I 36 år har Mogens Bryde været Ritzaus mand i Bruxelles. I dag den 1. april stopper han. Det hele startede i Hamburg, dengang han arbejdede som spion for den britiske hær …

»Der er ingen nyheder i dag – prøv og kom igen næste torsdag klokken 11.«
Den korte og kontante besked fra EF-Kommissionens pressetalsmand var langt fra usædvanlig, når korrespondenterne mødte op til den ugentlige pressebriefing i Bruxelles.
Det var i begyndelsen af 1960'erne.
Med i det internationale pressekorps var Ritzau-journalisten Mogens Bryde. Og hvilket drømmejob …
Hver eneste dag var han manden, der kunne levere solohistorier til samtlige medier i hele Norden. Det danske pressekorps – og det svenske, finske og norske – bestod nemlig af Mogens Bryde. Ene mand på skansen.
Trods Kommissionens påstand om det modsatte, var der selvfølgelig nyheder at hente. Dengang kunne journalisterne færdes betydeligt mere frit på gangene i EU-administrationens bygninger. Og så var det bare at lægge ørerne til dørene, som Mogens Bryde udtrykker det.
Den 1. marts kunne han se tilbage på 36 år som Ritzaus korrespondent i EU-hovedstaden. Hvilket er rekorden – også blandt byens udenlandske journalister.
»Ja, der er jo lige min gamle tyske kollega, Hellmann, som kom samtidig med mig i 1962. Men han er gået på pension nu,« indskyder Mogens Bryde, der ikke lægger skjul på, at han er en smule stolt af at være løbet med rekorden. Samtidig føler han sig meget privilegeret over at have siddet så mange år på første parket og været vidne til den enorme udvikling, der er sket i EU.

Jeg stopper aldrig
At Bryde netop har rundet de 70, og at han den 1. april satte punktum for en lang karriere som Ritzaus mand, betyder ikke et endeligt farvel til journalistikken.
Som freelancer vil Brydes byline stadig kunne findes i danske medier. »Og jeg vil blive ved, lige indtil jeg ikke selv kan læse eller skrive mere,« bedyrer han.
Med over 52 år i faget er det ikke nemt at give slip på noget, der har udfyldt hele ens liv – eller i hvert fald næsten. Indtil for et par år siden var han på job 24 timer i døgnet. Altid til disposition. Ikke fordi, han behøvede det – men, hvis nu der skulle ske noget …
Ikke mange af kollegerne har kunnet – eller villet – hamle op med Brydes arbejdsdisciplin. At møde klokken 7.30 og holde fyraften tolv timer senere hver dag år efter år, hænger for de fleste ikke rigtigt sammen.
Men for Bryde har det ikke været et problem. »Min far var også journalist – og ja, det sidder mig simpelthen i blodet. Jeg må vel kunne lide det.«

Spion i Hamburg
Interessen for det europæiske samarbejde – eller mangel på samme – fik han tidligt. I sommeren 1946 blev han ansat af den britiske hær i Hamburg som en slags »censur-soldat«. Opgaven var at aflytte tyskernes telefonsamtaler og læse deres breve.
Og dér sad den 18-årige Mogens så midt i Hamburgs ruiner og tænkte, at dette kunne man ikke gøre én gang til. Man kunne ikke have disse verdenskrige – man måtte samarbejde.
At han i dag gerne skriver under på, at EU er et fredens projekt, skyldes primært den barske tid i Tyskland.
Det var således Mogens Bryde selv, der i sin tid foreslog Ritzaus Bureau at sende ham ud som EF-korrespondent.
»Under forhandlingerne i Stockholm om dannelsen af det europæiske frihandelsområde EFTA, begyndte man for alvor at interessere sig for, hvad der egentlig foregik syd for den danske grænse. Og da Danmark første gang ansøgte om medlemskab i august 1961, var det oplagt for bureauet at få en mand til Bruxelles,« husker Mogens Bryde.
Hvad han også husker var måden, hvorpå historierne nåede fra Bruxelles til Mikkel Bryggersgade i København.
Fra Ritzaus daværende udlandschef Sven Fugl fik den nyudsendte korrespondent besked på, at bureauet havde bestilt et telefonopkald til ham hver dag klokken 14.30 – af tre minutters varighed, så han én gang om dagen kunne ringe historier hjem.
Elendige telefonforbindelser, slidte skrivemaskiner og telexer, der ikke ville skrive æ, ø og å var en del af den daglige slåskamp for at få nyhederne frem til danskerne.

Stolt og ærekær
Og er der noget, Mogens Bryde ikke er blevet træt af, så er det nyheder.
Velskrevne, objektive nyheder, der er renset for enhver form for kommentar eller analyse. »Modtagerne skal have serveret den rå og rene nyhed, så de selv kan danne sig en mening.«
Af tidligere kolleger, der har kendt Mogens Bryde i en årrække, roses han for at være hurtig på tasterne. Han er den klassiske nyhedsjournalist, der i løbet af få øjeblikke kan se en historie – og få den sendt af sted.
»Bryde er så engageret i nyheds-journalistikken, at han den dag i dag ikke kan snuppe at blive brændt for en historie. Han bliver fornærmet. Han er utroligt stolt og ærekær,« lyder det.
I årevis har det været kutyme blandt de danske Bruxelles-korrespondenter, at man til topmøder deler topmødeerklæringen ud til kollegerne, så snart man får fat på den.
»Men Bryde, han delte aldrig ud – han holdt altid erklæringen tæt ind til kroppen,« husker en tidligere kollega.
En anden tilføjer, at Bryde har et eller andet med, at han for alt i verden ikke vil komme for sent.
»Når han for eksempel skal nå et fly, er han i lufthavnen mindst et par timer i forvejen. Han er også altid i meget god tid, når det gælder møder. Det sidder så dybt i ham, at han ikke må gå glip af noget. At han altid skal være et skridt foran. Men det er sikkert de mange år med nyhedsjournalistik, der har givet ham denne angst for at komme for sent.«
Det er blevet sagt, at nyhedsjournalistik er som at skrive i sandet. Knap er nyheden skrevet, før den er blæst væk og glemt igen.
Skulle Mogens Bryde pludselig få følelsen af, at 36 års telegram-skriverier fra Bruxelles er pist væk, behøver han bare finde kasserne frem. Hver en linie, han har skrevet, har han sørget for at arkivere i de efterhånden mange kasser.