Han har offentliggjort hemmeligstemplede dokumenter om kommunistpartiets top og interviewet systemkritikere, der er jaget af den kinesiske regering. For udenrigskorrespondent Martin Gøttske er det ikke ualmindeligt at blive afhørt af politiet.

Drømmejobbet
I en ny serie tegner Journalisten en række portrætter af journalister, fotografer og kommunikatører, som har fulgt drømmen om ”verdens bedste job” helt til dørs.

Hvorfor har du ikke bare et 8 til 16 job?
Jeg har været fascineret af landet, lige siden jeg var 10 år gammel, hvor min far var på forretningsrejse i Kina. Han kom hjem med en parlør fuld af mærkelige tegn, og jeg sad og bladrede opslugt i den. Jeg har altid gerne villet lave det, jeg laver nu.

Hvad handlede din seneste artikel om?
Det var et interview med en kinesisk advokat, der er kendt for at arbejde med politisk følsomme sager. I forbindelse med de anonyme opfordringer til jasmin-demonstrationer mod styret i Beijing i foråret forsvandt han og flere andre advokater. De blev fængslet, slået, truet, frarøvet søvn og i nogle tilfælde også tvangsmedicineret af myndighederne. Indtil videre er min kilde den eneste, der har turdet tale om det. Han følte, at styret havde vundet, hvis han tav.

Hvad er den bedste oplevelse, du har haft gennem dit arbejde?
At jeg er kommet i kontakt med nogle mennesker, som kæmper for at bryde ud af de bokse, mange kinesere lever i. Det er fascinerende at tale med studerende, aktivister og systemkritikere, som løber en kæmpe risiko.
En af de mest imponerende kinesere, jeg har mødt, hedder Huang Qi. Første gang jeg interviewede ham, var i 2008, hvor han havde været i fængsel i fem år. På kroppen havde han ar efter tortur, men alligevel var han humoristisk og sagde, at det værste, han var blevet udsat for, var hot pot-(lækker kinesisk ret, red,)tortur. Her havde fængselsinspektøren inviteret de andre fanger til spisning, mens han skulle kigge på. Det, der imponerede mig, var, at han stadig var optimistisk og villig til at kæmpe videre, og han mente, at han havde fundet ud af, hvordan han kunne gøre det uden at blive taget igen. En uge efter blev han atter fængslet og først løsladt i sommer. Sådan en mand kan få en til at føle sig ufatteligt lille.

Hvad er den værste oplevelse, du har haft gennem dit arbejde?
Jordskælvet i Sichuan-provinsen i starten af 2008. Jeg tog dertil en uge efter skælvet. Der var ekstremt mange skoler, som var blevet pulveriseret, og mange mente, at de var faldet sammen, fordi de lokale politikere havde puttet penge i deres egne lommer i stedet for at bruge dem på at bygge solidt. Myndighederne var ikke interesseret i, at de lokale udtalte sig til medierne, så derfor var flere af dem blevet arresteret, truet og tæsket, mens deres børn lå begravet under ruinerne. Denne blanding af naturkatastrofe og myndighedssvigt var virkelig ubehagelig at være vidne til.

Du har skrevet en del om den kinesiske regerings vold og magtmisbrug. Har det givet dig problemer?
Jeg har været ude for, at politiet har standset mig tre gange på en dag for at se mine papirer. Ofte bliver jeg hevet med på politistationen, hvilket er en form for chikane. Her bliver jeg råbt og skreget af, beskyldt for alverdens ting eller mistænkt for at være taiwansk spion, indtil politichefen erkender, at det ikke gavner myndighedernes image, og inviterer på middag.

Første gang jeg blev anholdt, var jeg selvfølgelig ekstremt nervøs. Det skete i år 2003, hvor jeg sammen med en italiensk fotograf var taget ud for at skrive om en ny jernbaneforbindelse, som på det tidspunkt var ved at blive bygget til Tibet. Betjentene satte mig ind i et rum med tremmer for vinduerne og afhørte mig i 12 timer, hvor jeg påstod, at jeg var turist. Det, der gjorde mig nervøs, var, at jeg ikke vidste, hvad det ville ende med, men heldigvis blev vi sluppet løs igen.

Har du nogensinde måttet gå på kompromis?
Der er selvfølgelig ting, jeg udelader i mine artikler, men det er mest for at beskytte folk. Jeg har flere gange oplevet, at mine kilder er blevet fængslet eller chikaneret, kort tid efter at jeg har interviewet dem. Det er ekstremt ubehageligt.

Hvad er du mest stolt over i din karriere?
At jeg for et par måneder siden fik fat på nogle hemmeligstemplede dokumenter fra toppen af kommunistpartiet, hvor jeg kunne læse, hvordan de ønsker, at det kinesiske samfund skal udvikle sig. Det er ekstremt sjældent, at man får indblik i den slags. Hovedbudskabet var, at de udadtil ville fremstille Kina som et åbent, demokratisk land. Men samtidig ville de opbygge et mere effektivt system af informanter, gøre mere for at undertrykke kritiske røster og kontrollere udenlandske journalister samt ngo'er. Mange af tingene kunne man have gættet sig til, men det var første gang, jeg så det sort på hvidt. Dermed kunne jeg vise, at det ikke bare er et par politikere på lokalt plan, som er rådne æbler, men hele systemet.

Hvad har held og tilfældigheder betydet for din karriere?
Det har vel betydet en del. Jeg begyndte at skrive om Kina i en tid, hvor der ikke var så meget fokus på landet og langt færre journalister herude. Det ville uden tvivl være sværere i dag.

Hvilke aspekter ved dit arbejde kan holde dig vågen om natten?
Da jeg lavede historien om de hemmeligstemplede dokumenter, havde jeg en del søvnløse timer, hvor jeg tænkte over, hvad det ville betyde for mig at lække oplysninger om kommunistpartiet. Jeg forestillede mig samtalen med politiet, og at de ville insistere på at få navnet på min kilde. Men indtil videre har bekymringerne været unødvendige. Som udenlandsk journalist er man langt mere privilegeret end de lokale journalister, som kan få lange straffe for det, de skriver.

Er du nogensinde blevet flov over dig selv på jobbet?
Når jeg er endt til de her voldsomme middage med lokale embedsfolk i provinsen, hvor vi har drukket os hønefulde og sunget kinesiske sange. Det kan jeg godt blive lidt pinlig over. Men det er en del af spillet.

Hvad har været dit stolteste øjeblik?
Da jeg fik min første artikel fra Kina i Information. Ikke så meget på grund af indholdet, men fordi det lykkedes. Jeg var også rigtig stolt, da jeg fik mit journalistkort i Beijing. Jeg gik rundt med det i en snor om halsen, så mine venner til sidst blev ekstremt trætte af mig.

Hvilke bjerge er der tilbage at bestige i fremtiden?
Jeg føler stadig, at Kina er ‘bjerget', og jeg vil gerne dykke endnu dybere ned i det kinesiske samfund. Men på sigt kunne det også være interessant at besøge andre lande.

Hvilken oplevelse vil du fortælle dine børnebørn om?
Formentlig om mine mange møder med det kinesiske politi. Ofte bliver det nærmest komisk. Engang tog jeg til Indre Mongoliet sammen med en fotograf for at skrive om kulminer, som er et følsomt emne. Vi endte på politistationen, hvor politichefen råbte og skreg og konfiskerede vores billeder. Bagefter inviterede de os på voldsom druktur og spurgte, om vi ikke ville med ned og se en kulmine, hvilket var præcis det, vi var kommet efter. Fotografen tog nogle utrolige billeder. Det er det fantastiske ved Kina: Alt er umuligt og muligt på samme tid.

MARTIN GØTTSKE
• 36 år.
• Har læst kinesisk på Københavns Universitet, Freie Universitaet i Berlin, Sichuan Union University i Chengdu i Kina og Beijing Film Academy i Kina.
• Siden år 2002 har han arbejdet som journalist i Beijing og skrevet kritisk om Kinas regering, samfundsforhold og politik til Information. Han har lavet dokumentarfilm for BBC, medvirket på DR 2 og skrevet for medier i de andre skandinaviske lande, Tyskland og Italien.
• Bor sammen med sin kone og sit barn i Beijing.