RAN. I Journalisten nummer 17 bringer I en artikel, der handler om, at DR Sjælland stjæler artikler fra blandt andet Lolland-Falsters Folketidende for at bringe dem på DR Sjællands hjemmeside.
I den forbindelse har I blandt andet talt med vores chefredaktør, Søren Knudsen, fordi han har taget initiativ til at stoppe tyveriet. Senest har han sendt regninger for godt 50.000 kroner til DR Sjælland.
I Den Journalistiske Medarbejderforening på Folketidende har vi diskuteret sagen indgående og har bestemt også en mening om DR-tyveriet.
Men hvorfor har I ikke henvendt jer til os for at få en kommentar?
Bjarne Arildsen, tillidsmand, Lolland-Falsters Folketidende
SVAR. Vi havde tre forskellige kilder – herunder en menig journalist – der kritiserede DR Sjælland for at nuppe artikler uden kreditering, samt en udtalelse fra DJ, der jo er talerør for journalisternes interesser i denne sag. Derfor mente vi ikke at have brug for flere kilder, da der også skulle være plads til, at DR Sjælland kunne forsvare sig. Netop omkring artikeltyveri er der normalt fodslag mellem medarbejdere og ledelse. •
Jakob Elkjær, redaktør, Journalisten
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.