Nathalie C. Larsen er digital chef i LEAD Agency.
I morgen skal vi bestemme, hvem der skal styre landet kommunalt og regionalt de næste fire år. På papiret har kommunalvalget alt det, en kommunikatør kan drømme om. Det er meget tættere på os end Christiansborg-politik, det er den nære hverdag fra skraldespandene til den mad, der serveres på plejehjemmet (uden sammenligning i øvrigt), og det er de lokale mærkesager og de lokale opgør.
Men alt dette til trods, så står kommunikationen om kommunalvalget ikke klokkeklar for mig – hverken som professionel kommunikatør eller som almen vælger. Hvis jeg ikke selv aktivt opsøgte politisk kommunikation og budskaber, der går et lag dybere end tilfældige plakat-oneliners, så ville jeg nok være inderligt i tvivl om, hvad jeg skal stemme.
Det tyder på, at jeg ikke er alene med at savne svaret på, hvorfor jeg skal tænke før jeg ikke stemmer.
Sammenligner man valgdeltagelsen ved det seneste folketingsvalg og udsigterne til stemmeprocenten ved årets kommunal- og regionsvalg, er der et gab på 16,9 % – altså der er 16,9 % færre danskere, der føler det relevant at sætte kryds ved det lokale og regionale valg.
Hvad er belægget for den følelse, når nu kommunalvalget tilsyneladende opfylder alle nyhedskriterier?
Her er udvalgte nedslag i valgkampskommunikationen anno 2017 – fra de store personsager, til den brugerdrevede Amager Fælled-bevægelse og de små oplysningsinitiativer, der nok heller ikke i år vinder over underholdning på klik og eyeballs.
Det lokale, der blev nationalt
Ser man overordnet på kommunikationen fra kandidaterne, så er der ingen store overraskelser i 2017-valgkampen. Facebook og valgplakater er favoritværktøjerne til at nå vælgerne, der bliver i minimal grad eksperimenteret med brugerinddragende koncepter, og derfor er det heller ikke det, jeg husker, når jeg stiller mig i valgboksen i morgen. Det er derimod i langt højere grad de helt store sager, og de – i den forbindelse – afsenderorienterede, fejlslagne kommunikationsvalg, der blev karakteriserende for eksempelvis sagen om Anna Mee Allerslevs rådhusbryllup.
Vi kender alle sammen udgangspunktet for sagen: Lokaler, Anna Mee Allerslev havde lånt og anvendt gratis. Alle spørgsmålene: Både dem hun stillede til sig selv og til embedsværket. Og hvordan man igen dybt afsenderfokuseret midt i orkanens øje forsøgte sig med en lille ”sjov” video på Facebook, der skulle pege væk fra fryns og knytte os tættere til personen Anna Mee.
Her blev to ting afgørende: Timing fra helvede. Og at Anna Mee fokuserede på at udkomme i stedet for at samtale og tage kommentarsporet ved hornene. Afslutningen på sagen er ingen undtagelse fra ovenstående: Anna Mee Allerslev valgte ikke at lægge sig fladt ned, undskylde og tage konsekvensen, men skrev i stedet en lang (rigtig lang) forklarende apologi med udgangspunkt i sig selv hvor meget, sagen havde påvirket hende personligt. Men her var boblerne i cavaen forduftet, og sympatien for Anna Mee Allerslev for længst rindet ud.
Jeg siger ikke, at Anna Mee Allerslev kunne have kommunikeret sig ud af sin krisesag. Men sympatien havde i højere grad ligget hos hende, hvis hun i det mindste havde forsøgt: Havde svaret i kommentarsporene og havde analyseret grundigere på stemingen i medier og på sociale platforme.
Den kunst mestrede Liberal Alliance-kandidaten Karina Bergmann med sit opfølgende ”nej, det er ikke mig med brylluppet på rådhuset”-opslag på Facebook, som med handlingen også fik illustreret det gamle ordsprog: Den enes død – den andens news jacking.
Anne Mee-skandalen blev også vores allesammens anledning til at skrifte på Twitter, og således blev hashtagget #AnnaMeetoo født. Det blev til bekendelser om alt fra glemte regninger til bjørnetjenester. Og fordi Anne Mee Allerslevs krise gik fra en praktisk til en principiel krise, og endte i en regulær kommunikations- og shitstormkrise, så blev selv de helt små indrømmelser delt mellem brugerne til en fælles pointe om, at det er vigtigt at få alle de potentielle kriser på bordet. Før de udvikler sig.
Vælgeropstanden: Ikk’ fuck med vores fælled!
Og apropos vælgernes – vores – bidrag til kommunikationen rundt om valget, så fik en anden sag sat tydelige spor på kommunalvalget 2017. Sagen om københavnernes vrede over By og Havns planlagte byggeri ved Amager Fælled. Man kan mene, hvad man vil om den politiske dagsorden, men selve brugerbevægelsen er meget interessant: Hvordan københavnerne rent faktisk fik en snert af valgkampen til at handle om en sag, et budskab, og hvordan man lykkedes med at trænge igennem den professionelle kampagnekommunikation med et rungende ’nej tak’ til byggeplanerne.
Bevar Amager Fælled-bevægelsen og det senere skabte ”Kridtugle Parti” er anført af blandt andre Nikolaj Kirk – hvilket naturligvis vidner om, at en brugerbevægelse kommer længere med kommunikationen, hvis man har en frontløber med lidt kendisfaktor. Men når det forbehold er nævnt, så er sagen et stilstudie i, hvordan en fælles front kan etableres på sociale medier ’kun’ ved hjælp af en tydelig opfordring og et samlende, lokalt budskab. Dette tilsat ambassadører, der går forrest og baner vejen for, at andre kan deltage og sætte deres personlige præg på emnet. Gerne med filter og delt på Instagram.
Samtalen om Amager Fælled blev taget ind i valgkampen, og der blev postet tilsyneladende photoshoppede valgplakater af Nikolaj Kirk, som på sin facebookprofil beskriver, hvordan han og ”Kridtugle Partiet” vil minde Frank Jensen om løfterne om bevarelsen af naturområdet på Amager. På den måde blev alle vi, der lufter hunde på Amager, bevidste om, hvad kommunalpolitikeres beslutninger kan have af konsekvenser – og hvordan vi kan påvirke processerne med andet end selve valghandlingen.
Et lysegrønt hÅb på vejen
Som man kender lokalopgør bedst, så har valget også budt på en del opsigtsvækkende amatørproduktioner – nærmere betegnet hjemmevideoer, der hele vejen fra Svendborg og Guldborgsund har nået mig i København. Og selvom videoerne her flytter lige så få stemmer som valgplakaterne på min vej, så har de været med til at fuldkomme den valgstemning, der særligt de seneste to uger har præget sociale medier. Personligt er jeg i tvivl, om jeg nogensinde kan høre Despacito igen uden at tænke på Henrik og Mette, og det er den ægthed og charme, der hører kommunalvalget til.
Blandt de halvkiksede slogans og al megafonsnakken finder vi naturligvis også de små konceptuelle genistreger: Hvor man inviterer brugerne til afkode og fortolke billeder og budskaber – og hvor man tager omgivelserne aktivt i brug for at understøtte en pointe.
Som Alternativets valgplakat, der er et Å om dagen og bliver til håb, når mørket falder på:
Nytænkende og latent understøttende for partiets fokus på mere grøn energi.
Eller Sisse Marie Wellings valgplakat, hvor SFs røde logo er udskiftet med et grønt, og hun bærer en hvid beskyttende maske. Valgplakaten er placeret luftforurenede steder i byen. Og styrken er, at budskabet faktisk sidder i mig – fordi jeg ser Sisse med maske på, når jeg indånder Nørrebros morgentrafik på vej til arbejde.
Karina Bergmann er også en af dem, der kan tale til vælgerne i en konkret kontekst og nogenlunde elegant få leveret et valgbudskab samtidig. Fx med denne annonce i Fitness World:
Det handler om at stemme. Ifølge Karina skal man gøre det på grund af indflydelsen, der følger med stemmen. Og på den måde får Karina også taget hul på et svar til det spørgsmål, jeg indledte indlægget med at stille: Vil nogen opfriske, hvorfor det der kommunalvalg angår mig?
Er du opstemt?
Når jeg ser sammenfattende på de seneste 14 dages kommunikationspush, så er det ikke de nære spørgsmål, som er relevante for min hverdag, der bliver adresseret. Og så alligevel. For her i slutspurten fik jeg endelig testet Messenger-chatbotten Opstemt.
Den er produceret af TV 2 Regionerne i forbindelse med valget, og ulig de envejskommunikerende kampagneopslag på tværs af kanaler, så var det endelig mig, der fik ordet. Robotten er særligt udviklet til unge, så med mine 29 år er jeg vel egentlig ikke i målgruppen. Men tanken, som robotten bygger på, kan vi lære noget af: Nemlig at lade modtageren/vælgeren trykke på knapperne og definere samtalen. Og give os følelsen af, at det ikke er ligegyldigt, hvis vi dropper at stemme eller forholde os til kommunale spørgsmål. Her bliver chatbotten decideret ked af det, hvis man vil stoppe samtalen om kommunalvalget – også i sådan en grad, at man næsten får lyst til at tale videre med den.
Så det vil jeg gøre lidt endnu, selvom jeg faktisk godt ved, hvem jeg skal stemme på. Chatbotten er et godt eksempel på, hvordan man kan kommunikere modtagerorienteret om kommunalvalget. Det er lige præcis det, der er brug for, og det, jeg håber på at se mere af til næste valg.
Rigtig god valgdag!
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kommunalvalget foregår åbenbart stort set kun i København og kun på plakater og i skandalesager i medierne - særligt de sociale. Det kunne være fantastisk, hvis kommunikatøren også havde åbnet en lokalavis, været til et af de ufatteligt mange velbesøgte vælgerarrangementer rundt om i landet, gået på strøget i stort set hvilken som helst provinsby og talt med kandidaterne selv, eller set TV med nyheder uden for den småironiske spinverden. Men det er måske ikke rigtig kommunikation, hvis det ikke findes i Fitness World og på Facebook - og i København, selvfølgelig...