search

I praktik som freelancer

Journalisten sendte sin praktikant med toget til X Factor-finalen i Herning i praktik som freelancer. Målet var: Få afsat en hvilken som helst historie til et hvilket som helst medie. Det skulle vise sig sværere end forventet (opdateret 27.4)

Til hverdag er jeg journalistpraktikant med fagbladet Journalisten i ryggen, men nu står de trygge rammer til en brat omstyrtning her i morgentoget mod Herning.

Med mig har jeg computer, telefon, akkreditering til finalen i X Factor og to forudbetalte overnatninger på det lokale Danhostel.

Bag mig ligger København og en aftale om tre dages praktik hos Se og Hør som tabloidjournalist til finalen.

Pladsen hos Se og Hør skulle have været afsæt for en ”Journalisten-i-praktik”-historie, ligesom min kollega Jakob Albrecht eksempelvis tidligere har forsøgt sig med lokal-tv i Ishøj og som politisk kommentator med Peter Mogensen.

Desværre måtte Se og Hør melde afbud i går aftes, så nu står jeg uden arbejdsgiver.

Men selv om den redaktionelle navlestreng er klippet, er der er ingen kære far.

»Det er også vilkårene for mange af dine kolleger, så jeg synes, at du skal gå i praktik som freelancer,« siger min redaktør, Øjvind Hesselager, over den skrattende telefonforbindelse, mens Fyn glider forbi vinduet.

Den er jeg med på, for godt nok er det et skræmmende projekt for mig, men det er benhård virkelighed for mange andre unge journalister, som i det pressede jobmarked ofte kun har dagpenge som alternativ.

Men jeg starter helt fra scratch, for jeg har aldrig prøvet at freelance før.

»Så må du have gang i dit netværk,« siger Øjvind Hesselager.

Ok, så er det om at få sadlet den hest.

8.50

Jeg bestemmer mig for et håndgribeligt mål. Min journalistik skal betale for mad i maven og tag over hovedet de næste to dage, så jeg slipper en byge mails løs i retning af kolleger, der har styr på livet som selvkørende journalister.

 

9.10

Min kollega fra Journalisten, Andreas Marckmann Andreassen, er den første til at vende tilbage. Han har været freelancer i snart tre år og valgte det helt frivilligt, da han blev færdiguddannet, og han deler gerne ud af sine erfaringer.

»Hold dig fra dagbladene, de er kun interessante, hvis du gerne vil blære dig og have dit navn ud. De er ikke noget, man kan leve af som freelancer,« slår han fast. »Og så skal du have noget klar, når du ringer – gerne med nogle kilder og forslag til vinker. Folk kan godt lide at vide, hvad de køber,« tilføjer han.

Jeg takker og kigger i indbakken, hvor freelancer Ida Nyegård Espersen har svaret. Hun står blandt andet bag Journalistens lange historie om krakket i Tønder Bank og arbejder nu for Zetland, så hun har helt sikkert nogle tricks i ærmet.

Hun vil gerne hjælpe mig og lover at vende tilbage med en håndfuld artikelideer og nummeret på én, som arbejder for comoyo.com, der skriver om film og tv.

Nu er Fyn sakket agterud, snart bliver det Vejle, hvor jeg skal skifte tog, men inden da springer en tredje hjælper til.

Det er Iben Danielsen, formand for FreelanceGruppen i Dansk Journalistforbund, som forklarer, at jeg skal glemme mainstream-medier og fælleshistorier.

»Find i stedet nogle lokale og skæve vinkler på alt det, der foregår uden om finalen. Snak med ekspedienten i Matas, om der er mange kunder, eller hør pølsemanden, om han langer ekstra mange hotdogs over disken. Og når du snakker med kilder, så husk at tænke på, om de eventuelt også kunne bruges til andre historier,« siger hun.

Hun anbefaler mig at gå efter fag- og branchemedierne, for det er der, pengene er.

Næsten det samme råd lyder fra Ida Nyegård Espersen, da hun vender tilbage. ”Lav freelancejournalistik til et specialmedie,” skriver hun i en mail, hvor hun disker op med en stribe forslag: Er der døve, der skal med til finalen, og hvordan oplever de musik? Ligger Hjemmeværnet vandret i luften, når gæsterne skal finde parkeringspladser? Eller hvad med en modereportage til Cover?

10.12

Touch base med Øjvind hjemme i kontrolrummet: Jeg har tre mentorer på plads og en stribe ideer på tegnebrættet. Jeg nyder den rytmiske rumlen i regionaltoget mod Herning, og min skepsis over for hele projektet er begyndt at lette.

 

10.37

Jeg ved lidt om erhvervsliv og oplevelsesøkonomi, så jeg ringer til Herning Kommune med en tese om, at finalen nærmest er business as usual i byen, der i 10 år har arbejdet målrettet på at blive regionalt oplevelsescentrum.

Jørgen Krogh, direktør for By, Erhverv og Kultur i Herning, er delvist med på min tese og vil gerne give interview i morgen, hvis jeg kan få historien solgt.

Det er lige noget for Horesta, Inbusiness eller Danske Kommuners Nyhedsmagasin, tænker jeg.

»Skidegodt,« siger jeg til mig selv, mens toget ruller ind på Herning Station.

Herfra står den på bus til pressemøde i multiarenaen Boxen, hvor finalen bliver afholdt i morgen.

11.32

På vejen fra stoppestedet falder jeg i snak med en ung mand, som er på vej til skindmesse i Herning Messecenter, der ligger klods op ad Boxen. Han skal dele sin viden om det russiske pelsmarked med sine venner, der har en stand på messen. »Du kan bare finde os derinde, hvis du kan bruge det til noget,« siger han. Jeg føjer Kopenhagen Fur til listen over potentielle kunder.

11.40

I Boxen tager Alette Castenschiold fra Have Kommunikation imod mig – hun er ansvarlig for pressen.

»Vi tager noget tid med one-on-ones med deltagerne og dommerne. Hvem vil du gerne skrives op til?« spørger hun.

»Ikke nogen lige nu,« siger jeg og forklarer hende, at jeg alligevel ikke er taget af sted med Se og Hør, men i stedet prøver lykken som freelancer.

»Held og lykke,« siger en af hendes kolleger.

 

12.00

Lydprøverne er i gang inde i salen, og jeg finder nummeret på redaktøren af Horestas medlemsblad, Visitor.

Det er godt tre timer siden, jeg gik freelance, og nu jeg er klar til at lave det første opkald til en potentiel kunde. Nogensinde.

Først skimmer jeg lige endnu et par udgaver af magasinet. Så henter jeg en cola. Og så kigger jeg lige på siden en gang til og tørrer håndfladerne i bukserne.

Så ringer jeg.

»Hun er lige gået til frokost,« lyder det fra sekretæren i den anden ende af telefonen.

12.15

Kopenhagen Furs magasin hedder Pelsdyravleren, og jeg kigger et par udgaver igennem. Det ser ud, som om en reportage fra skindmessen ville passe fint her, men da telefonen bliver taget, er det af projektleder Pernille Munk Christensen, som fortæller mig, at redaktøren ikke er ved telefonen i dag.

Han er nemlig til skindmesse i Herning.

»Ja, så det løb er kørt,« siger Pernille Munk Christensen.

12.43

Rundt omkring i presserummet er de andre journalister i fuld gang med at interview håbefulde X Factor-finalister, mens jeg sidder i et hjørne for mig selv og stresser.

Jeg har satset hårdt på, at jeg kan lykkes med historier om erhvervslivet, men hvis de falder igennem, burde jeg sidde og snakke med deltagerne lige nu.

Heldigvis er der endelig hul igennem til Visitor:

»Vi planlægger rimeligt langt frem, så det skal ikke være noget, der har en kort aktualitet,« starter redaktør Mille Madsen, da jeg har fortalt, hvad jeg kan tilbyde.

»Det kunne man gøre det til,« prøver jeg.

»Ja, måske, men jeg kan i hvert fald ikke tage stilling til det på stående fod, prøv at sende en mail,« svarer Mille Madsen. Det gør jeg så. Vel vidende at det ikke bliver i denne omgang, jeg får afsat noget til Visitor, men Mille Madsen svarer tilbage, at hun vil gemme historien til et senere tidspunkt. Det er bedre end ingenting, men det kan ikke betale min aftensmad i dag.

12.54

Jeg giver mig i kast med at undersøge Inbusiness, som min mentor Iben Danielsen anbefalede i morges. ”Alle har noget at sælge”, står der øverst på bladets hjemmeside. Men selv om jeg grubler lidt, må jeg erkende, at Inbusiness er alt for personfokuseret til de historier, jeg har på tegnebrættet.

Det er tid til en rundvisning på scenen og foto-shoots.

Jeg er begyndt at miste troen på erhvervsvinklen, så jeg går med de andre, for måske kommer der noget ud af det.

En halv time senere er jeg ikke kommet ét skridt nærmere en historie eller en kunde, og hvert minut, der går, føles som en åreladning.

14.33

En sekretær i KL fortæller mig, at Nyhedsmagasinet Danske Kommuner bruger freelancere og giver mig en mailadresse på redaktøren Tom Ekeroth.

Jeg sender et pitch til ham og tager så erhvervstilgangen af bordet indtil videre. Nu gælder det to af de forslag, som Ida Nyegård Espersen kom med.

Døve og Hjemmeværnet.

Jeg får et tip om, at kommunikationskonsulent Louise Theil i Dansk Journalistforbund tidligere har været kommunikationsansvarlig i Danske Døves Landsforbund.

»Hvis der er nogen, der ved, om der er døve til X Factor, så er det Dansk Døvefilm, der er Danmarks eneste medievirksomhed for døve. Eller også skal du prøve at tage fat i Danske Døves Landsforbunds ungdomsafdeling,« foreslår Louise Theil.

Det kunne godt blive en historie, men jeg vurderer, at det vil tage en del tid at få afklaring på, om jeg kan få casepersoner, og hvis jeg skal tale med finalisterne, har jeg ikke lang tid at løbe på.
Derfor koncentrerer jeg mig om finalisten Chresten Falck Damborg, for han er hjemmeværnsmand, og jeg kan stadig nå at få ham på tomandshånd. 10 minutters opkald og research ender blindt:

Jeg kan simpelthen ikke finde ajourførte kontaktoplysninger til Hjemmeværnets magasin nogen steder.

14.46

»Pling,« lyder det fra min bærbare, da afvisningen fra Tom Ekeroth og Danske Kommuners Nyhedsmagasin lander i min indbakke: ”Jeg siger nej tak. Vi køber slet ikke freelance-artikler,” skriver han.

De andre journalister har pakket sammen, og jeg sidder alene tilbage.

Ude i sneen ringer jeg en statusrapport tilbage til Øjvind Hesselager.

»Ok, prøv at ringe til dine mentorer, og vend processen med dem. Det ville være godt for reportagen,« siger han med køligt fokus på Journalisten og produktionsplanen.

Men jeg gør det ikke. Dels fordi jeg ikke har lyst til at ringe til dem, så længe der stadig er nogle af deres forslag, jeg ikke synes, at jeg har fulgt ordentligt til dørs. Dels fordi – går det op for mig – at jeg skammer mig over ikke at have fået så meget som én eneste kunde i butikken.

Når jeg tænker dagen igennem, kan jeg konstatere, at jeg ikke har brugt så meget som et sekund på andet end opgaven, og jeg konkluderer derfor, at mit bedste ikke har været godt nok.

16.48

Det har taget mig en times tid at nå ud til mit hostel i den modsatte ende af Herning.

Da jeg låser mig ind, er det ikke mere end otte timer siden, jeg hoppede på freelancevognen, men jeg er mindst lige så udkørt som efter et tolv-timers-træk på redaktionen.

Alle redaktører har været imødekommende og venlige, men alligevel har hvert opkald været sværere at komme i gang med end et kritisk interview med en durkdreven chefredaktør.

Efter at have brugt knap to timer på at undersøge et nyt kuld potentielle aftagere til i morgen ender jeg med at holde mig til dem, som Øjvind Hesselager har foreslået mig per mail: ALT for damerne, Femina, Eurowoman, Ingeniøren og Ud & Se.

Jeg gør status for i dag: Jeg har pitchet tre historier og fået lige så mange afslag. Desuden har jeg droppet tre historier uden overhovedet at pitche dem.

En halv pizza senere går jeg i seng.

4.32

Jeg vågner svedende. Hvad jeg skal gøre, når jeg står op, og i hvilken rækkefølge? Målet er ikke længere at få dækket kost og logi, men bare at få solgt en enkelt artikel.

8.00

I morgenbadet bestemmer jeg mig for at rykke ud af min komfort-zone. Normalt rører jeg ikke min telefon, før jeg har sat mig ind i det område, historien handler om, men nu skyder jeg fra hoften.

Eurowoman, Femina og ALT for damerne får alle en mail, hvor jeg tilbyder et kig bag kulisserne i kostumeafdelingen i X Factor, selv om jeg hverken har kilder eller vinkler til historierne, og at jeg for øvrigt ved lige så meget om mode og makeup, som Thomas Blachman gør om tilbageholdenhed.

Som en ekstra backup skriver jeg til Ingeniøren og pitcher en historie om strømforbrug og teknikaliteter til X Factor.

Så går jeg efter morgenmaden med computeren under armen og mobilen i lommen. Klar til at svare øjeblikkeligt, hvis der er nogen, der vender tilbage.

10.13

Med æg og morgenboller på tallerkenen opdager jeg, at jeg deler hostel med DR’s makeupartister.

De vil gerne lukke mig ind i sminkestuen og forklare om deres arbejde, hvis jeg kan få solgt historien, og de kan også skaffe mig ind i kostumeafdelingen.

Med et telefonnummer og en halv aftale i baglommen skynder jeg mig opløftet tilbage til mit værelse og går i gang med at ringe opfølgninger på mine mail-pitches.

Den første, jeg får fat i, er Dorthe Kandi, redaktionschef på Femina.

»Vi har produktionstid på seks til otte uger, så det er slet ikke interessant for os at komme med sådan en artikel om halvanden måned,« siger hun.

På Eurowoman kan redaktionschefen Carina Nørgaard Schou fortælle mig, at magasinet har en produktionstid på hele tre måneder.

Formiddagen løber gennem fingrene på mig.

Womans chefredaktør, Sara Møller Christensen, siger: »Vi har en skønhedsredaktør, som skriver alt det, og vi er netop gået i gang med det stof, der skal udkomme om en måned.«
Jeg prøver uden held at få fat i Vi Unge og Costume.

Status nu er, at jeg har fået i alt seks afslag på syv henvendelser, og der er ni timer til finalen.

11.53

Mode og makeup-historierne virker håbløse at gå videre med, for alle de potentielle aftagere, jeg har fået fat på indtil videre, er så langt forude med deres produktioner, at næste omgang af X Factor nærmest når at gå i gang, før mine historier kunne komme i bladene.

Stik imod rådet fra mentor Andreas Marckmann Andreassen pitcher jeg til et dagblad:

”Hvis man vil være klogere på verden (sådan rigtigt), så kræver det ofte, at man træder ud af sin comfort-zone,” skriver jeg til Information og prøver som frisk fyr at lade redaktøren forstå, at det er en selvfølge, at avisen burde interessere sig for X Factor, så de finkulturelle læsere kan blive klogere på det samfund, de lever i.

13.18

Information takker nej, til mit ”friske” pitch.

Indtil videre har jeg udelukkende præsenteret mig som freelancer, og jeg er gået over til at skrive fra en privat mail for heller ikke på den måde at afsløre, at jeg kommer fra Journalisten. Det ville være unfair, tænkte jeg. Men nu tager jeg med kyshånd imod, da Øjvind Hesselagers tilbyder mig et forspring:

”Karen Gahrn, der har fødselsdag i dag, er min gamle kollega og nu redaktør på Ud & Se. Sælg ind på, at du kender mig, og at jeg coacher i skrivefasen …” skriver Øjvind Hesselager til mig i en mail.

Jeg springer til tasterne og pitcher Ud & Se en reportage fra et af togene, der skal transportere de trætte X Factor-tilskuere hjem efter showet i aften. I mailen hilser jeg hende fra Øjvind Hesselager og slutter af med ”tillykke med fødselsdagen”.

14.23

”Tak for ideen, som jeg kan se, du har tænkt godt igennem. Men den type artikler …” indleder Karen Gahrn sin mail.

Klokken er to om eftermiddagen fredag før påske, og der er godt fem timer til showstart. Jeg må indrømme over for mig selv og Øjvind Hesselager, at der nok ikke er nogen, der ringer til mig nu.

»Sådan er livet,« lyder det fra Øjvind Hesselager i min rustne Nokia.

Ni afslag, mere end dobbelt så mange opkald og mindst 20 mails er resulteret i lige præcis 0 solgte artikler.

Min kontaktperson til X Factor, Alette Castenschiold, skriver og spørger mig, om jeg kommer til finalen i aften.

Hun får et pænt nej. Jeg havde aldrig set så meget som et minut af X Factor, før jeg tog af sted, og det bliver der ikke lavet om på i denne omgang.

Jeg klapper den bærbare sammen og afleverer min nøgle i receptionen.

»Går du allerede? Du har jo ellers betalt for i nat?« spørger receptionisten. Jeg klistrer et smil på læberne og siger, at der kom noget i vejen, men i virkeligheden er sandheden det modsatte: Der kom for lidt i vejen.

I toget mod København kigger jeg min log igennem.

Først nu går det rigtigt op for mig, i hvor høj grad freelancejournalistik er en disciplin helt for sig.

Hver gang man griber telefonen, er det den faglige stolthed og det personlige projekt, der er på højkant, og det er benhårdt.

Jeg ville ønske, at mine undervisere på RUC havde brugt mindre tid på at fortælle mig og mine studiekammerater, hvor sort det ser ud i branchen, og mere tid på at ruste mig til at skaffe kunder som selvstændig, så jeg kan få en chance for at leve af mit fag.

’Freelance’ burde være et selvstændigt fag og fast pensum på alle landets journalistuddannelser, for selv om faget journalistik handler om kilder, vinkler og ideer, så handler branchen dybest set om kunder og forretningsforståelse.

Evalueringen

Tilbage i redaktionens trygge rammer sidder Andreas Marckmann Andreassen klar til at vurdere, hvad jeg gjorde godt, og hvor jeg gik galt i byen.

»Der er ingen tvivl om, at det var en hård bold, chefen lagde til dig. Ingen forberedelsestid og årets mest mediehypede event. Jeg tror grundlæggende, det er rigtigt at tænke skævt. At dække X Factor fra de døves synspunkt er en fed ide, som godt kunne lykkes. Men du skal huske på, at freelance handler om både at være journalist og iværksætter. Det er skidesvært. Og jeg tror, du lod dig stresse af, at der ikke var nogen kunder i butikken. Sådan går det. Andre gange er der propfyldt,« siger han og konkluderer: »Det er både det fede og det farlige ved freelance.«

—————

Citater fra Lasses mail til Øjvind dagen før finalen

”Det plejer aldrig at være et problem for mig at gribe knoglen og trænge mig på, men det har det været i dag. Jeg tror, det er, fordi jeg normalt har Journalisten som platform, og i dag har jeg bare ringet som Lasse, og jeg har ikke rigtigt synes, at jeg har haft noget reelt at tilbyde andet end, at jeg er i Herning.”

”Jeg sidder og kigger videre på fagmedier, men overvejer at begynde at gå efter mulige kunder i kommunikationsverdenen – det virker, som om det er i den branche pengene (og derved succeskriteriet i denne omgang) er.”
 

 

Efterkrikken

Jeg har bedt om efterkritik fra tre af de redaktører, der afslog mine pitches. Hvad gjorde jeg forkert, og hvad kan jeg gøre anderledes en anden gang?

 

Karen Gahrn, redaktør for Ud & Se hos Datagraf Communications

Pitchen kort: En rejse med DSB fører ikke kun til oplevelser, men er også en oplevelse i sig selv. Jeg tilbyder en reportage, hvor jeg beskriver Herning Station, når de forventningsfulde tilskuere til X Factor indtager perronen, og følger med dem i toget mod København, når finalen er slut.

Hej Lasse

Hvis man vil sælge en artikel, er det 1. bud: Læs bladet! Ud & Se får rigtig mange henvendelser fra glade mennesker, der har været ude at køre i tog. Vi har bare ikke den type artikler. Jeg var ude for det samme, da jeg var redaktør på Tænk. Folk og selv garvede freelancere skyder bredt og rammer skævt. De har simpelthen ikke sat sig ind i det medie, de kontakter.

Ud & Se har nogle sider fra DSB’s univers, som bliver lavet internt, men derudover er bladets emner: kultur, livsstil, videnskab, politik og udland.

Du havde endda i din rolle som freelancer gennemtænkt en ide og et forløb, hvad er mere end, hvad mange, som kontakter mig, har. Jeg får en del henvendelser, hvor folk skriver noget i retning af, ’Jeg har tænkt meget over, hvor vigtigt det er med stilhed, var det ikke en god ide til en artikel?’.

Så det 2. bud er: Gennemtænk artiklen, hvordan kan lige præcis det emne forløses i fx Ud & Se? Vi lægger eksempelvis meget vægt på den visuelle fortolkning og siger ofte nej til ideer, som ikke kan fotograferes. Hos andre magasiner kan kravene være nogle andre. Men det er en god ide at sætte sig ind i.

Og et 3. bud: Skriv kort og præcist. Og gerne et par ord om dig selv.  Jeg får mange lange afhandlinger – men som oftest er det de historier, der er tænkt så langt og så originalt, at de kan beskrives i et par sætninger, som jeg siger ja til.

Venlig hilsen Karen Gahrn

 

Peter Nielsen, kulturredaktør på Information

Pitchen kort: Informations højtuddannede læsere interesserer sig for samfundet og dets dynamikker – derfor bør de også interessere sig for X Factor, når det fylder så meget i samfundet. Jeg forstår det ikke, men tilbyder en reportage fra finalen, hvor jeg spørger publikum og de involverede, hvad der får X Factor til at rykke for dem.

Kære Lasse,

Jeg kan sådan set kun give dig dette svar: Der var både en helt lavpraktisk og mere indholdsmæssigt baggrund for mit afslag. Den første, lavpraktiske, var, at du så vidt jeg husker kom med dit tilbud ret tæt på begivenheden, hvor jeg allerede havde disponeret med pladsen. Dertil kommer så den anden og vigtigere grund, som var, at den slags begivenheder som X Factor-finale i mine øjne godt nok stadig fylder meget i folks bevidsthed, men at diskussionen om hvorfor, og hvad der gør udsendelsen så populær, er mindre interessant eller snarere har været ført så mange gange. Den form for såkaldt naiv tilgang til en bred begivenhed som X Factor-finalen, som du foreslog i din pitch, mener jeg er lavet så mange gange, at en gentagelse af det greb allerede på forhånd er lidt trivielt.

Forudsætning for, at jeg takker ja, er det originale greb. Hvad det originale greb er, er umuligt at sige noget generelt om, men det handler jo om at finde en vinkel, som belyser et kendt fænomen på en helt ny måde, gør den frisk og interessant. Befrier begivenheden fra alle de klicheer, der altid hober sig op omkring den.

Mange hilsener

Peter

 

Mille Madsen, redaktør for branchebladet Visitor hos Datagraf Communications

Pitchen kort: Når finalen i X Factor bliver afholdt i Herning, så skyldes det et målrettet privat og offentligt samarbejde om at gøre byen til oplevelsescentrum i regionen. Det giver penge i kassen – både i det private og det offentlige. Her kan du få deres forklaring på, hvordan det er lykkedes.

Hej Lasse

Den primære årsag til, at jeg ikke kunne bruge dit artikelforslag, var, at du ringede dagen før begivenhederne. Visitor er et månedsblad, og vi planlægger de store satsninger i god tid – så det var simpelthen for sent at nå at få historien med i førstkommende blad. Det var ellers potentielt en god historie. Og dit oplæg viste tydeligt, at du havde en fin forståelse for læserne og bladet.

På den konkrete historie skulle du have kontaktet mig flere måneder tidligere med ideen. Så kunne artiklen f.eks. have været lavet som en baggrund og udkomme, mens begivenhederne i Herning var aktuelle. Det er altid vigtigt at tænke over mediets frekvens, når man som freelancer sender artikelforslag. Og man skal også være lidt tålmodig. Jeg gemmer altid de gode forslag, og så vender jeg tilbage, hvis der bliver mulighed for at bringe dem. Det er vigtigt at sende en kort pitch, som du også gjorde. Med klar formulering af vinkel og med bud på kilder og fakta. Hos Datagraf er vi utrolig glade for samarbejdet med freelancerne, og på mange magasiner er der et mindre hold fast tilknyttede skribenter.

 

Opdateret 27.4 med efterkritikken fra redaktørerne

Kommentarer
7
Bodil Rohde
26.04.13 18:00
Tak Lasse

Tak Lasse

Det er en underholdende historie, som både er godt skrevet, og som får folk til at følge dig på rejsen.

Der var en grundlæggende ting, som ikke passer med hensyn til afsætningen af historier. Det er, at professionelle freelancere laver aftaler på forhånd.

Vi kan selvfølgelig også improvisere, når der dukker en god historie op.
Og det gør vi faktisk hver dag, når det handler om at udvikle artikelforslag og sælge historier.

Men ellers har du antennerne meget fint ude. Altså efter min mening.

Jeg er enig med Andreas Marckmann Andreassen i, at det var en god idè at dække X-Factor fra de døves synspunkt. Den idè er fin og kunne garanteret have været solgt på forhånd.

Make-up-artisterne fra DR kunne du helt sikkert også have solgt en historie på. Og en historie, som ikke nødvendigvis kun var baseret på X-Factor, men på deres arbejde i det hele taget. De er formentlig medlemmer af en fagforening, som har et fagblad. Her ville både deres X-Factor- arbejde og deres arbejde generelt være interessant. Med mindre historien havde været bragt før.

Med historien beskriver du faktisk også, hvorfor en del af os godt kan lide at være freelancere. Det er udfordrende, og det udvikler de journalistiske talenter.

De bedste hilsner
Bodil Rohde
Fremhævet af Journalisten
Simon Justesen
28.04.13 21:38
Hej Lasse.

Hej Lasse.

En meget interessant og givende beskrivelse af de udfordringer, du mødte på din vej som pludselig freelancer.
Som kommende journalist i et jobmarked, hvor mange af os ender som freelancere, sætter jeg stor pris på at have fået serveret en artikel med en masse vigtige problemstillinger, som jeg må forholde mig til.
Fremhævet af Journalisten
Bodil Rohde
29.04.13 17:21
Kære Simon

Kære Simon

Det kan godt være, at er der ikke er et fast job til dig, når du kommer ud på arbejdsmarkedet.

Men hvis du lander som freelancer i en periode, så se på det som en udviklingsmulighed. Det er learning-by-doing, og det vil være en erfaring, du kan bruge i resten af dit prof. liv.

Jeg har - som en del af dine kommende kolleger - valgt at være freelancer, og startede få måneder efter, at jeg blev uddannet. Jeg kan godt garantere dig for, at det har været underholdende. Især i perioder, hvor der ikke var penge i kassen. Da fik jeg f. eks. lært at samle svampe, - meget fint, - og at lave mad på et noget nært tomt køleskab. Og hellere det end a-kassen.

Det har givet frihed til at arbejde med journalistik og at bruge evnerne.

Så god fornøjelse, hvis du - omend måske uønsket, - får muligheden.

De bedste hilsner
Bodil Rohde
Fremhævet af Journalisten
henrik vesterberg
29.04.13 21:46
skæg historie. men så er der
skæg historie. men så er der heller ikke mere i det. Hvad er relevansen? at bevise at man kan/ikke kan få en skør idé en formiddag og have tjent 5-10.000 et par dage efter?. Idé,præmis, analyse, udførelse har lige så lidt med virkeligheden at gøre når Journalisten beskriver freelanceres virkelighed som når Journalistforbundet beskæftiger sig med samme. ØV
Fremhævet af Journalisten
Bodil Rohde
30.04.13 18:38
Kære Henrik

Kære Henrik

Lasse rammer rigtigt med nogle vigtige ting.

Bl. a. med en godt skrevet historie.

Jeg var meget glad for at læse den. Også fordi, der er ting, jeg kan genkende, og fordi at den fortæller noget om ånden, (eller hvad man nu skal kaldet det) i det at være freelancer.

Med hensyn til præmis, så har du ret i, at arbejdsforholdene ser anderledes ud i virkeligheden. I virkeligheden aftaler prof. freelancerne historien, før de laver den.

Der er også en meget stor uvidenhed og fordomme omkring freelancere
i DJ ( hvor der er en hærskære af freelancerådgivere, som aldrig har arbejdet freelance).

Men jeg håber, at Lasses historie kan være med til at give et mere differentieret - og underholdende - syn på os.

Venlig hilsen
Bodil Rohde



Fremhævet af Journalisten
Else Marie Andersen
21.03.14 14:52
Super artikel, Lasse.
Super artikel, Lasse. Velskrevet og lige på kornet den oplevelse, jeg havde det sidste år som freelancer efter 17 år som fri fugl.
.... Og selv om freelancere normalt har afsat historien på forhånd, er det ligegyldigt for historien. Du rammer nemlig den oplevelse, det er at sidde med sin faglighed, som ikke kan komme i spil.
Det var præcis derfor jeg søgte fast job og nu har en fast pind at flyve ud fra.

Fremhævet af Journalisten
Nikolaj Grøn, SSR
03.06.15 20:01
sjov historie :-) Ærgerligt
sjov historie :-) Ærgerligt at din historie med en vinkel om Hjemmeværnet blev til noget. Hjemmevænsmagasinet er et "koncern-medie" / personaleblad, der udkommer 4 gange om året og udgives af Hjemmeværnskommandoen. Læs mere om Hjemmeværnet http://tiny.cc/hjemmevaernet
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen