search

I hælene på et helt århundrede

Han er blevet kaldt verdens ældste aktive pressefotograf og har dækket alt fra Anden Verdenskrig til opstanden i Ungarn og kongefamiliens liv gennem det meste af et århundrede. I januar døde fotograf Vagn Hansen, der ville være fyldt 100 i år. Tilbage står mindet om en fotograf, der altid sparkede heldet i røven for at få det billede, de andre fotografer ikke fik.

Der ligger en tung røg omkring hovedet på manden på billedet. Hans små øjne smiler så meget, at de næsten bare er to små streger i ansigtet, og i hans mundvig hænger en stor cigar. 

I sig selv er billedet ikke kontroversielt. Men som det hænger der på den hvide blomsterdækkede kiste under hvælvingerne i Kristkirken på Enghave Plads i København, virker det næsten blasfemisk. Smilet, cigaren og de store armbevægelser passer ligesom ikke ind her. 

»Vagn var en mand, der levede livet fuldt ud,« siger præsten, mens flere af de mange grå hoveder i kirkerummet trækker forsigtigt på smilebåndet og nikker stille frem for sig. For sådan var det lige til det sidste; der var fuld knald på pressefotograf Vagn Hansen. 

»Som fotograf havde Vagn det der i sig, der gjorde, at han aldrig gik død. Kameraet var en naturlig forlængelse af hans arm, og det gjorde ham til et kæmpe talent, der virkelig har skrevet sig ind i historiebøgerne om dansk fotojournalistik,« fortæller fotograf og redaktionschef på Scanpix Heine Pedersen. 

Vagn Hansen blev født i 1914. Det var kort før, Første Verdenskrig brød ud, og kun en håndfuld år efter at Politiken som den første avis herhjemme fastansatte en fotograf. Hans mor var blomsterhandler, hans far havde han aldrig kendt – og det lå på ingen måde i kortene, at Vagn Hansen skulle ende med at rejse verden rundt som pressefotograf. Men sådan blev det.

Efter egentlig at være blevet udlært som portrætfotograf blev Vagn Hansen i 1939 ansat som pressefotograf på Berlingske Tidende. Og fra da af og frem til få år før hans død dækkede han alt fra Vinterkrigen i Finland i 1939 over Anden Verdenskrig til de kendte og kongelige herhjemme. Særligt hans usædvanligt lange karriere har aftvunget respekt fra flere af fotograf-kollegerne. Én af dem er Jørn Stjerneklar:

»Som fotograf var Vagn jo virkelig en legende. Han har dokumenteret danmarks- og verdenshistorien gennem en hel menneskealder, og han har altid gjort det med en helt særlig simpel og umiddelbar tilgang til faget. Den tilgang kan jeg godt savne i dag, hvor meget pressefotografi ophøjes til kunst. Men Vagns billeder havde igennem alle årene noget nærmest banalt og utroligt ærligt over sig,« siger han. 

Vagn Hansen brugte sine første feriepenge fra Berlingske på at rejse til Finland for at dække Vinterkrigen mellem Finland og Rusland i 1939. Her fulgte han i flere måneder soldaterne ved fronten. Foto: Vagn Hansen / Scanpix  

I mere end 70 år var Vagn Hansen ansat ved eller tilknyttet det Berlingske Hus – først på Berlingske Tidende, og siden på blandt andet BilledBladet, som dengang var en del af det Berlingske Hus. Og selv som 97-årig kunne Vagn Hansen brokke sig over, at han mente, han fik for få freelanceopgaver fra sin gamle arbejdsgiver Ude & Hjemme, fortæller både familie og venner til Vagn Hansen.  

En af dem er journalist på Familiejournal Ole V. Hansen, der var nær ven og kollega til Vagn Hansen gennem næsten 60 år. Ofte fulgte de hinanden på reportagerejser rundt i verden, og når de kom hjem og steg ud af flyveren efter en tur sammen, var Vagn Hansens første kommentar til sin kollega altid: »Hvor ses vi næste gang?« husker Ole V. Hansen.  

»Vagn levede og åndede for det næste billede, og han gik helst ikke nogen steder uden et kamera i lommen og en cigar i munden. Heller ikke på sine gamle dage. De to ting rammer ham i virkeligheden meget godt ind: Vagn var i høj grad en livsnyder, men først og fremmest var han fotograf,« fortæller Ole V. Hansen om sin gamle ven. 

Første gang de to mødte hinanden, var til en aftenfest under filmfestivalen i Berlin i 1960, som de begge skulle dække – Vagn for Billed-Bladet, Ole for Se og Hør.  

»Jeg kan huske, at jeg så den her mand komme ind og hænge sin jakke og sit kamera i garderoben. Derefter gik han direkte om bord i buffeten og tog for sig af de gode varer, og resten af aftenen så jeg ham kun lette rumpetten, når han skulle på toilettet for at gøre plads til lidt mere mad. Men da jeg ugen efter åbnede bladene, var det alligevel Vagn, der havde fået de bedste billeder den aften,« griner Ole V. Hansen.

Skal man tro de folk, der har fulgt Vagn Hansens karriere, er episoden fra filmfestivalen i Berlin ikke et enestående tilfælde. Hverken når det gælder hans evne til at få det bedste billede eller måden, han fik det på.

Forfatter John Lindskog, der har skrevet en bog om Vagn Hansen, betegner ham som »en festabe og en ’kniv-og-gaffel-reportagefotograf’«, og også hans yngste søn, Mark Vagn Hansen, beskriver sin far som en levemand, der i løbet af karrieren fik mange unikke billeder ved aldrig at gå af vejen for en lille skarp eller et veldækket bord. 

Ét af de billeder er af Dronning Magrethe og Prins Henrik fanget i et usædvanligt løssluppent øjeblik til en fest i 1969. På billedet løfter Henrik en storgrinende Magrethe under en dans.  

De andre fotografer var for længst taget hjem, da kronprinsesseparret begyndte at danse løsluppent til en fest hos det amerikanske ambassadørpar i 1969. Men fordi Vagn Hansen havde drukket for meget champagne til festen og var faldet i søvn på sin stol et par timer tidligere, fik han som den eneste fotograf et billede af episoden, da han vågnede. Foto: Vagn Hansen / Scanpix 

»Jeg kan huske, at jeg engang spurgte min far, hvordan fanden han havde fået det billede. »Det var da nemt nok,« svarede han mig og fortalte, at han havde taget så godt for sig af champagnen til festen, at han på et tidspunkt var faldet i søvn på en stol. Da han vågnede, var alle de andre fotografer for længst gået hjem, fordi de vurderede, at der ikke var mere at komme efter. »Og så lavede de det der nummer – lige foran mig,« sagde han. Dagen efter havde alle aviserne spurgt deres fotografer, hvorfor de ikke havde det billede, som Vagn havde. Men han havde jo bare været skide heldig,« fortæller Mark Vagn Hansen, tydeligt stolt af sin far. 

I det hele taget er held et begreb, der ofte kommer op, når man taler med folk om Vagn Hansen. Nogle hævder, at han var heldig, da han som den eneste fotograf fangede dét øjeblik, hvor spaden knækker, da trafikmister Gunnar Larsen skal tage første spadestik til Rødby-Femern-ruten i 1941. Ligesom det også var held, da Vagn Hansen som den første vestlige fotograf kom ind i det kommunistiske Ungarn under opstanden i 1956, og da han i 1960’erne befandt sig i Berlin netop den dag, der blev skrevet verdenshistorie, og man begyndte at bygge muren mellem Øst- og Vesttyskland. Men spørger man fotograf Heine Pedersen, er der ikke noget, der hedder held i fotojournalistik: 

»I fotobranchen følger heldet de flittige. De heldige er dem, der ligesom Vagn Hansen er flittige og vedholdende, og som forstår at opsøge heldet. Dem med en nærmest musisk fornemmelse for situationer og andre mennesker,« siger han. 

Vagn Hansens gamle ven Ole V. Hansen giver ham ret:

»Man kan måske være heldig én gang eller otte gange, men man kan ikke være heldig 108 gange – og slet ikke hele livet. Derfor tror jeg heller ikke, det havde noget med held at gøre, at Vagn altid fik de bedste billeder. Han var så god, fordi han havde en helt særlig næse og et helt særligt blik for at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt,« siger han.  

I 1941 fanger Vagn Hansen øjeblikket, hvor spaden knækker, da den daværende trafikminister Gunnar Larsen skal tage først spadestik til den såkaldte Fugleflugtslinje. Foto: Vagn Hansen / Scanpix  

I det hele taget fremstår Vagn Hansens evne til at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt som noget nærmest mytisk og overnaturligt, der dårligt kan forklares. Selv havde han heller ikke kunnet definere det, mener Ole V. Hansen. Faktisk mente Vagn Hansen ikke selv, at han var en god fotograf, fortæller sønnen, der også er uddannet fotograf. 

»Min far syntes altid, at alle de andre fotografer var meget bedre end ham. Men man kan jo godt sparke heldet lidt i røven, sagde han altid. Og dét gjorde han virkelig,« siger Mark Vagn Hansen, der forsøgte at suge til sig af sin fars råd, da han selv uddannede sig til fotograf: 

»Engang gav han mig det råd, at hvis kongefamilien kommer kørende i karet, så nytter det altså ikke at stå lige der, hvor alle de andre fotografer også står. Men hvis du stiller dig hen til det skarpeste sving på ruten, og kareten kommer kørende i god fart, så kan du jo være så heldig, at dronningen taber hatten eller måske endda falder af vognen,« fortæller han som et eksempel på, hvordan hans far altid forsøgte at opsøge heldet. 

»Som fotograf var Vagn jo virkelig en legende. Han har dokumenteret danmarks- og verdenshistorien gennem en hel menneskealder,« siger fotograf-kollega Jørn Stjerneklar. Her har Vagn Hansen fanget et billede af kongefamilien på prins Joakim og kronprins Frederiks første skoledag i 1976. Foto: Vagn Hansen / Scanpix 

Mark Vagn Hansen arbejdede som fotograf i 14 år, men ifølge ham selv lærte han aldrig at tage billeder som sin far. Og det var bestemt ikke altid nemt at være den søn, der skulle forsøge at træde i den store Vagn Hansens fodspor, fortæller han:  

»Min far var en rigtig hård læremester, og det var svært at leve op til ham som fotograf. Han kunne sige til mig: »Mark, du er ikke født som pressefotograf. Du kan lære at lave billeder, men du kan ikke lære at se.« Og det havde han jo ret i,« siger efternøleren af tre sønner, Mark Vagn Hansen, der i dag er 52 år og arbejder som sikkerhedsvagt. 

Ét af de billeder, som Vagn Hansen – trods beskedenheden – selv var mest stolt af at have taget, er også et billede, der har gået verden rundt. Det forestiller en kun 16-årig pige med en maskinpistol under opstanden i Ungarn i 1956. 

Vagn Hansens billede af den kun 16-årige ungarske pige Erika hænger i dag på nationalmuseet i Ungarn. Det blev taget under den ungarske opstand i 1956, og efterfølgende fandt man ud af, at den unge pige blev dræbt kort tid efter billedet var blevet taget. Foto: Vagn Hansen / Scanpix    

Som de første vestlige pressefolk var Vagn Hansen og en journalist sluppet ind i det hermetisk lukkede kommunistiske Ungarn, netop som opstanden mod russerne var på sit højeste. Metoden: Et flot indbundet vinkort hugget fra en østrigsk beværtning og præsenteret som et diplomatpas for grænsevagterne. 

»Hvis der skulle brydes en lille lov eller to for at komme ind et sted og tage et billede, så gjorde min far det. Det tog han ikke så tungt – bare han fik billederne,« griner sønnen Mark Vagn Hansen.

Episoden i Ungarn var hverken første eller sidste gang i karrieren, Vagn Hansen tog kreative metoder i brug for at få et billede, som ingen andre fotografer fik. Og det var ikke så almindeligt dengang, fortæller John Lindskog, der brugte mange timer sammen med Vagn Hansen, da han i 2004 skrev en bog om ham.

»Vagn var fræk som en slagterhund i sin kamp for at få det gode billede. Dengang rettede man ellers meget ind, men det passede bestemt ikke Vagn. Autoriteter, vorherre bevares. Når han først havde udset sig et billede, skulle ingen stå ham i vejen,« siger han. 

Sådan var det også under Anden Verdenskrig, hvor Vagn Hansen som illegal fotograf flere gange satte livet på spil for et billede. Mest berømt er han for en række billeder af aggressive frikorpsfolk og sårede borgere fra gadeoptøjerne i København den 6. juli 1943.

Adskillige civile borgere blev såret under gadeoptøjerne i det indre København den 6. juli 1943, som Vagn Hansen dokumenterede. For at vække mindst mulig opsigt fotograferede han begivenheden ud gennem knaphullet på sin trenchcoat. Alligevel måtte han efterfølgende flygte til Sverige, fordi tyskerne var ude efter fotografen bag dette og andre billeder. Foto: Vagn Hansen   

Billederne fra gadeoptøjerne, der blev trykt i flere illegale blade, blev ifølge Vagn Hansens egen beretning i John Lindskogs bog taget ud gennem knaphullet på hans trenchcoat. Alligevel betød de, at han efterfølgende måtte flygte til Sverige, fordi tyskerne var ude efter fotografen, der havde taget billederne.

”Et par dage efter blev redaktør Carl Henrik Clemmensen skudt en morgen i et clearing-mord. Det kunne lige så godt have været mig. Derfor af sted til Sverige,” forklarer Vagn Hansen selv i bogen. 

Men selv om han af sikkerhedsmæssige årsager måtte bo i Sverige under resten af besættelsen, blev han ved med at rejse tilbage til Danmark for at lave reportager om de danske sabotører. Lige indtil det i 1944 gik galt. 
Vagn Hansen blev taget i en tysk razzia på vej op til et billedbureau, der lavede illegale blade. Han havde et falsk legitimationskort på sig og benægtede at være fotograf, men alligevel røg han et par måneder bag tremmer i Vestre Fængsel. Selv her tog Vagn Hansen chancen og fotograferede livet bag murene med sit kamera og den halve film, det var lykkedes ham at smugle med ind i fængslet, fortæller sønnen.

Der var en halv film tilbage i det kamera, som det lykkedes Vagn Hansen at smugle med ind i Vestre Fængsel, hvor han blev indsat under besættelsen i 1944. Den brugte han til at fotografere livet inde fra murene, selv om det kunne koste ham livet, hvis det blev opdaget. Foto: Vagn Hansen. 

»Havde de opdaget det, var han blevet skudt. Men han tog chancen, for sådan var min far. Hvis han kunne se, at han skulle derover for at få det bedste billede, så gik han derover. Og hvis han havde fået at vide, at han risikerede at blive skudt 20 gange, hvis han gjorde det – så gjorde han det alligevel. Han gik altid efter det bedste billede,« siger Mark Vagn Hansen.  

Historierne om farefulde rejser og tjubang-reportager står i kø, når Vagn Hansens karriere skal fortælles i highlights. Men verdens ældste aktive pressefotograf, som han er blevet kaldt, havde også mange andre typer billeder i bagkataloget. Vagn Hansen har portrætteret samtlige danske statsministre fra Stauning til Fogh, været med på et utal af rejser med kongehuset og fotograferet kendisser fra Karen Blixen og Dirch Passer til Cary Grant og The Beatles. Ofte kom han så tæt på sine kilder, at de i flere tilfælde også blev hans personlige venner. Det gælder for eksempel Prins Richard af Berleburg og tidligere statsminister Jens Otto Krag og hans kone, Helle Virkner. 

»Folk var altid trygge, når Vagn Hansen kom, og derfor fik han lang snor. Han havde det der gammel-københavnske over sig og var altid nydeligt klædt, beleven og høflig. Det kommer du langt med – og ofte også et stykke længere end de andre,« siger Ole V. Hansen, der betegner sin gamle ven som »et rigtigt selskabsmenneske«. 

I 1969 var Vagn Hansen på pletten med sit kamera, da John Lennon og Yoko Ono holdt jul i Thy-lejren, hvor de opholdt sig en hel måned. Foto: Vagn Hansen / Scanpix  

Sønnen Mark Vagn Hansen fortæller samme historie om sin far. Når han altså ikke lige var ude at rejse, var barndomshjemmet ofte fyldt med gæster, husker han.
»Jeg kan huske, at han altid kom hjem fra sine rejser med mægtige gaver til mig. Fra Kina, fra Afrika og fra Sydamerika. Og når han var hjemme, var der tit folk på besøg – fotografer og journalister, der alle sammen fik en lille én,« husker Mark Vagn Hansen.  

»Verdenshistorien er fortalt i Vagns liv, men det var ikke et liv præget af dybe relationer. Der var meget rejseaktivitet og meget socialt liv.«

Ordene er præstens. Vi er tilbage ved begravelsen i Kristkirken på Enghave Plads, hvor ceremonien er ved at være slut. Mange af gæsterne i det halvfulde kirkerum lader da også til at være tidligere kolleger og bekendte til Vagn Hansen snarere end tætte venner eller familie. »Ham deroppe foran, er det ham Vagns søn, som også er fotograf?« bliver der hvisket, og en anden hvisker tilbage, at: »Ja, det er vist ham. Men var der ikke noget med, at han gav op?« 

»Privatlivet var nok det ømmeste punkt i Vagns tilværelse. Der var ligesom ikke rigtig tid til det, tror jeg. Han var jo også gift fire gange – og det med stigende uheld! Det var altid vigtigere at tage et billede, end det var at komme hjem, og jeg tror aldrig, Vagn har ladet være med at tage et billede, fordi han skulle hjem og passe børn. Han var først og fremmest fotograf,« fortæller Ole V. Hansen om sin gamle ven og kollega.

Ifølge Vagn Hansens yngste søn var han en god og kærlig far. Men også han peger på, at hans far først og fremmest var fotograf: 

»Min far levede og åndede for fotografiet. Og i virkeligheden kunne han nok ikke rigtig finde ud af at holde fri,« siger Mark Vagn Hansen og tilføjer:
»Da jeg selv overvejede at uddanne mig til fotograf, spurgte jeg ham engang, om det var et otte til fire-job at være fotograf. Jeg kan huske, at han lo højt og svarede: »Nej, som fotograf møder du klokken syv og går hjem, når du er 67 år«.« 

[[nid:30760]]

Kommentarer
1
Carsten Seeger
20.03.14 04:06
Ord som daværende,
Ord som daværende, efterfølgende og såkaldte burde vel luges væk i Journalisten.
En trakikminister fra 1941 kan vel næppe fortsætte sit arbejde i dag, flugten til Sverige kom sikkert efter forseelsen og Fugleflugtslinien burde være et velkendt begreb?
Vi slap dog for i forhold tll, tak.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen