I praktik hos julemanden

 FRELSEREN. Det blev december, men de syge på Sønderborg Sygehus mærkede intet til hygge, varme og højtid.

 

FRELSEREN. Det blev december, men de syge på Sønderborg Sygehus mærkede intet til hygge, varme og højtid.

Julen var simpelthen aflyst. I hvert fald juletræerne. Den slags er nemlig for dyre, for besværlige og griser for meget, syntes sygehusets ledelse. Der skulle spares, så der var ikke råd til, at personalet skulle købe de sædvanlige 90 træer, sætte dem på fod, feje nåle op og sluttelig skaffe sig af med dem.

Det fik praktikant Linda Gjaldbæk Hansen fra JydskeVestkystens redaktion i Sønderborg et praj om – og skrev historien.

Samme dag den var i avisen, blev JydskeVestkysten og sygehuset kimet ned af glade juletræsgivere, der til sammen ville donere 175 juletræer.

»Men til Lindas forfærdelse takkede sygehusets økonomidirektør nej til tilbuddet. For der ville jo stadig være økonomiske problemer i forbindelse med rengøring, fodforsyning og afskaffelse af de brugte træer.«

Sådan stod der i den mail, som JydskeVestkystens Sønderborg-redaktion (syv journalister, tre redaktionssekretærer, en udgaveredaktør og to fotografer) sendte til Journalisten – uden Linda Gjaldbæks vidende.

»Har I ikke en pris, der kan tilfalde årets julenisse-journalist?« spørger den samlede redaktion Journalisten og foreslår, at den må tilfalde praktikant-Linda.

Hun hev nemlig fat i ISS' ledelse og fik rengøringsselskabet til at love frit og kvit at feje grannåle op resten af julemåneden samt smide træerne ud efter jul. Herefter fik hun overtalt en af juletræsdonorerne til at tromme nogle af sin familiemedlemmer sammen for at levere træerne og give dem fødder på.

Med de nye oplysninger henvendte Linda Gjaldbæk sig atter til sygehusets økonomidirektør, der meget overrasket udbad sig 15 minutters betænkningstid.

Men det stod hurtigt klart for ham, at han var nødt til at genindføre julen på Sønderborg Sygehus. Dog bliver der ikke plads til alle 175 juletræer, 'kun' 90 ligesom de tidligere år.

Juletræerne bliver leveret i denne uge.

 

0 Kommentarer