»En meget modig mand!« siger Bornholms Tidendes administrerende direktør og chefredaktør Bjarne Pedersen om klippeøens politiske høvding, Thomas Thors.
Partisk. »En meget modig mand!« siger Bornholms Tidendes administrerende direktør og chefredaktør Bjarne Pedersen om klippeøens politiske høvding, Thomas Thors.
Thors, der er regionsborgmester og socialdemokrat, mødte nemlig op med en aktionær-fuldmagt på Bornholms Tidendes generalforsamling den 23. marts – et forum befolket af lutter stålsatte Venstre-folk – og skældte den liberale monopolavis ud for at være utilladeligt enøjet og negativ.
»Avisens tilknytning til Venstre er så markant, at det er et problem. De er for ensidige i deres dækning af det politiske og har ikke øje for mangfoldigheden,« siger Thomas Thors, der mener, at avisen i særlig grad er 'negativ og utrolig kritisk' over for kommunesammenlægningen og navngivne embedsmænd i forvaltningen.
»Jeg ønsker ikke at blande mig i den redaktionelle linje, men tiden er løbet fra en avis, der kun følger ét partis linje,« siger borgmesteren.
Efter lukningen af den konservative Bornholms Avis i 1957 og den socialdemokratiske Bornholmeren i 1994, er Bornholms Tidende i dag øens eneste lokale avis.
»Jeg mener, vi dækker Bornholm bredt. Det er ikke mærkeligt, at Thomas Thors er uenig i, hvad vi skriver. Men han er stort set i avisen hver dag, så så enøjede er vi altså ikke,« siger Bornholms Tidendes chefredaktør Bjarne Pedersen.
– Svigter I ikke mangfoldigheden, hvis I kun promoverer Venstres synspunkter?
»Det gør vi mest på lederplads. Vi er et borgerligt liberalt blad, men vi er hele Bornholms avis. Vi var for eksempel de eneste, der syntes, at forliget om Bornholmstrafikken var dårligt, og det fik vi da lavet om til glæde for alle bornholmere,« siger Bjarne Pedersen.
Havde Thomas Thor regnet med indrømmelser, da han talte Venstre midt imod i løvens hule, var der ikke gevinst. Generalforsamlingen gav nemlig regionsborgmesteren håndfast tilsagn om, at Bornholms Tidende fortsætter sin kurs som hidtil.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.