search

I TV-UVIRKELIGHEDENS GADESPEJL

Der er blevet lavet docu-soap om SE og HØR og Ekstra Bladet, fordi visse tv-stationer er faldet for “abegrotte-trenden”. Men et af problemerne med trenden er, at aberne opfører sig dresseret, når der er kamera på. Det er i hvert fald min erfaring fra dengang, Nordisk Film fulgte SE og HØR.

Der er blevet lavet docu-soap om SE og HØR og Ekstra Bladet, fordi visse tv-stationer er faldet for “abegrotte-trenden”. Men et af problemerne med trenden er, at aberne opfører sig dresseret, når der er kamera på. Det er i hvert fald min erfaring fra dengang, Nordisk Film fulgte SE og HØR.
Dengang Nordisk Film optog sin docu-soap om livet på bladet, kunne jeg være blevet en af dem fra flokken af SE og HØR-journalister. Men jeg takkede nej. Jeg troede ikke på, at docu-soapen ville blive et troværdigt spejl af hverdagen på bladet.
Men tv-stationerne vil gerne føre seerne ind til de vilde dyr. Om så de er narkobagmænd, alfonser, uvederhæftige sælgere eller hårdtslående journalister.
På SE og HØR skulle tv-holdet selvfølgelig dokumentere, hvordan der laves kioskbaskere. Myten skulle cementeres. Kendsgerninger distraheres. Det skulle gøres ved at køre på formodninger om, hvordan vi i overskrifterne manipulerer med sandheden, hvordan vi lyver over for ofrene i telefonen for at komme dem nærmere, og hvordan vi på forhånd får at vide fra redaktionsledelsen, at netop sådan skal den historie bare skæres, uanset om det passer eller ej. Men det lykkedes ikke fuldt ud.
I forsommeren 1999 havde SE og HØR-medarbejderne på forhånd fået at vide, at Nordisk Film skulle følge livet på redaktionen i nogle uger til en docu-soap til TV 3.
Nordisk Film havde tidligere lavet “Stripperkongens Piger”, og seerne var ved at få nok af de mange bryster, der væltede ud af skærmen. Nu skulle der anderledes spænding til. Seerne skulle føres ind i en ny afdeling af den menneskelige zoo.
Tv-holdet planlagde at følge journalister og fotografer, fra historien blev undfanget, til den stod i bladet. Tv-holdet skulle også med hjem til SE og HØR-medarbejdere, til fest og i hverdagen – også når bølgerne gik højt, og der var knubbede ord i luften.
En medarbejder meldte straks fra. Han ville ikke engang deltage i redaktionsmøderne, når der var kamera på, bekendtgjorde han. Efterhånden meldte en tredjedel af medarbejderne fra. I telefonen sagde en Nordisk Film-stemme til mig:
“Vi vil gerne have dig med. Du er den erfarne, den, der har det største kontaktnet, den, der kender alle mennesker. Det er dig, vi vil følge – og så en af de unge, helt uerfarne.”
Jeg meddelte, at jeg ikke var interesseret.
Fra SE og HØRS chefer var der intet pres for at deltage. Og chefredaktør Peter Salskov meddelte på et redaktionsmøde, hvor der selvfølgelig ikke var noget kamera, at han havde fået en aftale med Nordisk Film om, at han havde veto mod det færdige produkt. Han kunne forlange afsnit skåret ud. For at beskytte kilder. Ingen ved, om han benyttede sig af sin vetoret og fik klippet eventuelle saftigheder ud.
Allerede her, inden filmholdet arriverer, er hele historien om SE og HØR vendt på hovedet. Amputationen er altså besluttet, inden koldbranden er slået ud.
Serien om det frække SE og HØR blev ikke nogen succes. Den solgte ikke blade, og seerne faldt hastigt fra. De medarbejdere, der sammen med deres familier satte sig foran skærmen, fik bebrejdende blikke: “Tænk, jeg troede ikke, dit arbejde var så røvkedeligt.”
Redaktionsmøderne blev fremstillet som hyggemøder, og naturligvis blev de virkelig prekære historier, og hvordan de skulle tackles, behandlet på de lukkede møder, hvor tv ikke havde adgang. På de åbne møder blev der desuden med rund hånd udskænket Gammel Dansk, mens de udvalgte kommende historier blev gennemgået samtidig med, at chefredaktøren gladeligt demonstrerede sit festlige og blomstrende ordforråd.
“Sig mig bander og drikker I virkelig så meget derinde, for så er det slut. Så hellere “Her & Nu””, sagde kassedamen i Brugsen i Gilleleje efter udsendelse nummer tre.
Det vidste sig, at hvad chefredaktionen på SE og Hør troede ville blive god reklame for bladet, endte som det modsatte. Læsere opsagde deres abonnement.
Den tilsvarende docu-soap om Ekstra Bladet på DR 1 var ikke meget anderledes end den om SE & HØR. Den beskrev også arbejdsgangene på redaktionen.
Kun en enkelt gang fik seerne Ekstra Bladets medarbejdere i en ærlig situation: Da nyheden om Sven Ove Gades afgang ramte redaktionen. Da var elektricitet der i nogle få minutter.
Men hvad fik den almindelige seer ud af serierne? Ikke en pind, lyder det krystalklart fra mit bagland. Så hellere de bare bryster.
Især SE og HØR har i årevis levet af at fortælle om mennesker, som er kendte via tv. Er det nu den omvendte verden? Er bladene og journalisterne blevet celebriteter i sig selv? Eller er hele medieverdenen gået i et nøje iscenesat selvsving?
På SE og HØR i halvfjerdserne talte vi begejstret om det i månedsvis, hvis blot bladets navn var nævnt en enkelt gang på det statsmonopoliserede tv. Uanset, om det var skidt eller kanel. Vi var dog nævnt. Nu står der tre-fire tv-hold og filmer over nakken af hinanden i redaktionssekretariatet for at se, hvordan ugebladene reagerer, når prinsesse Diana dør, Kronprins Frederik har fundet en ny pige, eller Brødrene Olsen har vundet Melodi Grand Prix.
Det er mediekannibalisme. Men det kan kun interessere stammens egne at se sig selv i tv-uvirkelighedens gade.

 

Af JOHN LINDSKOG, freelance journalist blandt andet tilknyttet DK4-TV

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen