search

I starten var spørgsmålet

Undersøgende journalistik er en truet genre, mener undersøgende journalist gennem de seneste 24 år, Russ Baker.

Undersøgende journalistik er en truet genre, mener undersøgende journalist gennem de seneste 24 år, Russ Baker. De etablerede medier har ikke længere evnen, modet eller økonomien til at stille de rigtige spørgsmål og er blevet en del af den magtelite, de burde bruge kræfter på at afdække.

Hvorfor kan George Bush Senior ikke huske, hvor han var, da Kennedy blev myrdet?
Det er, hvad Russ Baker har brugt noget nær 365 dage om året i fem år af sit liv på at finde ud af. Og det er, hvad han forsøger at give svar på over 600 sider i sin bog "Family of Secrets" omkring Bush-familien. I sin søgen har han blandt andet fundet et mere end almindeligt mærkeligt telefonopkald fra George Bush Senior til FBI på den dag, hvor Kennedy bliver skudt, plus at Watergate, som vi kender det, er en løgn,

Hans teknik er simpel. Man starter uden dagsorden, uden kilder og med en historie, som man ikke ved hvad handler om. Det eneste, man har, er et komplet åbent 'hvorfor'?

Og det er for Russ Baker essensen af undersøgende journalistik. Undren og nysgerrighed over for væsentlige spørgsmål. Og selv om de fleste sikkert kan nikke genkendende til den udlægning som værende lig med journalistik, så er Baker ikke helt enig i, at det er sådan, det fungerer i dag.

»Virkelighedens verden er, at de fleste journalister ikke på nogen måde kan siges at udøve den form for journalistik. Over 90 procent af alle historier tager udgangspunkt i en pressemeddelelse, et firma, en forlægger, en regering eller en reaktion på noget, der er sket, og på ingen måde undren over væsentlige problemstillinger,« siger Russ Baker.


Praktisk fodtøj. Det er ikke de nemme skrivebords-løsninger, der udgør Russ Bakers journalistik, men derimod massivt benarbejde og opsøgende interviews med et utal af kilder. foto: Gitte Sofie Hansen

Så hvor klimaforandringer, krigen i Afghanistan og magthavernes beslutningsprocesser ifølge Baker burde stå øverst på den journalistiske dosmerseddel, så ser han blandt andet på grund af den slunkne økonomi og den generelle panik for ikke at 'følge med' i medieudviklingen, at branchen går i den stik modsatte retning.

»Når pengene forsvinder, så er det den undersøgende journalistik, der ryger først. Det tager rigtig lang tid og koster rigtig mange ressourcer i form af rejser, software og andre nødvendige redskaber. Så svaret lyder hurtigt, at mens man før lavede en historie på tre måneder, skal man nu lave tre historier om dagen,« siger Russ Baker.

Det er udviklingen. Og derfor er der heller ikke meget plads til en journalist som Baker. For det er ikke farten, der dræber, når han går i gang. Tidsspilde er en uundgåelig del af hans proces, og man må ifølge Baker leve med, at man kan risikere at bruge tre måneder på at forfølge et spor, der ender blindt.

»Der er ingen nem vej omkring det. Alle sten skal vendes. Til gengæld falder man så, som det var tilfældet med alle de store eksplosive afsløringer i min bog, pludselig over ting, som virkelig rykker, ting, man ikke ledte efter – som man ikke kunne lede efter,« siger Russ Baker.

Med hans bog tog det således et helt år, før han rigtigt begyndte at kunne se konturen af historien. Det skete efter et utal af interviews, gennemgang af hundredvis af dokumenter og læsning af et hav af bøger – 500 bøger endte det med.

Det lyder ikke som noget, der giver nogen form for økonomisk mening. Hvordan gjorde du det?
»Jeg havde ingen penge, men rejste bare rundt og stillede spørgsmål og skrev så indimellem lidt, som jeg kunne leve af. Jeg fik noget støtte fra private, men havde ellers ikke nogen aftale med nogen,« siger Russ Baker.


foto: Gitte Sofie Hansen

Resultat er foruroligende. For hvad Baker finder frem til, at der ligger bag Bush Seniors svigtende hukommelse, er et telefonopkald fra Bush til FBI den 22. november 1963. Den tidligere CIA-mand har angiveligt et bud på, hvem det kan være, der var med til at myrde John F. Kennedy. En mand ved navn James Parrott. Og endnu mere mærkeligt er det, at mandens alibi samtidig bliver sikret af ingen andre end Bush Seniors egen assistent fra Harris County Republican Party.
»Jeg støver assistenten op og fanger ham på telefonen … har du lyst til at høre interviewet?« henvender Russ Baker sig pludselig til undertegnede.

Der bliver pænt takket ja, og Baker finder lydfilen med omtalte interview. En rusten stemme begynder at strømme ud fra Russ Bakers bærbare computer. Igen viser Bakers langsomhed sig. Han har på ingen måde travlt med at komme frem til de essentielle spørgsmål, men spørger om alt og ingenting. Først efter en time nærmer Baker sig meningen med opkaldet. Kan assistenten huske noget om en mand, der skulle have talt om at myrde præsidenten? Der er også et andet dokument, fortsætter Baker. Det siger, at assistenten var i mandens hus, da FBI ankommer.

»Jeg spørger ham, hvordan det kan hænge sammen, at han er den mands alibi, som Bush siger kan have været involveret i drabet på Kennedy. Og han siger bare 'det ved jeg ikke, jeg kan ikke huske det',« siger Russ Baker og fortsætter:

»Det her er vigtigt. Manden lever stadig! Og det 'hvorfor', jeg begyndte med, er kun blevet endnu større …«

Vi springer videre til næste bærende punkt i Bakers bog: Watergate. For historien om det journalistiske mesterstykke er ifølge Baker en løgn. Der var ingen 'Deep Throat', Bob Woodward var ikke den helt, han blev fremstillet som, og Nixon var ikke så stor en skurk.

»Woodward kom fra Naval Intelligence til sit job på Washington Post. Han havde tidligere arbejdet i Det Hvide Hus under general Alexander Haig. Der er en historie der … Problemet er, at den er så stor, at den er svær at tage ind,« siger Russ Baker.

Det lyder ganske rigtigt som noget fra "Da Vinci Mysteriet" … hvordan kan man overhovedet komme ud med sådan en historie, uden at have et stort medie og dets troværdighed i ryggen?
»Tja. Det eneste, jeg har kørende for mig, er 24 års erfaring som undersøgende journalist. Og så kommer jeg fra den nok mest berømte journalistskole i verden, Columbia University Graduate School of Journalism, hvor jeg også har undervist. Jeg er udgivet på et meget anerkendt forlag, og jeg har blandt andet en udtalelse fra Gore Vidal, der siger, at min bog er en af de vigtigste i de seneste 10 år,« siger Russ Baker.

Baker sukker – muligvis af mig – og fortsætter:
»Jeg har været i et utal af anerkendte aviser og magasiner. Og så har jeg total gennemsigtighed: 1200 fodnoter, ingen anonyme kilder og fakta-tjekkere på alle mine kapitler.«

Russ Bakers imponerende cv til trods, er hans bog dog på ingen måde blevet blæst op som nogen sensation i hjemlandet. Den er – indholdet til trods – mest blevet anmeldt med en lettere ironisk distance, uden rigtigt at forholde sig til indholdet og med hentydninger til, at Baker kunne være mere konspiratorisk, end godt er. TIME anbefaler således, at man 'bladrer den igennem', hvilket man ikke skal se mange gange på Bakers bog for at indse er en umulighed.
Hvis man ser på reaktionerne på din bog, så har de ikke kun været positive.

TIME lavede for eksempel en meget lille og overfladisk anmeldelse. Hvordan tolker du den type reaktion på din bog?
»En bog, der stiller spørgsmål ved de mest magtfulde mennesker, vi har,er farlig, for skal man være en del af det? Dernæst modsiger min bog, hvad TIME har skrevet om Watergate i de seneste 15 år. Bogen er en stor mundfuld, og derfor tror jeg, man prøver at undgå rigtigt at forholde sig til den,« siger Russ Baker.

Det er altså langtfra let, hverken at udøve eller skabe opmærksomhed om det, når man laver journalistik som Baker. Skal der ændres noget, skal der derfor ifølge Baker nye kræfter til inden for journalistikken. Kræfter, der ikke bare ser sig som nogle fandens karle, men også opfører sig som sådan.

»Alle journalister ser sig selv som rebeller. Men det er i så fald rebeller, der lever af at sælge annoncer. Lad os slippe af med vores afhængighed, og lad os slippe af med ham idioten, der vil have os til at lave en åndssvag historie om ingenting, der skal være færdig i morgen,« siger Russ Baker.

∞ RUSS BAKER
Russ Baker har tidligere skrevet for The New Yorker, Vanity Fair, The Nation, The New York Times, The Washington Post, The Village Voice, Esquire og mange andre magasiner og aviser. Han har vundet flere priser for sit arbejde, blandt andet for sin journalistik omkring George W. Bushs tid i militæret.
Du kan blive klogere på Russ Baker på www.familyofsecrets.comwww.russbaker.com og whowhatwhy.com.

∞ BAKER-METODEN
Start med begyndelsen. Tag udgangspunkt i de helt oplagte spørgsmål og de store modsætningsforhold. Og lad så din undren og nysgerrighed være din motor. Vær ikke bange for de helt store spørgsmål, det er svarene på dem, som det er din primære opgave at finde.

Far vild, men hold fokus. Vær ikke bange for at forfølge løse ender eller sidehistorier. De vigtigste oplysninger og gennembrud kommer ofte, når du mindst venter det. Hav dog altid dit grundlæggende spørgsmål i baghovedet, så du kan finde tilbage på sporet.

Hav tålmodighed. Alt godt kommer med tiden, og tiden er den vigtigste faktor i journa-listik. Tro ikke, at der er nogen lette genveje til den store historie. Det tager tid, og meget af den tid vil uundgåeligt blive spildt på ting, der ikke fører til noget.


”Family of Secrets: The Bush Dynasty, America’s Invisible Government and the Hidden” har endnu ikke fundet en dansk forlægger, men kan købes på engelsk gennem Amazon.

Kommentarer
1
Luci Smith
06.11.10 08:05
Re: I starten var spørgsmålet

Cool!

Jeg glæder mig til at læse bogen.

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen