– foto: Lars Horn

Det er 10 minutter i åbning af kongrescenteret, og Jens Juul møder en bekendt blandt de mange fotografer, der er stimlet sammen foran indgangen.
»Nu har du forstået, hvordan det fungerer,« griner den italienske fotograf, og Jens Juul svarer bekræftende og smilende ved at give hende en fiktiv albue i ansigtet.

Hvert år i september bliver den største festival for pressefotografi, Visa Pour L’image, holdt i den sydfranske by Perpignan. Her er der udstillinger og foredrag med verdens bedste pressefotografer, og om aftenen mødes hele branchen og drikker vin til langt ud på natten. Jens Juul har været her i nogle dage, men han har endnu ikke set en udstilling eller et foredrag, og i går aftes gik han tidligt hjem. Han er her med en anden agenda.

På trods af sine snart 50 år har Jens Juul først for nyligt indledt sin karriere som fotograf. Det er første gang, han er i Perpignan, og han vil finde ud af, hvordan branchen fungerer, så han kan få sine billeder publiceret. Den klassiske måde at gøre det på er at få en aftale med et billedbureau eller et magasin, og for at få det skal de respektive billedredaktører fatte interesse for ens portfolio.

Derfor står Jens Juul ligesom 20-30 andre håbefulde fotografer foran indgangen til kongres-centeret med store fotobøger og computere under armene. Så snart indgangen åbner, går det hurtigt, for bureauerne har et begrænset antal pladser til at kigge på portfolier per dag, og man får en af de få pladser ved at være den første på bureauernes stande indenfor i kongrescenteret.

Fotografer begynder at samle sig foran indgangen til kongrescenteret, så de kan nå først op til billedbureauerne og vise deres portfolier. – foto: Lars Horn

Jens Juul tager trapperne op til anden sal i et tempo, der sikrer ham tredjepladsen i køen foran det franske billedbureau VU og får ham til stadig at hive efter vejret, da det bliver hans tur til at sige sit navn til kvinden, der registrerer tiderne. De 10 første fotografer får en plads. Der er stadig mange i køen, da den franske kvinde slår ud med armene og undskylder, at de løb forgæves. Sorteper, der lige akkurat ikke fik en plads, er en anden dansk fotojournalist. Han kom en del senere hjem end Jens Juul i går aftes.

Festivalen i Perpignan har 25 års jubilæum i år. Det er dog ikke en særlig munter tone, som festivaldirektør Jean-Francois Leroy byder velkommen med i festivalprogrammet. Han sammenligner fotojournalistikkens situation med 1989, da festivalen første gang blev holdt:

”I dag laver nogle magasiner stadig egenhistorier, men der er færre og færre af dem, og budgetterne bliver mindre og mindre. Mange billedbureauer er enten forsvundet – eller endnu værre – blevet til en skygge af sig selv. Hvad med fotografer, der tjener rimeligt på deres arbejde? Der kan højst være et par dusin af dem,” skriver Jean-Francois Leroy med henvisning til den tidskrævende dybdegående fotojournalistik, som er hjertet i hans festival.

De samme symptomer findes også andre steder i branchen. Politiken er én af de danske aviser, der traditionelt har satset mest på fotojournalistikken, og den bruger stadig ressourcer på store fotoreportager, men fotochef Thomas Borberg fortæller, at hans budgetter i dag er væsentligt mindre, end de var for fire år siden.

De store billedbureauer finder i højere grad deres indtjening ved at undervise, fordi pengene i at sælge fotos ikke længere rækker. Forstander på fotojournalistuddannelsen Søren Pagter fortæller, at et af de mest prestigefyldte internationale billedbureauer, Noor, er ivrige efter at lave en fast aftale om kurser på skolen.

Der er også kunder til kurserne, fordi der ”mærkeligt nok”, som Jean-Francois Leroy skriver, er flere end nogensinde før, der gerne vil være fotografer. Ansøgningerne til fotojournalistuddannelsen de seneste 10 år har også været stigende, siger Søren Pagter:
»Alle vil gerne lave noget, hvor de udtrykker sig selv. Hvad enten det er arkitektur, design, film eller noget andet. Det er alt sammen det samme. Forskellen er, at fotografi er det mest demokratiske medie, du har. Alle kan umiddelbart tage et billede. Alle kan ikke tegne eller skrive. Du kan give et gadebarn et kamera, og hvis det tager nok billeder, skal man nok kunne vælge nogle gode ud,« siger Søren Pagter.

Alle med en smartphone kan også tage et billede, og i og med at så mange gør det, og så mange har godt udstyr, så eksisterer der ikke længere professionelle fotografer. Det kom Marissa Meyer, der er administrerende direktør for Yahoo, som ejer billeddelingstjenesten Flickr, til at sige i en spørgsmål-svar seance i maj måned.
Udtalelsen skabte så meget postyr blandt fotografer, at hun efterfølgende undskyldte og sagde, at det ikke var det, hun mente. Men dødsdommen fra internetgiganten hænger stadig over branchen.

Én af dem, der gerne vil være fotograf, er Jens Juul. Den 49-årige københavner var først kunstmaler og fik senere et job som grafiker i reklamebranchen. I 2010 begyndte han at fotografere langtidsindsatte i danske fængsler.
»Jeg havde brug for at lave noget, der gav mening for mig. Fængselsprojektet er drevet af nysgerrighed. Vi hører så meget om kriminalitet, men lige så snart de modtager deres dom og ryger ind bag murene, så hører vi intet til dem, selv om vi bruger mange milliarder på systemet. Jeg ville gerne undersøge, hvad det gør ved mennesker at sidde i fængsel i lang tid,« siger Jens Juul, der ikke lader sig skræmme af udsigterne i branchen.

»Det handler ikke om de andre. Det handler om mig. Det kan godt være, at der er stor arbejdsløshed inden for fotografi, journalistik, arkitektur eller alt muligt andet, men man skal gøre det, man har lyst til,« siger Jens Juul.

Jens Juul har en fortid som kunstmaler og grafiker i reklamebranchen. I 2010 begyndte han at fotografere langtidsindsatte i danske fængsler: »Vi hører så meget om kriminalitet, men lige så snart de modtager deres dom og ryger ind bag murene, så hører vi intet til dem, selv om vi bruger mange milliarder på systemet. Jeg ville gerne undersøge, hvad det gør ved mennesker at sidde i fængsel i lang tid.« – foto: Lars Horn

Da han besluttede sig for at blive fotograf, måtte kernefamilien skille sig af med bilen. Han blev udlært som voksenlærling for et lille år siden og kan i dag få det til at løbe rundt med det, han selv kalder »rugbrødsarbejde«, hvor han tager portrætbilleder for både private og firmaer. Hjerteblodet ligger i hans egne fotojournalistiske projekter, som han gerne vil leve af på længere sigt.

Hos det franske billedbureau VU starter det ikke godt:
»Du ved, det er umuligt at sælge sort-hvid billeder for bureauer,« lyder den første reaktion fra billedredaktøren, så snart Jens åbner æsken med de store print af hans billeder.

Hun bladrer dem alligevel igennem med en gennemsnitlig tidsramme på tre-fire sekunder per billede. Med kold fransk accent gør hun Jens opmærksom på, at hun ikke bryder sig om et billede af gården i Vestre Fængsel:
»Det er et af mine favoritbilleder …« prøver Jens Juul, der hurtigt bliver stoppet af den franske billedredaktør:
»Du kom her for at høre min mening.«

Hun kan ikke lide billeder, der er for tæt på, og hun kan ikke lide sort-hvid. Det er ellers kort sagt de træk, der går igen i Jens’ billeder.
»Det var ikke så opmuntrende,« opsummerer han efterfølgende.

Sådan en omgang skal tages med forbehold, siger Berlingske-fotograf Thomas Lekfeldt. Da han første gang var i Perpignan i 2007, viste han også en billedserie til VU:
»De spurgte mig, hvorfor jeg overhovedet viste den til dem, og de sagde, at jeg aldrig ville få den solgt. Det endte med, at de selv solgte den nogle år senere,« fortæller han.

Fotografen Rafael Fabrés kalder det en del af spillet. De seneste to år har den 31-årige fotograf rendt rundt i kongrescenteret i Perpignan med sit portfolio i hånden. I år er han steget i graderne, og han er blevet udvalgt som én af 21 fotografer, der har fået lov til at udstille på festivalen. Dét er det fineste selskab, man kan komme i hernede.
»Det er meget vigtigt at kunne sælge sine fotos. Nogle gange har man det ad helvede til efter et portfolio-review, men det handler om at være så objektiv som mulig omkring det og ikke tage det personligt,« fortæller spanske Rafael Fabrés.

Han fik sin fotografkarriere på skinner, da han flyttede til Haiti efter jordskælvet i 2010. Han havde fået et tip om, at bureauet Getty Images var interesseret i arbejde derfra, og sådan fik han en indkomst til at hænge sammen, indtil verdensordenen ændrede sig.
»Jeg tog en chance ved at flytte til Haiti, og det fungerede, indtil det arabiske forår tog mediernes opmærksomhed væk fra Haiti. Jeg blev nødt til at flytte, og det blev mange af mine kolleger også,« fortæller Rafael Fabrés.

I dag bor han i Rio i Brasilien, hvor der er masser af interesse fra verdenspressen på grund af det kommende VM i fodbold og efterfølgende OL. Udstillingen i Perpignan handler om myndighedernes indsats i Rios favelaer (slumkvarterer). Den historie har han fået publiceret blandt andet ved hjælp af de kontakter, han har fået de tidligere år i Perpignan:
»Jeg tror ikke, det handler om at lave egentlige aftaler eller kontrakter hernede. Det handler om at få skabt nogle kontakter, så redaktører har et ansigt på den mail, man sender,« siger Rafael Fabrés.

At få en redaktør til at huske ens ansigt kan være udfordring nok i sig selv. Jens Juul tager elevatoren op til 7. sal, som er cafeen i kongrescenteret. Her foregår den mere uformelle del af spillet om redaktørernes opmærksomhed. Han når ikke at tage den første tår af sin kaffe, før han rejser sig op og spørger en forbipasserende, om hun kan udpege Gina Martin fra National Geographic, som han er blevet anbefalet at tale med. Det kan hun. Der står allerede en del mennesker om hendes bord, men ligesom Jens Juul bliver de heller ikke inviteret til at sætte sig ned.
»Jeg er ked af det, men jeg har lovet mig selv i år, at jeg ikke ville kigge på portfolier,« siger hun.

Hun fortæller efterfølgende til Journalisten, at hun i virkeligheden ikke er redaktør, men ansat til at sælge National Geographics’ billeder videre. De sidste mange år har hun alligevel kigget på fotografernes billeder og givet dem gode råd.
»Inden denne dag er ovre, har jeg nok afvist de første 50 fotografer, men det er ok. Jeg siger altid til dem, at de skal arbejde hårdere, så hvis de ikke spurgte mig, gjorde de ikke deres arbejde ordentligt.«

Jens Juul på bureaujagt i kongrescenteret. – foto: Lars Horn

Der findes også fotografer, der melder sig ud af spillet. Italienske Pier Casotti vil ikke engang mødes på festivalens netværkscentral nummer et, Café La Poste. Det er ellers her, alle mødes, og her, der bliver konsumeret vin i spandevis til den tidlige morgen.

»Jeg bryder mig ikke om det sted,« fortæller han, og det handler mest om folkene, der er der:
»Jeg er desillusioneret i forhold til branchen. Det hele handler om, at man skal gå og tigge til billedredaktørerne, som opfører sig som guder, der er ligeglade med, om man har ventet tre timer på at vise sine billeder,« siger Pier Casotti.

Grunden til, at han alligevel er i Perpignan, er, at han sælger kopier af sin egen-publicerede fotobog fra en cafe et andet sted i byen. Siden 2009 har han brugt sammenlagt seks måneder på Østgrønland for at fotografere historien om den ekstremt høje rate af selvmordsforsøg blandt unge. Efterhånden som historien udviklede sig, og han selv fik venner, der begik selvmord, besluttede han sig for, at han ikke ville afgive kontrol over publiceringen til andre.

»For det første ville jeg nok ikke kunne få et forlag, fordi jeg ikke er et stort navn, jeg gider ikke gå rundt og tigge, og jeg tager ikke den slags billeder, som folk hernede kan lide. Billederne i bogen er heller ikke fantastiske – de er gode, men de er ikke fantastiske. Derudover så ville et forlag altid tage udgangspunkt i økonomien. Jeg ville have, at det her projekt skulle tage udgangspunkt i historien,« fortæller Pier Casotti. Han har fået trykt 450 bøger med titlen Sometimes I Cannot Smile. Når han får solgt 350 bøger, er trykkeriudgifterne dækket. I dag har han solgt omkring 150 bøger.

På 7. sal i kongrescenteret er der kommet flere redaktører og flere håbefulde fotografer. Stort set alle bordene i det aflange cafelokale er nu optaget af hver sin internationale publikation. De sidder alle med festivalens røde keyhanger om halsen og med blikket rettet koncentreret mod billederne på bordet, mens de nikker forstående til fotografernes forklaringer.

Pladsen mellem bordene er blevet så trang, at man skal undskylde sig vej frem for at komme igennem med et portfolio på cirka 50 gange 50 centimeter, som det Jens Juul bærer rundt på. Temperaturen stiger tilsvarende med menneskemængden, og et par af Jens Juuls visitkort smelter fast til hans plastiktaske.

Fotograferne står i kø til de forskellige redaktører. Nogle redaktører nærmest tigger fotograferne om at opløse køen, da deres kalender er booket op. En anden laver et nummersystem, så folk ikke behøver stå og vente. Jens Juul når et godt stykke ind i en af de længste køer til en New York Times-redaktør, inden hun opløser den med beskeden om, at hun skal til frokost og ikke har tænkt sig at vende tilbage.

Jens Juul behøver ikke spise frokost, han har fået »en god stor morgenmad«, som han siger. I stedet skifter han over til køen til magasinet Days Japan.
»Jeg ved bare, at hvis jeg kommer hjem, og jeg finder ud af, at New York Times eller Days Japan har været her, uden at jeg har forsøgt at snakke med dem, så vil jeg gå rundt og slå mig selv i hovedet.«

Kø foran billedbureauet VU, som kun har tid til at se 10 portfolier per dag.  – foto: Lars Horn

Japaneren fortrækker ikke en mine og siger ikke et ord, mens hans bladrer igennem billederne med en rate på under et sekund per billede. For første gang nævner Jens Juul den Sony World Photography Award, han vandt i foråret for bedste portræt. Det er en ret stor pris, og Sony er jo japansk, som Jens Juul efterfølgende ræsonnerer, men japaneren fortrækker stadig ikke en mine. Han stopper op ved et billede af en nøgen gammel dame, der sidder på et spisebord, og noterer noget i sin blok ud for nummeret 19. Hans assistent tager et af Jens Juuls visitkort, der stadig er intakte, og skriver 19 på det. De vil sende en mail, når de kommer tilbage til Japan.

De samme teknologiske fremskridt, som presser magasiner og bureauer, åbner også nye døre for fotografer. Både italienske Pier Casotti og spanske Rafael Fabrés har gjort brug af crowdfunding til at dække dele af deres udgifter. De har begge brugt Emphas.is, som er en hjemmeside, der laver crowdfunding kun til undersøgende fotojournalistiske projekter. Over 6.000 mennesker har været med til at finansiere 50 fotojournalistiske projekter med budgetter på op til over 20.000 dollar.

»Sammen ødelægger vi en hundrede år gammel mediemodel, hvor 0,1 procent kontrollerer, hvad 99,9 procent kan se i nyhederne. Med Emphas.is sætter du dagsordenen,« lyder speakerstemmen i introvideoen, når man går ind på hjemmesiden. Her bliver der også nævnt et par eksempler på fotojournalistiske projekter, som medierne først havde afvist, men som de efterfølgende gerne ville have, da projektet var blevet gennemført med finansiering gennem Emphas.is.

Forretningsmodellen og ideen er, at folk ikke længere får de dybdegående historier, de gerne vil have, i medierne. Derfor er de parate til selv at betale for at få dem lavet. Man behøver ikke begræde de traditionelle mediers problemer, fortæller Brian Storm, der er stifter og ejer af firmaet Mediastorm:
»Det er bare godt for uafhængige, at traditionelle medier laver færre dybdegående historier. Det gør, at folk sulter efter det. Når vi laver et projekt, er der en million mennesker, der går ind og ser det,« fortæller Brian Storm.

Han er uddannet fotojournalist og har skabt sig en karriere ved at udvikle multimediefortællingen. Han har tidligere været vicedirektør i det store billedbureau Corbis, og før det var han multimedieansvarlig i internettets spæde start på den amerikanske hjemmeside MSNBC.com. Mediastorm har også haft succeser med crowdfunding, men en stor del af firmaets indkomst kommer fra det arbejde, de laver for virksomheder og organisationer, der hyrer dem til at lave fotojournalistiske multimediefortællinger om deres sag eller virksomhed:
»Vi går til opgaverne som fotojournalister. Det vil sige, at vi ikke har et manuskript over, hvilken historie vi vil fortælle. Vi fortæller den historie, vi ser,« siger Brian Storm.

Det er specielt ngo’er og non-profit-organisationer, der hyrer Mediastorm til at lave journalistiske historier. Brian Storm fortæller, at de eksempelvis lavede en film fra Laos for ngo’en MAG, der arbejder med at fjerne landminer. Da filmen blev vist til en fundraiser-event i USA, blev der samlet 10 gange så mange penge ind, som den havde kostet at producere.
»Den autentiske historiefortælling er efterspurgt, og for at det skal være autentisk, kræver det også, at vi holder vores principper højt, men vi har ikke haft nogen store uoverensstemmelser i de otte år, vi har lavet det.«

Brian Storm medgiver, at forretningsmodellen gør, at der kun kommer fokus på de sager, som firmaer eller organisationer vil betale for. Derfor bruger Mediastorm noget af overskuddet på selv at udgive historier om emner, som de mener er vigtige. Det var tilfældet med historien Intended Consequenses, der handler om voldtægtsofrene for folkemordet i Rwanda, der endte med at vinde en Dupont-pris, som er en af de mest prestigefyldte priser til ikke-skreven journalistik.

Hos standen for Getty Images har de hørt om Jens Juuls pris for bedste portrætfotografi.
»Det er en pæn karrierekurve, du har haft indtil videre,« indleder Tom Tramborg, der er nordisk chef og i gang med at opbygge et dansk kontor.

Getty fremstår som det bureau, der er mest fremme i skoene i kongrescenteret. De har seks fladskærme kørende med deres billeder og tre bowler med bolsjer. Nærmeste konkurrent har kun et par skærme og en enkelt bowle. Tom Tramborg, som skal kigge på Jens Juuls billeder, har en skjorteknap mere åben end gennemsnittet på kongressen, og der sidder et par Ray-ban pilotbriller i skjorteåbningen. Selv om han også har set masser af portfolios, har han ikke specielt travlt:
»Vi har al den tid, du skal bruge,« fortæller han Jens, og tidsintervallet per billede ligger langt over 20 sekunder.
»Det her billede har jeg set før. Jeg både elsker og hader den detalje, at hånden lige dækker over ”wild” i tatoveringen ”Born to be …”. Det viser, at det ikke er tilrettelagt,« siger Tom Tramborg.

Han kan sagtens se Jens Juul blive tilknyttet bureauet som freelancer, og de aftaler at mødes, når de kommer hjem fra Perpignan.
»Det er ikke en fribillet. Det er et meget lille nåleøje at slippe igennem. Vi snakker med mange hundreder af fotografer på sådan en festival, og det er kun en håndfuld, vi laver aftaler med,« forklarer Tom Tramborg efterfølgende til Journalisten.

Agent på engelsk med fransk accent:
»Du ved, det er umuligt at sælge sort-hvid billeder for bureauer.«
Jens Juul: »Det er et af mine favoritbilleder …«
Agenten afbryder: »Du kom her for at høre min mening.«

Billede 1 og 2 er fra Jens Juuls serie Six Degrees of Copenhagen. Billede 2 og 3 er fra hans serie Indsat.