men alligevel kunne jeg slet ikke sætte mig ind i, hvad Liberal Alliance nu havde sagt nej til. Der var slet ingen kontekst. Det sker tit, tingene bliver simpelthen for korte, for hurtige. Når nu medieudbuddet er så bredt, burde man sige: Vi skal producere indhold, der rammer smalt, men dybt – ikke bredt, men fladt. Der er alt for meget tilberedt færdigmad, det var ’Det Næste Kapitel’ også en reaktion på: Interview, der aldrig må vare over fire og et halvt minut, og som er scriptet på forhånd og præ-interviewet til døde. Det er en manieret fisk, der ligger på bordet, klar til at blive fileteret.”

Hvad er løsningen?

”Det handler om bevidsthed – og finansiering. Jeg ved ikke noget om penge på makroniveau, men man må jo lukke nogle kanaler, så man har råd til at producere ordentligt indhold. Gøre sig mindst muligt presset og afhængig af andre faktorer end det indhold, man skal formidle. Jeg læste et interview med Morten Kirkskov, der er skuespilchef på Det Kongelige Teater, fordi Morten Messerschmidt havde kritiseret opsætningen af Holbergs ’Maskerade’. Han sagde bare, at det var hans valg at gøre det på den måde. ”Det er et kunstnerisk valg, og det skal man turde som teaterchef for at løfte den her opgave.” På Radio24syv er det ikke tilfældet, men andre steder i branchen kan jeg godt savne chefer, som tør sætte produktet højere end deres egen ansættelse.”

Så løsningen er mere modige chefer?

”Ja, det kan man nok godt sige. Mere kompromisløse chefer.”

Har du selv lyst til at være chef?

”Det er underligt, for det har jeg aldrig haft, men folk er begyndt at spørge. Og jeg har det ekstremt dårligt med hængepartier, og jeg er ikke særligt struktureret, så det har jeg ikke troet, at jeg skulle være. Men det kan jo være, at det ændrer sig.”

Foto: Kasper Løftgaard