Af Hans Engell, journalist, fhv. minister, formand for Den konservative folketingsgruppe.

På Christiansborg findes et udtryk: »I Logens tegn.« Bag dette kodeord gemmer sig en stiltiende, gensidig aftale mellem politikere og politiske journalister, som indebærer, at politikere kan udtale sig til medlemmer af Folketingets Presseloge – og omvendt – i fuld fortrolighed. Udtrykket anvendes ikke så hyppigt længere. Nu hedder det: »Uden for blokken« eller »det er kun til baggrund«. Men meningen er næsten den samme: Politikere, der gerne vil udtale sig, men uden at der sættes navn og adresse på. Journalister, der gerne vil have en god historie, men som ved, at historien ikke kan skrives, hvis politikerne skal optræde i fuld åbenhed. Denne trafik er der intet odiøst i eller for et parlament særpræget ved. Mange års arbejde på Slotsholmen har for længst belært mig om, at Christiansborg er det eneste hus i Danmark, hvor lyden går hurtigere end lyset.
Debatten om de anonyme kilder fik i slutningen af 1997 fornyet aktualitet. To bøger – begge forfattet af fremtrædende politiske journalister – gav anledning til megen pressedebat og selvransagelse. Den ene, skrevet af de to Berlingske-journalister, Henrik Qvortrup og Niels Lunde, indeholdt et nærgående portræt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Den anden, af Thomas Larsen, Børsens Nyhedsmagasin, om Uffe Ellemann-Jensen og Venstre.
Bøgerne har hver især mange kvaliteter og er spændende samtidshistorie. Men fokus blev i særlig grad rettet på spørgsmålet om anvendelsen af anonyme kilder. I Nyrup-bogen har de to journalister talt med flere hundrede mennesker i Nyrups omgivelser – men ingen optræder med navn.
Thomas Larsen-bogen bygger også på et stort antal kilder – alle er citeret med navns nævnelse. Thomas Larsen fik i mange anmeldelser ros for ikke at iklæde sin bog anonymitetens kåbe – mens Nyrup-bogen bl.a. fik kritik for, at ingen – på grund af de anonyme kilder – kunne fastslå, om det, der blev sagt, nu også var rigtigt eller forkert. Tilbage stod spørgsmålet: Bør politisk journalistik eller samtidshistorie skrevet af journalister baseres på åbne eller lukkede kilder?

***
Efter min opfattelse er begge dele helt i orden. Selvfølgelig. I presseloven giver både anonymitetsretten og kildebeskyttelsen journalister en lovsikret adgang til at kunne anvende anonyme kilder. Åbne kilder har en særlig styrke, fordi det derved præciseres, hvem der har sagt hvad, og giver mulighed for at vurdere udsagnene. Men man må unægtelig stille spørgsmålet, om en artikel eller bog, der bygger på navngivne kilder nødvendigvis bliver mere sandfærdig eller objektiv af den grund. Det er jeg meget langtfra sikker på.
Når det gælder den dagsaktuelle journalistik eller et samtidshistorisk værk, hvor alle hovedaktørerne er spillevende og fortsat særdeles aktive på den politiske arena, kan man ikke forvente, at alle kort lægges på bordet. Udtalelserne bliver ofte ret friserede. Det, der bliver sagt, må folk efterfølgende stå til ansvar for (hvem husker ikke debatten om Helveg-bogen og den nuværende udenrigsministers råd til den nuværende statsminister i 1992 »Gør det. Vælt Auken«).
Formentlig siger folk sandheden, som de selv oplever den, men man kan ikke regne med, at det er den fuldstændige uredigerede sandhed, der blotlægges. Omvendt gælder det de anonyme kilder – her vil tingene ofte blive sagt råt og brutalt. Det stiller til gengæld store krav til journalistens kildebearbejdelse. Kilderne kan meget vel have deres helt egen dagsorden, egeninteresser, og historiske placering, som skal plejes. Arbejdes der med anonyme kilder, stiller det store krav til sortering, krydscheckning og prioritering.

***
Danmark er et lille land. Persongalleriet af de der spiller med i den samfundspolitiske debat, er til at overskue. Det er næsten uhyggeligt, som folk kender hinanden. Derfor vil selv bøger, der bygger på anonyme kilder ofte være ret gennemsigtige. Måske ikke for den almindelige læser eller seer, men for store dele af pressen og – hvis det er en politisk bog eller artikel – for politikere. Det er ikke svært at gennemskue, hvem der har sagt hvad. Derfor kan det virke overraskende, når man efter Nyrup-bogens fremkomst læser en række offentlige vurderinger af bogens indhold og persontegninger, som distancerer sig voldsomt fra det skrevne – uanset at de pågældende formentlig selv har været blandt bogens anonyme bidragydere – og tilmed i et stemmeleje, hvor bogen nærmest er afdæmpet i forhold til det, der givetvis er blevet sagt.
Hvad er så sandheden? Det, der er blevet udtalt under anonymitetens dække, eller det der bagefter siges offentligt til aviserne? Jeg tror mere på det første end det sidste.
Nyrup-bogen fik en ganske skarp kritik på grund af de anonyme kilder – men jeg har hæftet mig ved, at når det gælder faktuelle oplysninger, er der kun i meget begrænset omfang fremkommet dementier eller rettelser. Det kan skyldes to ting: Enten at folk ikke har haft lyst til at gå ud mod forfatterne – det er bedre at lade det ligge. Eller at der ikke har været så meget at komme efter. At de to journalister rent faktisk har gjort deres arbejde og research rimelig grundigt.

***
Anonyme kilder har altid været et kendt begreb. Men det er nyt, at anonyme kilder anvendes så systematisk, omfattende og i så stort omfang. Det hænger imidlertid sammen med, at også den politiske journalistik er blevet mere ambitiøs. At den trykte presse har måttet vælge nye styrkepositioner i forhold til de elektroniske medier, som er langt hurtigere til at bringe nyheder, langt bedre til at bringe billeder og mindst lige så dygtige til at levere underholdning, stemninger og journalistiske sus som den trykte presse. Når denne nye baggrundsbeskrivende journalistik er bedst, er den virkelig god og informativ – og langt mere spændende end bevidstløse
referater af politiske taler.
Det siger sig selv, at ingen avis kunne bringe en grundig beskrivelse af, hvad der foregik i oktober, da Nyrup var lige ved at udskrive folketingsvalg, hvis der ikke blev gjort brug af anonyme kilder. Historien om, hvem der forhindrede valget – hvad skete der mellem Socialdemokratiet og De Radikale – kunne slet ikke skrives, hvis aviserne ikke havde haft samtalepartnere, der sad tæt på forløbet, men som ikke følte nogen udpræget trang til at komme i avisen med citatangivelse og portrætbillede.
Journalisterne har arbejdet med at grave historien frem. Det er deres pligt. Det får de løn for. Politikerne må på deres side afveje, om de vil være med eller ej. Ansvaret er kildernes. Det er dem, der må vurdere, om de vil bidrage til den mere analyseprægede baggrundsorientering eller ej. Pressen er hverken i regering eller opposition. Pressen er ikke medlem af Folketinget. Vi har hver vores ansvar – og opgave. Så enkelt er det. Så svært er det.