I slutningen af september var Peter Funch i New York. Tilbage i storbyen, hvor han i 13 år boede og arbejdede. 

”Jeg var chokeret over, hvor vildt og smadret det var. Havde jeg allerede glemt det?”

Det var New Yorks vrimmel af mennesker, muligheder og nye indtryk, der engang havde lokket ham til byen. Nu bemærkede han mest forfaldet og larmen fra trafikken.

”Jeg er fortsat glad for New York, men jeg er også glad for, at jeg kan tage afsted igen,” siger han.

[quote:0]

Vi spadserer en tur i Berlin, Peter Funchs nye hjemby. Fra hans lejlighed i bydelen Mitte i det tidligere Østberlin. Her har han boet med sin søn og franske kone siden august.

”Det er et ultranemt liv. Vi bor her, og skolen ligger lige derhenne,” siger han og peger ned ad Linienstrasse.

Selv her midt i den tyske hovedstad er der stort set ingen trafik i sidegaderne. Sammenlignet med New York bevæger byen sig i slowmotion.

”Det er dejligt at få lov til at være et sted, der er så roligt. Det påvirker ens måde at være på.” 

I New York lavede Peter Funch tre ting: Egne projekter; opgaver for blandt andet The New Yorker, New York Times Magazine, Fast Company og Numero Magazine. Og kommercielle kunder, hvor der kunne være mere end 100 mennesker på settet.

Men da han og konen i 2013 skulle forny deres amerikanske green card, begyndte de at tale om at søge væk. 

”Vi havde været der i lang tid. Vi kunne se forfaldet i et land, der var ved at falde helt fra hinanden. USA’s fremtid er ikke udpræget optimistisk. Jeg ønskede ikke, at min søn skulle vokse op i et land, hvor fremtidsudsigterne er så dårlige.”

De ville gerne til Europa, fordi de ser mere optimisme her. Valget faldt på Berlin, fordi det er en by i udvikling. Og den er billigere at bo i end New York.

”Vi bor i en lejlighed, der er tre gange så stor som lejligheden i New York. Vores søn kan gå i en international skole, uden at vi bliver maltrakteret økonomisk.” 

Afskeden med USA blev udløst af den stigende ulighed.

”Det var så deprimerende at se, hvordan den kapitalistiske 1 procents-kultur overtog alt. Vi havde nærmest ikke råd til sundhedsforsikring, selv om vi tjente godt. Når jeg rejste rundt, kunne jeg se, hvordan middelklassen blev destrueret økonomisk, og byer nærmest faldt fra hinanden. Der er kæmpe problemer med stoffer og heroin mange steder.”

USA er et samfund, der forkæler de få med succes.

[quote:1]

”Mange, jeg kendte derovre, lever et hårdt liv. De har svært ved at få det til at hænge sammen, selv om de laver gode ting,” siger han. 

Søgte lykken i udlandet fra start

Peter Funch har boet og arbejdet i London, New York og nu Berlin. Og det er faktisk ikke så almindeligt, at danske fotografer bosætter sig i længere tid i udlandet.

”Jeg har altid været en outsider. Jeg har taget steder hen og set tingene på min måde. Det har jeg gjort i mange år nu,” siger han selv.

Her i Berlin får Peter Funch hjælp af en ung mand med det tyske papirarbejde og korrespondancen med myndighederne.

”Mit tyske er ikke helt oppe at ringe endnu. Det kommer måske en dag.”

Peter Funch blev uddannet fotojournalist fra Journalisthøjskolen i 2000 og arbejdede som freelancer i København. Men efter et par år valgte han at søge lykken i London.

”Jeg ville gerne opleve noget større og mere internationalt end København, hvor alt sker inden for en vis størrelse,” forklarer han. 

Springet blev større, end Peter Funch have troet.

”Det var en hård tid. Jeg prøvede at mødes med reklamefolk og redaktører på aviser og blade. Men det gik ikke særligt godt. De havde en snobbet attitude til folk, de ikke kendte.” 

Ofte svarede de slet ikke på hans henvendelse. Og i dag kan han godt se, at han ikke havde de rigtige billeder i sin portfolio. Det var hårde fotos af tilskadekomne i trafikulykker i Thailand og billeder af mennesketomme bygninger i Las Vegas.

”Det var ekstremt dokumentarisk. Det passede ikke ind i reklameverdenen. Faktisk passede de billeder ikke ind nogen steder.”

Han måtte trække på sit gamle netværk i Danmark for at tjene penge. Han rejste jævnligt hjem på opgave – eller fotograferede for danske medier, der skulle bruge billeder i England.

”Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at det skulle løbe rundt.”

Men det var ikke nok. 

”Jeg gik i stå derovre.”

Efter et år forlod han London og rejste til New York.

Hvorfor søgte du en endnu større udfordring, hvis det var for svært at slå igennem i London?

”En amerikansk agent kontaktede mig efter at have set min hjemmeside, og New York havde altid været en drøm. Historien om byen, fotografiets højborg,” siger Peter Funch, der ikke overvejede at tage hjem til Danmark. 

”Der er ikke noget galt i at være hjemme. Men hvorfor gøre det, når jeg havde mulighed for at søge andre steder hen?”

I New York flyttede han ind i agentens stue. Siden boede han i den danske fotograf Nicolai Fuglsigs lejlighed på Manhattan.

”Jeg havde nærmest ingen penge. Men det var fedt at være der. Det var en ny by, en stor by, en kæmpe by. Jeg vadede rundt hele tiden. Det var fantastisk.”

I New York skulle han igen overtale kunderne ved hjælp af sine billeder og et elevator-pitch.

Gennembrud med Sony-reklamefilm

”Som dansker er man ikke vant til at skulle møde en person og på to minutter fortælle, hvad ens projekt handler om. Det var i hvert fald supersvært for mig.”

Gennembruddet kom, da Peter Funch blev stillfotograf på en Sony-reklamefilm instrueret af Nicolai Fuglsig. I filmen blev 250.000 hoppebolde sluppet løs i San Franciscos stejle gader. Peter Funchs idé var at tage stillbilleder med kameraer placeret mange forskellige steder nede ad vejen.

Reklamen vandt guld ved reklamefestivalen i Cannes og blev siden kåret som årtiets bedste reklame af det britiske branchemagasin Campaign.

Peter Funch kunne lægge billederne fra Sony-reklamen ind i sin portfolio. Opgaverne væltede ind.

”Min karriere som kommerciel fotograf gik fra nul til 100,” siger han.

Det er i høj grad på grund af de kommercielle opgaver, at Peter Funch nu kan lave sine egne fotoprojekter, som kan strække sig over flere år.

Fotoprojekterne er hjerteblod, mens de kommercielle opgaver er ”lidt mere arbejde”.

”Men det behøver ikke være kedeligt.”

Peter Funchs fotoprojekter befinder sig et sted mellem kunstfoto og dokumentarisme. Det er projekterne, der har skaffet ham de kommercielle kunder, fordi reklamebureauerne godt kan lide hans historier med almindelige mennesker, der ser ægte ud.

Et af hans gadefotoprojekter, ‘Babel Tales’, tiltrak sig for eksempel Nokias opmærksomhed. De ville tage et af billederne og skrive ”Nokia connecting people”. Peter Funch sagde nej tak.

Projekter og reklamer må ikke komme for tæt på hinanden.

”Hvorfor sælge ud på den måde, når man netop er startet på et projekt, der har potentiale?” spørger han.

Hans seneste fotoprojekt er bogen ’42nd and Vanderbilt’, hvor han og en assistent i ni år jævnligt har fotograferet folk, der kom forbi samme gadehjørne i New York mellem klokken 8.30 og 8.39 om morgenen.

Det viste sig, at det ofte var de samme mennesker, der passerede forbi. I alt tog de flere hundredtusinder fotos. Hans assistent sorterede i materialet, så Peter Funch kun havde billeder, hvor den samme person optrådte flere gange – bare fotograferet med en dags mellemrum eller måske flere år.

Projektet handler ikke så meget om, hvor lang tid der er mellem billederne, siger han.

”Det handler om, hvad et øjeblik er.”

[quote:2]

Stalking eller uskyldige observationer

Blandt fotografer har projektet vakt både begejstring, undren og kritik. På fotositet Petapixel mener nogle fotografer, at det er spild af tid at bruge så lang tid på at skildre de samme menneskers trivielle hverdagsliv.

Andre mener, at det nærmer sig stalking at fotografere de samme mennesker igen og igen.

Peter Funch siger, at han ikke skjulte sig for de forbipasserende. De kunne ikke undgå at bemærke, at han stod der med sit kamera.

”De vidste, at jeg var der, men ikke, hvad jeg ville bruge det til.”

Han har ikke oplevet, at personer ikke ønskede at være med.

”Newyorkere er meget imødekommende over for den slags.”

Peter Funch siger, at han aldrig har lagt skjul på, at billederne fra ’42nd and Vanderbilt’ nærmer sig folks privatsfære. Men de er taget i det offentlige rum, billederne udstiller ikke personerne, og de skal ikke bruges til reklame.

”Jeg synes, der er en uskyldighed i mine observationer, samtidig med at det er lige på grænsen til at kigge ind i privatsfæren.”

Bogen udkommer i begyndelsen af november og skal udstilles på verdens største messe for kunstfoto, Paris Photo, i november.

Vi gør holdt ved en hip cafe i Schönhauser Allee og tanker kaffe, som vi tager med os. Der er masser af børn og voksne på gaden denne varme efterårsaften.

Selv uden et kamera kan Peter Funch ikke lade være med at iagttage de mennesker, han passerer, når han går på gaden.

”Jeg glor helt vildt. Sikkert på grænsen til det uforskammede. Jeg elsker at se på andre mennesker. Hvordan de går klædt, og hvordan de taler sammen.”

Inspirationen til Peter Funchs gadeprojekter kommer blandt andet fra 90’er-filmen ’Smoke’, hvor en filosofisk tobakshandler, spillet af Harvey Keitel, hver dag tager et fotografi foran sin butik i New York. Billederne er ved første øjekast påfaldende ens, men ved nærmere eftersyn kan man se, at lyset, stemningen, årstiderne og personerne på billederne er forskellige. De skildrer levet liv.

”’Smoke’ er en evig gentagelse i det, jeg laver i mange af mine fotobøger. Den film har gjort stort indtryk. Den er så enkel, genial, poetisk og New York-agtig,” siger Peter Funch.

Og så ser gadebilleder taget i New York bare bedre ud, end hvis de var taget på et gadehjørne i en dansk by, for eksempel Rødovre.

”Diversiteten af mennesker er større, og der er flere historier omkring New York, fordi det er stedet, hvor man skal have sine drømme realiseret. I New York har du en kulisse, som folk allerede kender. Hvilke spændende historier har man hørt om Rødovre?” spørger Peter Funch.

Problemet med New York er, at konkurrencen blandt fotografer er nådesløs.

”Som fotograf kan man have produktive faser og ikke så produktive faser. Men i New York skal du være på kanten hele tiden, være pushy og skabe opmærksomhed om dig selv. Hvis du engang har lavet noget godt, tænker de: Godt for dig, men hvad har du lavet siden?” Du kan ikke slappe af i fem sekunder. Så kommer der bare 4.000 andre fotografer med nye ting.”

Det er svært at forene, når man også gerne vil være sammen med sin familie.

I Tyskland håber Peter Funch at få en bedre balance mellem familie og arbejde.

”Tidligere var jeg ude at rejse hele tiden. Nu prøver jeg virkelig at holde fri, så jeg ikke arbejder 24/7.”

Vi går langs med floden Spree, mens mørket falder på. Folk sidder i græsset og lytter til en gademusikant med en guitar.

”Jeg havde meget tvivl om alting den seneste tid i New York. Jeg er glad for, at vi tog herover. Der er sgu fedt her.”