’Corporate Spin’ er et 30-45 minutter langt tv-magasin på TV 2 Business’ onlineflade, der handler om erhvervslivets kommunikation, og jeg er udsendt af Journalisten for at være i praktik på programmet i tre dage og beskrive mine oplevelser. Jeg er lidt nervøs, for de går kritisk til værks. Gør virksomhederne det godt, får de skulderklap. Men fucker de op, får de klaps.

»Virksomheder er enormt gode til at lukke sig om sig selv. Der bliver jo begået store fejl i store virksomheder, men i forhold til det offentlige er de bare bedre til at skjule det,« siger Søren Søltoft, redaktør på magasinet.

Morten Plesner, reporter på magasinet, understreger, at han synes, programmets mission er vigtig.

»Helt oprigtigt. Erhvervslivet er fyldt med kommunikation, der fordrejer og forskønner, og det er vigtigt at have et program, hvor man caller deres spin,« siger han.

Jeg begynder at mærke præstationsangsten. Jeg har aldrig rigtig haft følelsen af at calle en virksomhed ud for noget.

Jeg har haft et halvt semester med tv på DMJX og et år i praktik som kommunikationskonsulent hos Psykiatrien i Region Syddanmark – men jeg har aldrig beskæftiget mig med erhvervslivet, så indholdsmæssigt er jeg på helt bar bund.

En virksomheds Why

Første program blev sendt den 4. juli, og i dag tirsdag den 30. august og tre dage frem skal vi producere det fjerde program. Vi sidder i det fjerneste hjørne i et stort, åbent kontor. Række efter række af matsorte hævesænkeborde uden personligt pynt, skærme med aktiekurser og en konstant nyhedsstrøm i baggrunden.

Overskriften på denne uges program er Hvorfor. Why? Virksomheder skal definere deres Hvorfor, deres vision, deres eksistensberettigelse, ellers har de tabt på forhånd. Forbrugerne køber ikke bare, hvad der sælges, men også hvorfor det sælges.

Det forklarer Mads Rørstrøm, som er direktør i firmaet Ideapower, der hjælper virksomheder med at tænke nyt. Han er med til redaktionsmødet denne morgen for at pitche idéen om det store ”Hvorfor”.

Han skal gæste programmet på torsdag og debattere ”Hvorfor”.

Ligesom alt andet journalistik

Redaktionen drøfter også to reklamer – en, de synes er vellykket, fra YouSee med sangeren Lukas Graham, og en, de synes er knap så vellykket, fra BMW med supermodellen Gigi Hadid. Den sidste er blevet meldt til reklameombudsmanden i Sverige, som har vurderet, at reklamen er sexistisk.

Vi runder også klummeskribent Lucy Kellaway fra Financial Times, der har langet ud efter topchefers adfærd på Twitter, og om et par uger er der velkomstfest for flygtninge med opbakning fra store virksomheder som Microsoft og IBM – det hele skal med i torsdagens program.

Morten Plesner har kun magasinvagt tirsdag og onsdag og har ikke lavet programmet før. Alligevel springer han upåvirket mellem fire-fem elementer til torsdagens program og en liveudsendelse i morgen eftermiddag.

»Det er jo meget ligesom alt andet journalistik. Line kilder op, sende følere ud på mulige historier, samle op. Lingoen er bare en anden,« siger han.

Lidt for rutineret til, at jeg kan slappe af.

“Virker det?”

Jeg begynder så småt at forstå, hvad vi laver her på programmet. Der er fire-fem elementer i en udsendelse, og proceduren er den samme. Find et tv-klip, klip det til, og skriv speak, der lægger op til debat, så gæsterne i studiet kan diskutere det.

Efter redaktionsmødet sætter jeg mig ved mit lånte skrivebord for at finde virksomheder med et stærkt Why. Jeg ser en video med Elon Musk, direktør i bilfirmaet Tesla. Elon Musk har det vildeste Why. Det er noget med at redde menneskeheden og gøre Mars beboelig.

Jeg finder et klip, hvor han siger noget lignende, og selv om direktøren ikke er helt så bombastisk i klippet som på skrift, er Søren Søltoft tilfreds. Klippet kan lægge op til en diskussion om vigtigheden af virksomheders visioner.

Simon Richard Nielsen, vært på programmet, spørger mig, hvad jeg synes om reklamen fra BMW med en model i lårkort rød kjole og høje hæle. Reklamens pointe er vistnok, at man skal forsøge at holde øjnene på hende og ikke den lækre bil. Vi er alle lidt i tvivl.

Jeg svarer, at den er sexistisk og uambitiøs i sin manglende tiltro til mænds evne til at fokusere.

Søren Søltoft siger, at flotte biler og flotte piger altid er godt sammen. Og Simon Richard Nielsen griner: »Den dumme reklame virker åbenbart. Den rammer da i hvert fald målgruppen.«

Det viser måske min manglende erfaring med strategien bag programmet: Min første tanke er, at reklamen er latterlig. Simon Richard Nielsens første tanke er ”virker det?”.

»Selv om man er personligt uenig, kan det jo godt være god kommunikation. Selv om man frastøder hele det feministiske Sverige, så virker reklamen jo stadig, hvis den rammer de 10.000 drengerøve, der har råd til at købe BMW M2,« siger han.

»Spørgsmålet er, om det kammer over her. Altså om selv de 10.000 rige drengerøve synes, det bliver for meget.«

Hvad er programmets Why?

Klokken er 16, jeg er træt i mit hoved, og jeg efterlader et hævesænkebord plastret til med tomme kaffekopper og cykler hjem.

Gmail, 20:18. ”Hvad er ‘Corporate Spins’ ’Why’? Hvad er det ved netop det her magasin, der gør, at brugerne køber ind i det? Eller skal ’Corporate Spin’ slet ikke have noget Why?”

Jeg sender mailen til Simon Richard Nielsen, Søren Søltoft og Morten Plesner.

Ni minutter senere svarer Simon Richard Nielsen mig: ”Det var dog et irriterende GODT spørgsmål, haha. Vi har jo et ønske om at afdække virksomheders spin på samme måde, som den politiske journalistik har gjort det i mange år efterhånden, men vi har egentlig ikke sat vores eget Why på formel. Godt set :)”

Størst selvtillid og lavest selvværd

Jeg skal med Morten Plesner på den amerikanske ambassade. Vi skal interviewe IBM, som er med i velkomstfesten for flygtninge, og høre, om firmaet har overvejet, om det kan give bagslag at deltage i en fest for flygtninge.

Morten Plesner forklarer, at han som regel har tre-fire spørgsmål forberedt. Derudover er det en god idé lige at fange sin kilde inden og snakke lidt med den, så man ikke bliver overrasket over, hvor kilden står, forklarer han.

Har du tænkt dig at fortælle dem, at der vil være kritikere i programmet?

»Ja, det virker som regel bedst, hvis man har så meget gennemsigtighed som muligt. Det skaber en større tillid hos kilden,« siger han.

Jeg fortæller ham, at jeg ikke følte, at jeg bidrog med noget i går.

»En veninde sagde engang til mig, at journalister er det folkefærd med størst selvtillid og lavest selvværd. Når den er der, så føler man, at man kan alt. Og når der bare er kilde efter kilde, der ikke vil stille op, og historier, der falder til jorden, så føler man sig enormt uduelig.«

“Jeg instagrammer det hele som en idiot”

Da klokken nærmer sig halv fire, tager Morten Plesner sin mørkeblå blazer på og retter på sit slips. Han ser skarp ud i lyseblå skjorte og brune lædersko.

»Kilderne kommer ofte herind på kontoret for at blive interviewet, og i denne her verden betyder det noget, hvordan man ser ud. Der er ingen grund til at skabe flere forhindringer for sig selv,« siger han, da vi står ude foran og venter på taxaen, der skal fragte os til Charlottenlund, hvor den amerikanske ambassadør har adresse.

»Mange tror, at erhvervsjournalistik er sådan noget kedeligt noget med Excel-ark og en masse tal,« siger Morten Plesner, da vi sidder i taxaen og er på vej gennem Indre By.

»Men alt kan jo blive spændende, hvis man beskæftiger sig længe nok med det.«

Vi bliver sat af ved »en kæmpe kasse på Strandvejen«, som Morten Plesner siger. Her er kvinder i kjoler og høje hæle og mænd i jakkesæt. Jeg kigger ned ad mig selv på mine flade sandaler og nussede bukser.

»Du kan bare mingle lidt,« siger Morten Plesner og forsvinder.

Jeg trisser ned til vores fotograf, Mark Thestrup, som er ved at sætte kamera op på græsplænen i skyggen bag ambassadørboligen. Lidt efter kommer Morten Plesner med den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford. De laver et live-interview til et indslag i 17-nyhederne.

Jeg står ved siden af og instagrammer det hele som en idiot.

Vi finder repræsentanten fra IBM, som skal interviewes.

Solen hænger lavt over de store villafacader i Charlottenlund, da vi kører derfra, og jeg tænker, at det der med champagnereceptioner i ambassadørbaghaver er noget, vi godt kunne indføre på fagbladet.

Programmet tager form

Torsdag morgen. Vi har den roste YouSee-reklame med Lukas Graham, den kritiserede reklame fra BMW, Lucy Kellaway om topchefer på Twitter, spørgsmålet om det store Why og en sidste øjebliks tilføjelse – administrerende direktør for Novo, Lars Rebien Sørensen, er gået af, og det skal med.

Jeg er kommet til at føle for vores indhold. Jeg var med, da idéerne tog form tirsdag morgen, jeg har hjulpet med research og interview, og nu kan jeg endelig skimte et udkast af, hvordan programmet kommer til at forløbe.

Simon Richard Nielsen, vært, gennemskriver manus til dagens program.

Han synes, dagens bedste historie er den om velkomstfesten for flygtninge, og han hopper ikke på mit spørgsmål om, hvorvidt det er en konflikt, vi selv har opfundet.

»Regeringens politik har jo været at fremstille Danmark som et land, der er meget negativt over for flygtninge, så konflikten er der. Vi mangler bare nogen til at italesætte det,« siger han.

Og den del er vi ikke kommet i mål med. Det må blive eksperterne i studiet, der debatterer det.

»Så må jeg jo selv være ham den sure,« siger Simon Richard Nielsen.

Sådan går det ikke. Søren Søltoft dropper efter en dialog med holdet indslaget om velkomstfesten. Vores klip med IBM blev ikke godt nok, og vi har ikke fundet en kritiker.

Vi snakker om YouSees reklame med Lukas Graham, hvor superfans fortæller om deres forhold til stjernen, hvorefter han træder ind i rummet og overrasker dem. Det hele ender med, at de får billetter til en koncert med deres idol – sponsoreret af YouSee.

Simon Richard Nielsen efterlyser en pakke Kleenex, som skal ligge fremme, når han afspiller reklamen i programmet.

Jeg løber i Netto efter en pakke.

»Hvis du ikke bliver journalist, kan du altid blive runner,« siger Simon Richard Nielsen og griner.

“Måske var jeg med til at sætte noget i gang”

Søren Søltoft og jeg går ned i ”afviklingen”, her sidder teknikeren og redaktøren og mig.

Dagens panel består af Simon Vesth Hansen, kreativ direktør i reklamebureauet OMI, Steen Reeslev, som har kommunikationsbureauet This is touch, og så Mads Rørstrøm, som var med til redaktionsmødet og skal fortælle om, hvorfor virksomheder skal kende deres Why.

Jinglen kører, og værten Simon Richard Nielsen toner frem. Han præsenterer gæsterne. En forkortet version af YouSees reklame med Lukas Graham kommer på. Jeg får gåsehud. Lukas går lige ind.

»FUCK, han glemte Kleenex,« udbryder Søren Søltoft.

Simon Richard Nielsen får i sidste øjeblik servietterne frem.

»Sidder I i virkeligheden i reklamebureauerne og klapper i hænderne, når fokusgruppen får tårer i øjnene over en reklame,« spørger Simon Richard Nielsen gæsterne.

Vi snakkede netop om det tidligere i dag, han og jeg. Selvtilliden vokser lidt. Måske var jeg med til at sætte noget i gang.

Gæsterne er enige i, at det er en god reklame. YouSee nyder godt af Lukas Grahams autenticitet, og målgruppen er med i reklamen, lyder dommen.

Programmet er ved at være færdigt, og Simon Richard Nielsen kigger direkte ind i kameraet.

»Vores Why det er jo …«

Det havde vi slet ikke aftalt. Det er jo mit spørgsmål, min mail. Mig!

»… at redde Danmark og dansk erhvervsliv fra elendig kommunikation. Vi er kommet lidt nærmere,« siger han.

Da vi mødes på kontoret bagefter, er der en stemning af lettelse og stolthed, som det føles naturligt at tage del i.

Jeg bidrog. Sgu.