search

I nødradioens stund

  Gennem tre timer blev 13 radiojournalister stillet over for valg, de ikke normalt møder i dagligdagen. Isoleret i DRs Nødstudie fik de under Radio Days serveret en fiktiv virkelighed og skulle derefter beslutte, hvilke oplysninger de ville transmittere ud til offentligheden. ROLLESPIL. »Vi står ved, at det er os, der har gjort det. De skal ned, de kapitalister.«

Gennem tre timer blev 13 radiojournalister stillet over for valg, de ikke normalt møder i dagligdagen. Isoleret i DRs Nødstudie fik de under Radio Days serveret en fiktiv virkelighed og skulle derefter beslutte, hvilke oplysninger de ville transmittere ud til offentligheden.

ROLLESPIL. »Vi står ved, at det er os, der har gjort det. De skal ned, de kapitalister.«

Den lettere sindssyge stemme holder et øjebliks pause, inden den fortsætter ind i røret:

»Aberne er sluppet fri. Nu skal vi snakke om de andre dyr, der skal slippes fri. Dem i Zoologisk Have.«

Stemmens ejermand lægger røret på og vender sig med et smil mod dem, der har lyttet med på samtalen.

Radiospillet »Når det utænkelige sker« er i fuld gang, og mens et hold journalister sidder lukket inde i Nødstudiet, står der i et baglokale aktører klar til at lege kilder, der kan ringes til, og som også selv ringer ind med informationer.

Der er ikke plads til noget publikum, men hvert kvarter skal deltagerne i Nødstudiet sende en nyhedsudsendelse. Den bliver bragt over højttaleren i rygeområdet Café Cairo oppe ved Radiohusets hovedindgang. På et fjernsyn i hjørnet af caféen bliver der desuden sendt live fra overvågningskameraer i Nødstudiet i alle tre timer.

Det er en løsning, der ikke yder arrangementet fuld retfærdighed, da caféens larmende cappuccino-maskine er placeret lige ved siden af. Spillet er desuden så kompliceret, at det ikke er muligt at forstå, hvad det handler om, medmindre man som tilskuer følger med alle tre timer. Hvad de færreste gør.

Spillet er konstrueret og iscenesat af Zentropa Interaction, der har arbejdet med det siden september sidste år.

Plottet består af flere sideløbende historier. Sjælland ligger uden strøm, et trafikkaos breder sig, en storm raser, dyreværnsaktivister har sluppet aber befængt med fugleinfluenza løs i København, og staten blander sig i stigende grad i, hvad der må sendes i radioen. Og det er blot et udpluk af de problemer, de frivillige deltagere i spillet »Når det utænkelige sker« blev udsat for.

Nogle af de mange historier er viklet ind i hinanden, men det er op til journalisterne at finde ud af hvilke og hvordan. De skal prioritere vigtigheden af oplysningerne og bestemme, hvad der skal følges op på.

Ikke alle historierne bliver afsluttet undervejs i spillet. Mange løber ud i sandet eller forbliver uopklarede. For det er ikke så vigtigt, om det hele bliver løst til sidst. Det handler udelukkende om som radiojournalist at træffe de rigtige valg under pres, og nogle af sidehistorierne er kun skabt for at stresse journalisterne.

»Om lidt ringer du derind og siger, at du har set en abe. De spørger nok til noget sprængstof, og det ved du ikke noget om.«

»Skal jeg lyde, som om jeg prøver at skjule det?«

»Nej, du ved bare ikke noget.«

Ordene bliver hvisket ude i baglokalet som reaktion på, at det i Nødstudiet lige nu diskuteres, hvorvidt de løsgående aber har sprængstof på sig. Det er ikke med i det scenarie, skuespillerne har planlagt, og selv om det kunne have været brugt til at improvisere ud fra, vælger Jakob Schmidt-Madsen fra Zentropa Interaction at aflive tanken.

Han og kollegaen Frederik Berg Olsen har som spil-ledere til opgave at holde øje med, at alt går, som det skal. Til at hjælpe sig har de på væggen et stort skema over handlingen. De streger ud med gul tusch, efterhånden som spillet skrider fremad. Jakob Schmidt-Madsens hånd er overskrevet med kuglepensnoter.

Al samtale foregår på hviskeniveau, og kun dem, der taler i telefon, må hæve stemmen. En konstant summen fra et skab høres tydeligt i baglokalet. Mest fordi der ikke er noget til at overdøve den. Spændingen hænger i luften, og selv om der er stole at sidde på, foretrækker mange at stå.

Alle opkald inde fra Nødstudiet ender hos én af de tre telefoner herude, og der skal hele tiden stå nogen klar til at besvare dem. Alle lytter med, når der er en, der snakker i telefon.

Manden, der før udtalte sig som politibetjent, ringer nu op og fortæller på klingende svensk, at Øresundsbroen vil blive lukket på grund af stormen. Lidt efter folder en anden sig ud på bornholmsk og oplyser, at en Mærsk-olietanker er gået på grund ved Hammershus.

Accenterne er så ægte, at de omkringstående ikke kan lade være med at smile. Skuespillerne er troværdige, og selv om ingen af dem har manuskripter, men skal improvisere ud fra faste retningslinjer, er der ingen tøven eller usikkerhed at høre.

Inde i Nødstudiet er stemningen lige så koncentreret. Mange af de oplysninger, journalisterne får serveret fra baglokalet, kommer i form af kraftige insinuationer og udsagn fra anonyme kilder. Det sætter deltagerne i dilemmaer om, hvad der er nødvendigt at bringe, og hvad der bare ville skræmme offentligheden. Og i hvor høj grad de skal tro på oplysningerne?

Et problem opstår cirka to timer inde i spillet, da journalisterne får oplysninger om, at en abe har kradset en mand. Han er siden taget med et tog til Næstved. På det tidspunkt har aberne afløst strømsvigtet som hovedhistorie, og anonyme kilder har oplyst, at aberne er smittet med fugleinfluenza. Den information med tilhørende advarsel bliver bragt i næste nyhedsudsendelse.

Men bagefter begynder gruppen at diskutere, hvorvidt det egentlig var ansvarligt at viderebringe oplysningerne fra de anonyme kilder. Udfaldet bliver, at det var det ikke, men som en af journalisterne pointerer:

»Aben er jo ude af buret nu.«

De ender med at løse problemet ved i næste udsendelse at understrege, at det var anonyme kilder, der kom med informationen om, at aberne skulle være ramt af fugleinfluenza. Og at oplysningen ikke er bekræftet noget sted fra.

»Og så må vi jo håbe, at der ikke var så mange, der blev bange,« bemærker en af deltagerne.

De bliver presset på forskellige måder. Ikke så langt henne i spillet ringer en anonym embedsmand fra Statsministeriet og advarer om risiko for terrorangreb mod Operahuset. Derinde opholder 1.400 gæster sig – inklusive kronprinsparret.

Men et forsøg på at få bekræftet oplysningerne fra kontorchefen i Statsministeriet kaster ikke noget af sig. Beskeden herfra er, at situationen er under fuld kontrol. Oplysningerne om mulig terror bliver derfor ikke viderebragt, på trods af mistro hos journalisten, der talte med kontorchefen:

»Han lød nu lidt suspekt, ham Leif Kluge.«

Senere kommer der en fax fra Beredskabsstyrelsen med direkte ordre om, at alle oplysninger om løsslupne aber skal tilbageholdes. Faxen afføder et:

»Finder vi os i det?«

Tvivlen svæver et øjeblik i luften, men en kort diskussion fører til enighed om ikke at adlyde ordren.

Hen imod slutningen opstår en anden slags problem. En journalist, der jævnligt har ringet ind og rapporteret fra Københavns gader, har været i kontakt med en abe. Han er måske, måske ikke smittet. Alligevel insisterer han på, at han vil ind til journalisterne i studiet. Med stor pædagogik og tålmodighed forklarer de ham, at det nok er bedst, hvis han lige bliver tjekket på hospitalet først. Så kan de altid snakke om, hvorvidt han skal komme ind i Nødstudiet bagefter.

Lydniveauet er steget fra hvisken til en lav mumlen ude i baglokalet. Alle, der har haft del i rollespillet, er samlet inde i det aflange rum. Afslutningen er nær. Historien er nået dertil, hvor folk går amok rundt omkring i København og smadrer butikker. Politiet har fået bistand fra militæret til at genoprette ro og orden.

Plottets afslutning er kendt af alle i baglokalet, men spændingen er ikke mindre af den grund. Forløsningen på de tre timer er nær.

Midt i baglokalet står en mand i jakkesæt sammen med tre sortklædte mænd, der bærer elefanthuer og maskingeværer. De tager alle fire gasmasker på og venter kun på, at deltagerne i Nødstudiet skal afslutte deres sidste udsendelse, før de kan gå derind. Til sidst får de et go-tegn og forsvinder ind i studiet.

Da døren har lukket sig, stimler alle i baglokalet sammen om de små tv-skærme, der transmitterer fra Nødstudiet. De forskrækkede deltagere må nødtvungent overlade mikrofonen til manden i jakkesæt. Han præsenterer sig som kontorchef Leif Kluge og oplæser en medbragt meddelelse: Statsministeriet har overtaget radioen.

Kameraerne holder op med at køre. De små tv-skærme viser ikke noget mere. Folk giver hinanden hånden og siger tak for oplevelsen. Den ene efter den anden tænder en cigaret.

www.radiodays.dk/krise.php er det muligt at høre nogle af optagelserne fra Nødstudiet.

  • Radioens dage

    Radiohuset på Frederiksberg var i dagene 11.-13. marts omdannet til en boblende balje af idéer og inspiration. Omkring 400 radiofolk deltog i Radio Days 2005.

    I Journalisten nummer 6 kunne du læse om nyskabelsen Radiodysten i artiklen »Detaljen gør forskellen« og om den hollandske provo Giel Beelen i »Succes med blowjob og ecstasy«.

    Flere af programpunkterne fra arrangementet ligger som levende billeder på www.radiodays.dk

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen