search

I seng med Tidens Kvinder

Tidens Kvinder handler om sex. Målet er at sætte kvindens underliv i kog på en lækker måde, så hun ikke behøver at gemme bladet for kæresten. Journalisten har været i praktik.

Tidens Kvinder handler om sex. Målet er at sætte kvindens underliv i kog på en lækker måde, så hun ikke behøver at gemme bladet for kæresten. Journalisten har været i praktik.

EROTIK. »Hvordan har du det med ord som pik og kusse?« spørger redaktøren i telefonen.
»Dem har jeg det fint nok med. Jeg vil gerne lave det samme som resten af jeres redaktion,« svarer jeg.
Vi aftaler, at jeg kan starte mandag. Jeg sidder med røret i hånden, lidt efter at hun har lagt på. Mine øjne vandrer hen over bladet, jeg har liggende foran mig.
Jeg bliver eneste mand på redaktionen. Det her bliver grænseoverskridende, men jeg glæder mig.
Jeg skal i en uges praktik på Tidens Kvinder. Et magasin med sloganet "Vi fortsætter der, hvor damebladene samler benene". Redaktionen har sorteret madopskrifter og make-overs fra og satser helhjertet på sex i en så glittet indpakning, at det aldrig bliver porno. Bladet er knivskarpt målrettet kvinder.

FØRSTE DAG FÅR JEG EN OVERRASKELSE. Indretningen af det åbne kontorlokale er ellers ikke skræmmende. Ved første øjekast ser man ikke de frække titler i bogreolen, eller at der sidder en dildo i spænd for at holde vinduet åbent. Et skrivebord med computer står klar til den nye praktikant, og redaktøren, Lene Byriel, forsikrer med et stort smil, at der er blevet ryddet grundigt op. Vi sætter os ved min nye plads og drøfter, hvad der skal stå i ugens uddannelsesplan.
I telefonen sagde hun, at jeg kunne læse korrektur på nogle sexnoveller, være med til at vælge nogle billeder og ellers hjælpe til i den redaktionelle proces. Men chefredaktøren har udvidet planen.
»Vores læsere har faktisk spurgt efter noget om analsex rigtig længe,« siger Lene Byriel.
Jeg skriver 'anal' som overskrift på min lille blok, imens jeg nikker nysgerrigt.
»Vi tænkte, om du ville have mod på at skrive sådan en 'alt hvad du skal vide om analsex'-artikel?« spørger hun.
Mine kinder føles let røde, men jeg beslutter mig for at være beæret over at blive kastet ud i en bærende artikel.
»Det vil jeg vildt gerne,« svarer jeg. Min frygtløshed bliver godt modtaget, og vi går direkte til ideudviklingen.

HVORDAN TÆNKER KVINDER? Hvad vil de vide om analsex? Jeg har det, som en praktikant tit har det på sit første redaktionsmøde. Entusiastisk og præcis lige så ivrig efter at byde ind, som jeg er fuldstændig blank. Heldigvis sidder jeg sammen med to kvinder, der ved, hvad de taler om, og ikke er bange for at tage styringen. Både chefredaktør Lene Byriel og redaktionssekretær Helle Hartz har en fortid i foreningen Sex og Samfund.
»Vi skal have noget om forberedelserne. Der skal være noget om at starte stille op, og hvilken slags glidecreme man skal bruge,« starter Lene Byriel.
»Der skal være noget om dildoer. Det er vigtigt, at vi skriver, at der skal være en stopper på, så den ikke forsvinder deroppe,« supplerer Helle Hartz.
De skyder løs. Jeg nikker og noterer.
Vi bliver enige om, at der skal være en stor faktaboks med ni spørgsmål og svar. Når en kvinde har læst den boks, skal hun vide alt, hvad der er værd at vide om emnet.
»Vi har også tidligere skrevet noget om mændene og deres numser,« siger Lene Byriel.
Jeg foreslår, at vi laver en faktaboks om mændenes forhold til analsex. Typisk mandeagtigt forslag, tænker jeg bagefter. Men kvinderne er med på ideen.
Jeg får et par hjemmesideadresser, som jeg ganske ærligt kan sige, at jeg aldrig har set før. Så går jeg i gang med at researche.

TONEN ER BEFRIENDE FRI. Når alt, hvad vi laver, handler om sex, kan man ikke fnise, hver gang der bliver sagt 'pik'. De frække ord smelter sammen med dybt usexede ord som 'anslag' og 'eyecatcher'. Vi griner også meget, og jeg kan genkende den varme stemning, der tit strømmer ud i lokalet, når folk først har punkteret hinandens intimsfærer.
Da min første arbejdsdag lakker mod enden, har jeg skrevet den store faktaboks. Vi gennemgår den på Helle Hartz' computer.
»Du kan også tilføje her, at kopattesalve er rigtig godt bagefter, det virker let bedøvende og hjælper på små skrammer,« siger hun og peger med seriøs mine på skærmens punkt fire. Personlig erfaring, forklarer hun.
Jeg har kategorisk skrevet 'røv' om kvindens bagdel. Det er en fejl. Vi erstatter det med 'numse'.
»Når emnet er lidt grænseoverskridende, som analsex er, så bruger vi nogle ord, der ikke er så direkte for ikke at skræmme læserne,« forklarer Lene Byriel ovre fra sit skrivebord og finder sidste nummer i sin bunke.
»Ligesom da vi skrev om urinsex, det var næsten klinisk beskrevet,« siger hun.
Hvis emnet er såkaldt 'vanilje-sex', altså almindelig sex, som det foregår i de fleste soveværelser med dæmpet lys, så kan man godt være mere eksperimenterende i sprog og ordvalg.

BILLEDERNE ER REN PORNO, udbryder Journalistens fotograf, da han ankommer til redaktionen. Vi sidder og kigger det fotomateriale igennem på skærmen, som vi har til min artikel om analsex.
»Nej, det er erotik,« siger jeg.
Han ser ikke overbevist ud, da vi stolt viser ham billederne, der er taget af en fast tilknyttet fotograf. Det første viser en nøgen kvinde bagfra. Derefter udfolder billedserien sig kronologisk, og den ender med at illustrere min guide meget detaljeret.
Kodeordet er 'lækkert', som redaktør Lene Byriel understreger flere gange. Tidens Kvinder er et erotisk magasin, ikke et pornoblad. Tidligere sad redaktionen i Herlev, dør om dør med blandt andre den mandlige pendant Tidens Mand og pornobladene Rapport og Pige-Special.
Men i sommeren 2007 var Tidens Kvinder et af de magasiner, der blev flyttet til Allers hovedkvarter i Valby. Det betød omfattende nytænkning for den nuværende redaktion. Tidens Mand blev i Herlev.
I dag er der stor forskel på de to magasiner, trods navnefællesskabet. Tidens Mand har fotoserier med nøgne kvinder, der ikke overlader noget til fantasien. Til gengæld har de også artikler om andet end sex. Tidens Kvinder er gået den stik modsatte vej.
»Vi har strammet op, så hele bladet nu er fokuseret på sex, kærlighed og erotik, og så har vi givet det en grundig overhaling grafisk, så det i dag fremstår mere eksklusivt, feminint og lækkert,« siger Lene Byriel.

BAGTANKERNE MINDER LIDT OM TV. Hvor man tilrettelægger tv-nyheder ud fra mantraer som blød-hård-blød for at få seerne til at sluge hele udsendelsen, er artiklernes rækkefølge langtfra tilfældig i bladet. Tungt bør følges af let, og hårdt bør følges af blødt.
Lene Byriels pegefinger skøjter frem og tilbage på opslagstavlen bagerst i lokalet, hvor hun viser mig de færdige sider, der er hængt op til fri betragtning.
»Så tager vi lige nogle minutter en gang imellem, hvor vi kigger på, hvordan bladet ser ud. Hvis der er seks sider med et dystert SM-tema, så skal vi have noget mere lyst bagefter,« fortæller hun.
På forsidens plads sidder kun en gul seddel med teksten "Husk pik!" Det er redaktøren, der har sat den op, fordi hun for nogle uger siden foran opslagstavlen blev bange for, at der var for få billeder af mandlige kønsorganer. Da vi vælger billeder til min artikel, ses det som et plus i sig selv, at den kvindelige hovedperson på et af dem har knyttet hånden om sin ivrige modparts ædlere dele.
»Vi skal ikke have hele bladet fyldt med dillere, men der skal altid være noget at kigge på for dem, der tænder på at se på smukke nøgne mænd i fuld begejstring,« forklarer Lene Byriel.

MIN STØRSTE UDFORDRING ER at få sparket min analguide i gang. Anslaget slår knuder på min fantasi. Jeg læser de to sidste numre igennem igen for at få inspiration til et reportageelement eller en kæk indledning, men jeg har det, som om alle mine ideer virker flade og forudsigelige. Jeg tænker, at det må være sådan, romanforfattere har det, når de som det sidste vil skrive de erotiske scener til deres nye bog, og sproget bare visner. Det er vildt svært at skrive om sex, så det er pirrende.
Mit blik skifter fra min skærm til chefredaktørens lidt længere fremme i lokalet. Hun diskuterer en fotoaftale med Helle Hartz, mens hun er i gang med at omrokere i en freelance-artikel på skærmen. Hendes fingre danser ubesværet på tastaturet, selv om jeg ved, at hun er i gang med præcis det samme som mig: At hælde kvindetanker i spalterne. Freelanceren er nemlig også en mand.
Jeg beslutter at sætte en overspringshandling på skemaet: Det står i min praktikplan, at jeg skal give en sexnovelle fra en læser en opstramning. Den handler kort sagt om en kvinde i et solarium, der pludselig bliver bundet og udnyttet af en mand. Det er hun helt vild med. Jeg retter fejl og retter til, så det forhåbentlig kan sætte læsernes underliv i kog. Det er en god afveksling, men samtidig bemærker jeg, at de frække ord er begyndt at prelle af. Chefredaktøren giver et godt råd til underrubrikken:
»Det skal ikke være så indviklet. Bare kort og præcist, så læseren hurtigt kan se, hvad det handler om, og om det er noget for hende,« siger hun.
Det bruger jeg som inspiration til at presse mig selv tilbage til anal-artiklen. På tredive sekunder beskriver jeg en simpel scene med vinglas på bordet og et par, der ligger sammen i sofaen.
Hun vil gerne prøve analsex med ham, og så er artiklen skudt i gang.
Resten af brødteksten er båret af interviews med det såkaldte 'rødvinspanel', der er en gruppe kvinder fast tilknyttet magasinet. Mit køn er konsekvent i tredjeperson, mens kvinder hedder 'du' og 'dig'.

»DU KAN JO GODT SKRIVE ANSLAG!« udbryder redaktør Lene Byriel tydeligt overrasket, da jeg i slutningen af min sidste praktikdag afleverer artiklen 'Du må godt i numsen!'. Det har været vores arbejdstitel.
»Anslaget er tit et stort problem for mandlige skribenter, fordi man skal tænke som en kvinde,« forklarer hun opfølgende, imens hun justerer rundt omkring i teksten.
Artiklen får ros, og jeg får en penisring med vibrator i afskedsgave.
»Vibratoren er mest for hendes skyld,« forklarer redaktionssekretær Helle Hartz. /

"Rødvinsglassene står på bordet, og I ligger i sofaen og nusser. Han kysser dig på halsen, og I er begge to liderlige. Imens han piller trusserne af dig, nyder du hans finger, der blidt bevæger sig rundt omkring dit bagerste hul.
Du vil gerne meget mere, måske også på ham.
Men I har ikke prøvet det før
."
Andreas Marckmann Andreassens anslag fra hans analguide til Tidens Kvinder

JOURNALISTEN I VIRKELIGHEDEN

Fagbladet Journalisten sender sine medarbejdere i kort praktik på forskellige journalistiske arbejds-pladser. Denne gang har Andreas Marckmann Andreassen fulgt Tidens Kvinder for at opleve, hvordan det er at skrive om sex for kvinder.

Hvis du gerne vil foreslå din egen arbejdsplads som praktiksted for en medarbejder fra Journalisten, så send en mail til redaktør Jakob Elkjær:
jel@journalisten.dk.

Kommentarer
2
Ulrik Rosenstand
28.07.08 08:28
Tidens Kvinder "finere" end rapport
Jeg har engang arbejdet som redaktionssekretær på rapport i et års tid. Det gjorde det efterfølgende svært at få journalistisk arbejde andre steder. Ansigterne på kvindelige chefer, som til jobsamtaler spurgte mig "og hvor har du så været før", lignede nogen, der havde bidt i en citron, når de fik svaret. Men Tidens Kvinder er åbenbart mere "fint" og trendy, når selv Journalisten nu tør skrive om fænomenet, der nok er kommet for at blive: Journalistik om sex.
Fremhævet af Journalisten
Jens Grønlund
31.07.08 11:16
Re: I seng med Tidens Kvinder

Jeg er sikker på, at Andreas nok skal bryde barrieren af fintfølende fordomme, når han engang for alvor, skal ud på arbejdsmarkedet. Ovenstående artikel er så hamrende velskrevet, ikke er den blot fuld af ord, men også billeder, fornemmelser og refleksion. Den er vidunderlig fri for kloge og bevingede floskler og det må siges at være sjældent, også her på sitet.

Godt gået Andreas

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen