”I min kommunikationsbog er der et før og et efter Trump”

Hvad kan professionelle kommunikatører lære af Trump? I hvert fald at gentagelser virker, og at man skal være tro mod sit ’purpose’, lyder det i dagens episode af ’Budskab’

Om seks dage må Donald Trump se demokraten Joe Biden blive indsat som USA’s nye præsident. I den forbindelse kan kommunikationsfolket med fordel overveje at opdatere deres faglige værktøjskasse – sådan lyder det fra Mads Byder, stifter af Help PR, i dagens episode af ’Budskab’.

”I min kommunikationsbog er der et før og et efter Trump,” siger han.

Han har især noteret, at Trump har været dygtig til at bryde igennem lydmuren, blandt andet ved at gentage sig selv.

”Jeg rådgiver tit diverse direktører i gentagelsens kraft, at du skal blive ved med at gentage dine budskaber igen og igen og igen. Det står på side et i kommunikationsbogen, og det har Trump gjort,” siger Mads Byder.

Han mener også, at Trump har været meget konsistent i at kommunikere sit ’purpose’, altså hvad der er formålet med at vælge ham som præsident.

”I dag køber kunder fra brands, som er tro mod deres purpose, det sidder jeg rigtigt meget med i dagligdagen,” siger Mads Byder, som blandt andet rådgiver IKEA og SevenEleven.

Han understreger, at han ikke vil rådgive sine kunder til at kommunikere gennem angst og fjendebilleder, som Trump har gjort.

”Men han starter det hele med at gå i kampagne med ’Make America Great Again’. Det er et billede af, at vi står helt ude ved afgrunden, og hvis ikke I vælger mig, så begynder vi at ryge nedad,” siger Mads Byder.

Og det kan han bruge i sin rådgivning af både brands, personer og virksomheder i en tid, hvor ’vi bliver bombarderet’ med kommunikation.

”Man bliver nødt til at gøre det meget sort-hvidt for at komme igennem med et budskab,” mener Mads Byder.

Fjendebilleder har konsekvenser

Henrik Kjerrumgaard, stifter af White Cloud, ser også Trump som et ’bevis’ på, at gentagelse virker.

Men han mener først og fremmest, at Trump har lært os om ’skadelige effekter’ ved at kommunikere gennem angst og frygt. Derfor kalder han på en klar etik hos kommunikationsfolk.

”Det, vi kan lære af Trump, er, at vi som kommunikatører har nogle værktøjer i værktøjskassen, som vi skal tænke over, om man skal bruge, hvordan man skal bruge, og hvad konsekvenserne af at bruge dem er,” siger Henrik Kjerrumgaard.

Han mener, at Trump har taget kommunikation ved brug af fjendebilleder og angst til en ekstrem.

”Det at bruge angst, fjendebilleder og frygt har konsekvenser, for det lagrer sig i befolkningen,” siger han.

Heller ikke Mads Byder vil tage alle Trumps kommunikationsgreb i brug. Men han ville være en dårlig kommunikationsrådgiver, hvis ikke han har Trumps metoder i baghovedet, mener han.

”Vi har altså en amerikansk præsident, som for det første er blevet valgt, og som derefter har mobiliseret et stort antal vælgere. Det er jo ikke med store tal, han har tabt denne gang, og selv op til indsættelsen formår han stadig at være den mest kommunikerende og mest citerede, selv om der er en ny præsident lige om hjørnet. Så der er jo et eller andet, han formår.”

0 Kommentarer

Læs også

Podcast: Dorph vinder med sin offensive kommunikation

Ekspertens dom: Dorph vinder og TV 2 taber

07. JANUAR 2021
Podcast: Dorph vinder med sin offensive kommunikation

Ekspertens dom: Dorph vinder og TV 2 taber

07. JANUAR 2021