Mine kolleger på Journalisten flokkes om mig i køkkenet, da de hører, at jeg skal i praktik på Se og Hør.
Ugebladet havde først sagt nej til, at jeg kunne komme i praktik som paparazzo-fotograf, for de ville ikke afsløre deres forretningshemmeligheder. Men jeg har fået lov til at blive almindelig journalistpraktikant.
»Coke på toiletterne til efterfesten til ’Vild Med Dans’. Den skal du lave!« siger en af mine kolleger, mens en anden har hørt, at der er en kendis, der har sex med sin hund.
Jeg vil se, om jeg kan nappe forsiden på ugebladet, selv om jeg godt ved, at det nok ikke er så ligetil.
Derfor spørger jeg også mine Facebook-venner, om de har et saftigt rygte.
En ven fortæller mig, at en kendt dansk fodboldspiller er homoseksuel. Det har han fra en anden kendis, som har hørt det fra kilder i bøssemiljøet.
Bingo! Rygtet virker stærkt, så med det under armen tager jeg af sted til Se og Hør med en forhåbning om at kunne tage forsiden.
Se og Hør har aldrig fyldt meget i mit barndom, men bladet ligger altid fremme i Journalistforbundets kantine, så i den seneste tid har jeg læst bladet hver uge. Jeg er derfor helt opdateret på, at Medina og hendes kæreste måske er ved at gå fra hinanden, og at Allan Nielsen gramser på andre damer i byen og så videre.
Se og Hør ligger i Aller Huset på den nordlige spids af Havneholmen i København. Fra frokostrummet i det imponerende bygningsværk har medarbejderne havudsigt til alle sider – mens der på Se og Hørs redaktion er udsigt til Allan Simonsens ansigt, næsten lige meget hvor på redaktionen man er.
Nyhedschef Jan Schmidt tager imod. Han viser rundt i huset, og jeg introducerer ham for min ide med den potentielt homoseksuelle fodboldspiller. En nyhed, der vil give ekko i både Danmark og udlandet, hvis den viser sig at være rigtig.
»Hvis du vil køre den nyhed hjem, skal du ud i bøssemiljøet og forhøre dig. Hvis der så er nogen, der siger, at de tit ser denne person kysse med andre mænd, kan du gå videre med det.«
Så kan jeg vel få det på forsiden?
»Nej, vi kan ikke bare skrive, at nogen siger det.«
Kan jeg ringe til hovedpersonen selv og spørge så?
»Vi har en latterlighedsgrænse, der går på, hvad man kan tillade sig at ringe om. Hvis rygtet kun er, at nogen siger, at han er homoseksuel, kan man ikke ringe til ham.«
Hvad hvis jeg har et billede?
»Så går vi efter det. Der skal være en skandale – noget afslørende.«
Min snak med Jan Schmidt får mig ned på jorden igen. Jeg har kun tre dage på Se og Hør – og jeg kender næsten ingen i bøssemiljøet.
Det emmer af jul og Allan Simonsen på Se og Hørs redaktion. – foto: Tobias Selnæs Markussen
Bladet, der udkommer i morgen, er netop kommet fra trykkeriet. Forsidehistorien er, at Amalie fra Paradise Hotel har forsøgt at købe coke. Den historie er den nye chefredaktør Niels Pinborg helt pjattet med. Som en del af Se og Hørs nye strategi om at være mere synlige på nettet er en video med Amalie, der beder om coke til en fest, allerede på hjemmesiden. Men stemmen er sløret, da videoen kun skal tease for historien i bladet, der kommer dagen efter.
Jeg kan ikke høre, hvem det er.
»Fedt! Så virker det,« siger Niels Pinborg og viser mig bagefter, at historien bonger vildt ud på klikstatistikken.
Som chef er Niels Pinborg meget livlig. Der går ikke fem minutter, uden at man kan høre ”Pinbassen”, som han kalder sig selv, slå en stor latter op. Og det er også vigtigt for den nye chef, at det skal være sjovt at gå på arbejde.
»Jeg griner, og jeg kan godt lide, at der er et godt humør på redaktionen. Selvfølgelig skal folk kunne arbejde koncentreret, men hvis ikke vi har det sjovt, så har vores læsere det heller ikke sjovt. Vi har også alvorlige historier, og vi griner selvfølgelig ikke af skilsmisser og dødsfald,« siger han.
Jan Schmidt introducerer mig for fotograf Kaspar Wenstrup og journalist Henrik Nielsen. Vi skal i kælderen. Der skal tages billeder af halvnøgne nissepiger, som skal i bladet og på nettet i løbet af juletiden.
Inden fotoshootet hjælper jeg en storbarmet pige med hendes kostume, som ikke er stramt nok. Det løser vi med en knappenål. Det er svært at kigge andre steder hen end på hendes krop, men jeg prøver. Fotografen instruerer hende: »Kan du tage armen lidt op til hovedet?«, »Kan du ikke tage dit hår til siden, så det ikke skygger for brysterne?« siger han, mens hun prøver at undgå, at hendes bryster falder ud af kostumet.
Efter turen i kælderen sætter jeg mig til rette på min nye plads på Se og Hør. Jeg skal have fat i den kendis, der angiveligt ligger inde med informationerne om den måske homoseksuelle fodboldspiller.
Men jeg kan ikke få mig selv til at ringe. På fagbladet Journalisten er cirka halvdelen af de interviews, jeg foretager, af konfronterende og kritisk karakter, og jeg har, ligesom de fleste andre journalister, prøvet at interviewe mange skæve personligheder. Men det er trods alt noget helt andet end at ringe og spørge ind til folks seksualitet til en sensationshistorie. Jeg har en ubehagelig fornemmelse i brystet. Den samme følelse, som hvis man skal stå og tale for en stor forsamling.
Ved Henrik Nielsens kontorplads er der bag ham er tegnet en karikatur af ham, der holder på en storbarmet dame. – foto: Tobias Selnæs Markussen
Efter en halv times tid får jeg endelig mod til at ringe. Men efter telefonen har ringet to gange, lægger jeg på. Det er simpelthen for åndssvagt, tænker jeg. Min kilde kan dog se, at jeg har ringet, så jeg får et opkald tilbage med det samme.
»Hej. Hvem er det?«
Hej øh … du taler med Per fra Se og Hør. Jeg ved, at du siger [kendt fodboldspillers navn] er homoseksuel. Er det rigtigt?
»Hej. Nej, det har jeg aldrig sagt.«
Okay. Det er der jo ikke noget at gøre ved. Hav en god dag, siger jeg og lægger på.
Jeg håber, at ingen overhørte mit interview, men jeg får straks efterkritik fra redaktionssekretær Nikolaj Bonde, der sidder ved siden af mig.
»Det slap din kilde let fra, hva’? Du skulle have spurgt ham, hvordan sådan et rygte kan opstå. Så er han nødt til at forholde sig til det. Du skal ikke bare acceptere det svar,« siger han.
Nu er klokken allerede 14 på første dag, og jeg har ingenting. Jeg går hen til journalisten Henrik Nielsen, som fortæller mig, at han skal interviewe to transseksuelle piger kendt fra realityprogrammet ’Party På Ibiza’.
»Det må du gerne tage med, men de har været svære at få til at deltage, så vi skal være lidt varsomme omkring dem,« siger Henrik Nielsen.
Jeg cykler hjem med en god fornemmelse fra min første dag, mens jeg tænker på, hvordan jeg skal servere historien om to transseksuelle piger til Se og Hørs kernelæser, som nyhedschef Jan Schmidt beskrev tidligere på dagen:
»Vores kernelæser hedder Susanne, er 47 år gammel, bor i provinsen og har et kakkelbord og hele svineriet. Hun vil gerne vide, hvad de kendte laver, når de ikke er i fjernsynet.«
Og det er der rig mulighed for med de to transseksuelle piger, der hedder Cecilie og Sascha. I ’Party På Ibiza’ fortæller de ikke om deres baggrund, så mon ikke historien skal handle om, hvorfor de har skiftet køn?
På dag 2 allierer jeg mig med Christina Nyvang Andersen, journalist på Se og Hør, der tidligere har arbejdet på ’Paradise Hotel’. Hun har engang interviewet en transseksuel reality-stjerne og mener ikke, at jeg skal passe på med, hvad jeg spørger om.
Bag Henrik Nielsens kontorplads er der tegnet en karikaturtegning af ham, hvor han bærer på en storbarmet, nøgen kvinde. Hans plan er, at vi får nogle billeder af pigerne, hvor de ’ser totalt dejlige og feminine ud’, så læseren bliver overrasket over, at pigerne engang var drenge.
»Nogle gange, når man har nogle fede billeder, behøver man i virkeligheden ikke skrive ret meget,« forklarer han.
Christina Nyvang Andersen, der viser mig en transseksuel, hun tidligere har interviewet. – foto: Tobias Selnæs Markussen
Interviewet skal foregå i Nordsjælland hos bedsteforældrene til den ene af pigerne, men da vi ankommer, siger bedsteforældrene, at vi ikke må tage billeder indenfor. Det tager Henrik Nielsen med ro og siger, at vi bare kan finde et sted indenfor, hvor man ikke kan se, hvor vi er. Det får vi lov til.
Starten af interviewet er en smule nervøst. De fortæller, at de begge opfatter sig som kvinder, og at de er til mænd. En af pigerne har vist stadig en penis, men hvordan kommer man lige ind på det, uden at hun bliver ked af det?
Henrik Nielsen bryder isen og spørger, hvor langt hun er med sine operationer. Derefter er vejen banet for alle spørgsmål, og pigerne åbner op, og jeg byder også ind med en række spørgsmål. Christina Nyvang Andersen, der gav mig råd inden interviewet, sagde, at hun engang spurgte en transseksuel, hvad hun gjorde med sin penis, når hun havde sex med mænd. Det kan jeg ikke få mig selv til at spørge om i dette tilfælde. Jeg har ikke engang lyst til at vide det. Interviewet varer en time, og så skal pigerne fotograferes.
»Det er sjældent, vi har transseksuelle med i bladet, og her er det så endda to af dem,« siger Henrik Nielsen. Henrik Nielsen fortæller mig, at han står bag historien fra tidligere i år om fodboldspilleren Allan Nielsen, der angiveligt havde danset lidt for tæt med reality-stjernen ’Putte’ Thomsen.
»Jeg ringede op til dem og fik deres versioner af sagen, så jeg hørte begge parter.«
Men hvordan har du det med, at du måske har skabt splid i Allan Nielsens privatliv?
»Det er Allan Nielsen selv, der har skabt splid i sit privatliv ved at gøre det, han gjorde.«
Da jeg møder ind på dag 3, spørger Henrik Nielsen, om jeg vil skrive første udkast. Mit udkast til en overskrift er ’Født som drenge – nu danser de rundt på høje hæle’. I og med at artiklen skal bringes i Se og Hør, tænker jeg, at de mest opsigtsvækkende citater skal med. Den slags, som man vil snakke om ude i de danske stuer hos 47-årige Susanne og hendes familie.
En af pigerne er blevet voldtaget to gange – den anden har forsøgt selvmord, fordi hun var ulykkelig i den forkerte krop. En af pigerne ville have klippet sin penis af, da hun var seks år gammel – den anden får saftige tilbud fra mænd via Facebook, som gerne vil prøve at være sammen med en transseksuel.
Henrik Nielsen er tilfreds med artiklen.
»Det ser helt fint ud. Jeg ville have valgt de samme ting ud,« siger Henrik Nielsen. »Det er den her historie, som folk komme til at snakke om, når de har læst bladet,« fortsætter han.
I den efterfølgende praktikantevaluering, som Henrik Nielsen skriver om mig, har han alligevel en anke. Under punktet ’svagheder hos praktikanten’ skriver han, at sproget halter. Der går for meget fagbladet Journalisten i skrivestilen.
”Der skal mere gang i den,” skriver han.
På glasruderne foran Niels Pinborgs kontor og et andet mødelokale står der ’modig’, ’dedikeret’, ’respekt’ og ’farverig’.
»Jeg har kun været her i lidt over en måned, men jeg er imponeret over den dedikation, som medarbejderne har til stoffet. Det skal man også have for at brænde igennem herude.Hvis man ikke kan få pulsen op af at gå til rød løber, så bliver det noget sjask,« siger Niels Pinborg.
På vej hjem på min sidste dag tænker jeg også over, at jeg fik pulsen op på flere måder. Først på den dårlige måde, da jeg skulle ringe på et bøsserygte, men også på den gode måde, da jeg sad med to drenge, der nu er piger.
Den historie kunne sagtens bære at blive foldet meget mere ud, end tilfældet er i min artikel i Se og Hør, men det vil kernelæseren Susanne på 47 år ikke have.
»Vi skal være et frikvarter fra de andre nyheder,« som Niels Pinborg siger.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Besynderlig, men forventelig artikel. Som sædvanlig holder Journalisten underholdningsstof ud i strakt arm, samtidig med at man ikke holder sig for god til at lancere vandrehistorier og besynderlige rygter.
Hej,
.....ualmindelig dum og plat forside, synes jeg. Ikke kun fordi man umiddelbart tror, praktikanten er den let påklædte nissepige.
Men også på grund af den kække og bøvede tone som bekræfter alle arbejdsgiver fordomme om, hvad en praktikant er, og hvordan man kan behandle dem....
Der er intet - absolut intet - galt med Se og Hør, vil jeg godt understrege..
Men tonen antyder jo, at hvis det passer redaktøren, bliver praktikanten måske sendt ud som bærplukker på Lolland eller som lokumsrenser på Hovedbanegården næste gang.....
God jul til Jer også, men grow up, please........
Vh Christian Barfoed
Havde en pudsig oplevelse da jeg læste artiklen. Jeg var overbevist om at praktikanten var en kvinde, for det var jo hende, der var billede af på forsiden og på artiklens foto. Jeg glædede mig til at finde ud af hvordan den kvindelige praktikant forklarede sin optræden i nissekostume, var det led i en undercover afsløring? Jeg skriver kvindelig praktikant, for som der står andetsteds i en boganmeldelse, så er det ikke nok at skrive journalist/praktikant, man skal skrive kvindelig foran for ellers tror læseren at der er en mand.
Nå ja, den boganmeldelse havde jeg ikke læst endnu, så jeg troede som nævnt at praktikanten der skrev, var en kvinde, vejledt og vildledt af fotoet. Jeg er selv en kvinde, kvindelig journalist og har været kvindelig praktikant - dog har jeg udeladt "kvindelig" på mit CV og visitkort, for jeg tænker det er uvedkommende.
Et stykke inde i teksten skriver hun godt nok at hun ringer op til en kilde og siger "det er Per fra Se og Hør" og jeg undrede mig og troede hun brugte et dæknavn og en mørk stemme....
Grunden til at jeg til sidst måtte tjekke bylinen var at der aldrig kom en beskrivelse af turen i nissekostumet - og så gik det op for mig at det var Per, der var forfatter på værket.
Nå ja, der er jo intet nyt i at kvinder kun er staffage uden navns nævnelse, og det gælder selv når man dekorerer forsiden af en fagblad, hvor kreditering er gud. Who cares - hun er "julegodte". Heller intet nyt i at skribentens køn ikke er relevant at perspektivere i teksten - medmindre vedkommende er kvinde. Nå ja, og at tage det for givet at en fortæller kan være en kvinde, det uheld sker vel heller ikke, medmindre man selv er kvindelig læser - i modsætning til bare at være læser.
God jul til alle jer fotografer, journalister og læsere og også til alle jer mandlige journalister, mandlige fotografer og mandlige læsere.
Glæder mig til jeres kvindelige praktikant (?) også kommer i praktik på Aller - bare hos Tidens Mand, når der skal fotograferes frække nissemænd.
Og nej. Jeg er ikke snerpet. Jeg har selv tilbragt halvandet år på SE og HØR.
Men jeg synes sgu' godt nok, det er en underlødig og ret ligegyldig forside I bringer denne gang - og artiklen bringer heller ikke rigtig noget nyt på bordet. Minder faktisk mere om noget, der kunne blive bragt i en praktik-avis på Journalisthøjskolen.