Gangsladder på Christiansborg bliver ophøjet til sandheder, og det giver medløb til en bestemt type historier, mens pressen overser andre vigtige historier. Det kan forklare, hvorfor Lene Espersen blev hængt ud som ferieminister, mens Per Stig Møller slap. Næste skydeskive kan meget vel blive Villy Søvndal.
IMAGE. Villy Søvndal er en hyggelig fyr, men han giver for mange forkerte oplyser. Per Stig Møller er kolerisk ad pommern til. Og Pia Kjærsgaard er en yderst pålidelig kilde – måske den mest troværdige i Folketinget.
Blandt journalisterne på Christiansborg har alle toppolitikerne et korridorimage som for eksempel doven, dygtig, drikfældig eller overvurderet. Og journalisterne holder ikke deres indtryk af politikerne for sig selv.
Journalisten har talt med 16 journalister og kommunikationsfolk, der arbejder – eller har arbejdet – på Christiansborg, om politikernes image blandt journalisterne. De fortæller, at gangsladderen har stor betydning journalisternes valg og vinkling af historier.
Prædikaterne glider for eksempel ind i artiklerne, når det hedder sig, at Per Stig Møller er kendt for at være en 'hidsigprop', eller at Helge Sander er 'dameglad'. Korridorimaget er også en del af forklaringen på, at udenrigsminister Lene Espersens afbud til en række møder fyldte så meget i medierne – hendes image i pressekorpset havde nemlig længe været, at hun arbejdede mindre end kollegerne.
»Når det ligger i baghovedet hos journalisterne, at Lene Espersen ikke er så flittig, så bliver det undersøgt ekstra grundigt af pressekorpset, når hun melder afbrud til et vigtigt møde,« siger Bjarne Steensbeck, tidligere politisk redaktør på Borgen for Berlingske Tidende.
Han mener, at det hører med til at være en god Christiansborg-reporter, at man trækker på sin insiderviden om politikerne.
»Det gør det lettere at vurdere, hvor stor og hvor god historier er.«
Politikernes korridor-image i pressekorpset er resultatet af en blanding af journalisternes private oplevelser, insiderviden, sladder, anekdoter og hårde fakta. Ifølge Martin Hein, journalist på Christiansborg for Nordjyske, kan man som journalist bruge korridorsnak til at sætte billeder og oplevelser på en aktuel sag.
»Når der kommer en historie frem, som passer til en personlig oplevelse, journalisterne har haft, bruger de det som indgang til historien. Dermed får alle journalisterne ejerskab til historien,« siger han og henviser til ikke bare Lene Espersen-sagen, men også Lars Løkke Rasmussens bilagsrod. Før bilagssagen kom frem, havde pressekorpset i længere tid bemærket, at Løkke var glad for fadøl.
»Når vi var med til landsmøder, var Lars Løkke Rasmussen sjældent den, der gik først hjem. I lang tid var det slet ikke en historie, indtil bilagssagen kom,« siger Martin Hein.
De fleste journalister og kommunikationsfolk er enige om, at politikerne har det image på korridorerne, som de fortjener. Eller som Anders Fogh Rasmussens tidligere rådgiver Michael Kristiansen udtrykker det:
»Det er ikke overraskende for mig, at Lene Espersens pressesag netop handler om ferie.«
Gangsnakken er en vigtig kilde til historier, og prædikaterne sætter kulør på den politiske journalistik, lyder forsvaret. Problemet er, at det ofte er umuligt at efterspore kilden til informationerne, siger Martin Hein fra Nordjyske.
»Meget af det er jo fornemmelser og vonhörensagen, der ikke kan verificeres.«
En journalist, der tidligere har arbejdet på Borgen i en årrække, mener, at pressen skal bruge korridorsnakken med større forsigtighed.
»Som journalister er vi gode til at tage en lille detalje og blæse den op. Men vi skal passe bedre på. Vi ved jo ikke, om en minister, som bliver opfattet som lidt doven, sidder derhjemme og arbejder til klokken 23 om aftenen.«
Ofte har læserne ingen chance for at vurdere informationernes holdbarhed – det gælder også det trænede øje.
»Når jeg læser avisen, tænker jeg også tit "Hvem har dog sagt det, hvor har de det fra?" Det er umuligt at vide, fordi det kommer fra anonyme kilder,« siger Kim Kristensen, journalist på Ritzaus Christiansborg-redaktion.
Han mener, at det er op til journalisternes egen moral, hvordan de bruger korridorsnak journalistisk. På Christiansborg hører man som journalist nemlig mange ting, men ikke altid fra førstehåndskilder.
»Folk har i årevis talt om Per Stig Møllers hidsige temperament. Han går åbenbart amok, hvis han skal vente for længe på sin bagage i lufthavnen. Men jeg har ikke selv oplevet det, og jeg kender heller ikke andre, der har,« siger Kim Kristensen.
Før Lene Espersen fik prædikatet 'charterdronningen' gik hun blandt journalisterne under øgenavnet otte-til-fire-ministeren, fordi hun tog tidligere hjem end andre ministre. Men udenrigsministeren er ikke den eneste med image som mindre arbejdsom.
Det gælder – med rette eller urette – også Naser Khader og Henrik Sass Larsen. Det har pressen bare ikke fundet anledning til at komme frem med endnu.
Om erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen var historien længe, at han var gladere for golf og jagt end forlig og folketing. Når journalisterne ringede op, var der tit fuglefløjt i baggrunden. Siden afslørede B.T., at Bendt Bendtsen havde deltaget i 33 jagt- og golfrejser betalt af blandt andre Danfoss og Danisco. Bendt Bendtsen, som i dag er medlem af Europa-Parlamentet, afviste anklagerne.
Farums iderige borgmester og medlem af Folketinget, Peter Brixtofte, er det mest klassiske eksempel på en politiker, hvor journalisterne længe havde mistanke om, at der var noget galt. Han havde i længere tid virket beruset, når han talte med pressen. Hans rødvinsforbrug blev startskuddet til Brixtofte-sagen i B.T., der kostede Brixtofte hans politiske liv og en tur i spjældet.
I en kategori for sig er politikere, der i en periode har været meget vellidte blandt journalisterne, men som siden er faldet i unåde. En journalist har for eksempel overværet en gruppe kolleger i Snapsetinget tale om, at Birthe Rønn Hornbech generelt havde haft for let spil i pressen. Det generede dem, at hun som person var meget arrogant. For eksempel bad hun spidst journalisterne om ikke at ringe hende op, hvis de ikke havde gjort deres hjemmearbejde. Gruppen af journalister blev enige om, at der var sat i banken til, at ministeren fortjente en "ordentlig tur" i mediemøllen. Og det fik hun.
Det er ifølge en journalist et vilkår, at hvis en politiker i en periode er blevet bygget positivt op i pressen, så efterfølges det ofte af en periode, hvor der er flere gode historier i at rive vedkommende ned.
Den næste mediedarling, der bliver ofret, kunne meget vel blive SF's Villy Søvndal, lyder det fra flere journalister på Christiansborg. Efter flere år med medvind fra pressekorpset er der en stemning af, at Villy Søvndal er sluppet for let om ved det. Journalisterne indrømmer, at Villy Søvndals hamskifte fra grå marginalpolitiker til humoristisk oppositionsleder har været en god historie. Men han har ifølge journalisterne ikke nok styr på fakta.
Det stod klart, da han overdrev antallet af plejehjem, han havde besøgt under valgkampen, og da han kritiserede regeringen for at skære 24 milliarder kroner på kommunerne, selv om det rigtige tal "kun" var fire milliarder kroner. Næste gang det sker, risikerer han at få prædikatet talblind.
Pia Kjærsgaard er nok den politiker, hvis korridorimage er mest forskelligt fra hendes image i offentligheden. Meningsmålinger viser, at befolkningen anser hende for at være en af de mest utroværdige folketingspolitikere. Men i pressekorpset er hun uhyre vellidt. Hendes korridor-image vil vide, at hun er en politiker, journalisterne lytter til og stoler på. Men den dag, hun mister magten, vil medierne flyde over med saftige korridoreksempler på Pia Kjærsgaards hårde ledelsesstil og hadet blandt hendes politiske modstandere.
Partiernes kommunikationsfolk ved om nogen, hvor vigtigt det er med politikernes image på gangene. Hvis de kan dreje en aktuel sag eller opfattelsen af en person i en lidt mere negativ retning, giver det måske bonus i meningsmålingerne på længere sigt.
»De prøver jo ikke at fremstille Per Stig Møller som dum. Den hopper pressen ikke på. Men måske kan man få dem til at se ham som en besserwisser,« som en journalist forklarer.
Ida Ebbensgaard har været pressechef for klima- og energiminister Connie Hedegaard og er nu vært på DR2 Udland. Hun siger, at politikernes image i pressekorpset har stor betydning for, hvor journalisterne ser efter historier.
»Det er jo selvfølgelig sjovere at grave der, hvor man tror, at der er noget at komme efter. Og når skandalerne kører, kommer der et bestemt lys på alt. Der er måske ikke noget i vejen med den enkelte histories objektivitet, det handler mere om, hvad journalisterne vælger at belyse. Og så kan én politiker komme til at tage flere tæsk end andre.«
For eksempel var der ingen, der undersøgte, hvor ofte Per Stig Møller meldte fra til møder som udenrigsminister – han var jo ikke kendt for at være doven – indtil Mandag Morgen i begyndelsen af august kunne afsløre, at han som udenrigsministeren havde meldt afbud til hvert tredje EU-møde.
Ifølge Mandag Morgens chefredaktør, Erik Rasmussen, har Lene Espersen-sagen været styret af journalisternes fordomme.
»Behandlingen af Lene Espersen har intet med kritisk journalistik at gøre. Kampagnen bygger mere på fordomme, fornemmelser og selvskabte sandheder end på saglig dokumentation.«
Han mener, at journalisterne har mistet al individuel kritisk sans og ladet sig rive med af stemningsjournalistik.
»Fordomme har spærret for udsynet, og man er gået efter en historie hos én politiker, men ikke hos en anden,« siger Erik Rasmussen, der kalder det et skræmmende eksempel på lemmingejournalistik.
»Man kan jo spørge sig selv, om det er, fordi de går på de samme gange, spiser de samme steder og hører de samme rygter, som åbenbart bliver til sandheder.«
En politiker, der indtil nu er sluppet nådigt, fordi journalisterne ikke troede, der var noget at komme efter, er såmænd tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han havde i pressekorpset et image som kontrolleret, perfektionistisk og ufejlbarlig.
»Folk og journalister troede simpelthen ikke, at han fumlede og begik fejl,« siger Michael Kristiansen.
Faktisk var Anders Foghs korridorimage som strømlinet robotmenneske hans store styrke, siger Troels Mylenberg, politisk redaktør på Fyens Stiftstidende.
Fogh præsenterede for eksempel tidligt doktrinen "Jeg udtaler mig af principielle årsager ikke om indenrigspolitik, når jeg er i udlandet" – og den accepterede pressen.
»Som journalister holdt vi nærmest op med at stille ham indenrigspolitiske spørgsmål, når han var i udlandet. For vi havde jo fået indtrykket af, at han var en retlinet mand, som var fuldstændig principfast og ikke til hverken at hugge eller stikke i. Den var nok ikke gået for Lene Espersen,« siger Troels Mylenberg.
Lene Espersen
– ferieministeren
Kendt for at være en god kommunikator.
Men journalisterne har løbende undret sig over, hvad hun rummede politisk. Der har gennem flere år været en fornemmelse af, at hun ikke var den mest flittige på Christiansborg, og hun har længe haft prædikatet otte-til-fire-ministeren.
Hun skal vogte sig for:
At blive afsløret i at arbejde for lidt.
Lars Løkke Rasmussen
– impulsivt rodehoved
Han kan sit politiske håndværk bedre end nogen anden på Borgen. Han er en hyggelig fyr, som journalisterne synes det er sjovt at drikke en fadøl med. Men holdt op imod Anders Fogh Rasmussen er han et rodehoved og et sjuskehoved.
Han skal vogte sig for:
At virke for sjusket. Journa-listerne vil elske at skrive om nye bilagssager.
Villy Søvndal
– sløset charmør
SF's formand er vellidt blandt journalisterne på Christiansborg, der kan lide hans charmerende, piberygende facon, skægge bemærkninger og stærke citater.
Han skal vogte sig for:
At være lidt for kæk og hurtig i replikken. Han skal have styr på substansen. Mange journalister synes, han har fået lidt for meget medløb i medierne, og vil gå mere kritisk til ham.
Helle Thorning-Schmidt
– Gucci-Helle
Respekteret, fordi hun har formået at samle Socialdemokraterne og i perioder overhale regeringen i menings-målingerne. Hun har solgt Gucci-tasken for længst, men billedet af, at hun ikke er en ægte socialdemokrat, hænger ved.
Hun skal vogte sig for:
Alt, der peger på, at hun er elitær, skabsborgerlig og mere form end indhold. Sommerens historie med ingredienserne sløseri, skat og Schweiz rammer lige ned i det.
Pi
a Kjærsgaard
– vicestatsministeren
Lige så upopulær Pia Kjærsgaard er i dele af befolkningen, lige så populær er hun i pressekorpset.
Mens Dansk Folkeparti i troværdighedsmålinger som regel ender nederst, anser journalisterne hende for at være en seriøs og troværdig kilde, fordi hun kalder en spade for en spade. Og hun ved, hvilket mandat hun har til at udtale sig.
Hun skal vogte sig for:
Den dag, hvor hun mister magten. Alle journalister vil elske at skrive, at Lars Løkke Rasmussen siger "rend og hop, Pia K".
P
er Stig Møller
– kolerikeren
Velbegavet og intellektuelt tænkende, utrolig professionel. Men også kolerisk og meget temperamentsfuld, lyder beskrivelsen, som de færreste har førstehåndskilder på.
Han skal vogte sig for:
At blive for besk. Det vil være en god historie at kunne portrættere ham som en politiker, der mangler det kølige overblik under pres.
Illustrationer: Larsen et Rasmussen
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er altså op ad bakke med journalistikken.
Den gedigne journalistik kan ikke finansieres, ingen vil betale for den, DR skal så meget så den nedprioriteres, politikerne har svært at overskue de store spørgsmål, embedsmændene styrer mere og mere, de siger ikke for meget - og benytter sig af kommunikationsfolk, der sovser alt sammen til i spin som journalister så skal forholde sig til.
Vort demokrati hviler i øjeblkket på stor gennemsigtighed i en teaterverden.
Jeg kunne godt lide de sidste refleksioner om Anders Fogh Rasmussens korridorimage og det, at journalisterne ikke troede at der var noget at komme efter.
Jeg har endnu ikke fattet, hvordan nogen kunne tro på den mand.
Godt nok er jeg vokset op med Nixon som President i USA....Og jeg har vældig svært med at se hvordan en Statsminister, der vil gøre Danmark borgerlig og som besluttede sig for at sende Danske soldater til Irak og Afghanistan kunne virke troværdig. Manden opførte sig som om han var oversprøjtet med nanopartikler.
Hej,
Problemet er, at det, der set med mange Christiansborg-reporteres øjne er en god historie, ikke er det samme som "ude i virkeligheden".
Man har en tendens til at vokse sammen med kilderne på Christiansborg på godt og ondt (jeg har selv været på Borgen i halvandet år i tidernes morgen, 1991-93) og jeg synes stadig, der er en tendens til at alle mulige tekniske politiske mellemregninger bliver vigtigere for politiske reportere end frem for alt personhistorier, som mange Christiansborg-journalister nærer en indgroet modvilje mod at røre ved - her gælder "i logens tegn" sikkert stadig....:-)
vh Christian Barfoed