For at komme helt tæt på et nøje planlagt æresdrab lagde tv-journalisterne Helle Sønderby og Claus Buhr kameraet væk og skrev i stedet en journalistisk roman uden en eneste navngiven kilde.

ÆRESDRAB. En septembermandag i 2005 flygtede den 18-årige pakistanske pige Ghazala Abbas ud i den tykke morgentåge på Amager. Hun håbede at kunne starte et helt nyt liv sammen med sin hemmelige kæreste, Emal Khan, som hun gerne ville giftes med. 18 dage efter flugten endte det nygifte pars drøm foran stationen i Slagelse, hvor Ghazalas bror Akhtar skød hende.

Da drabet i juni 2006 blev til en retssag, dækkede Claus Buhr sagen som reporter på TV-Avisen. Det frustrerede ham, at han kun havde halvandet minut ad gangen til at fortælle om en sag, der rummede mange lag.

»Det er det mest velplanlagte drab, jeg har dækket i de sidste 10 år. Derfor havde jeg en uhyggelig fascination af sagen, men også en dyb undren over, hvad der egentlig foregik. Hvad fik familien til at slå sit eget kød og blod ihjel for et begreb som ære? Samtidig var der en Romeo & Julie-historie. De to vidste godt, at de ville blive jagtet til deres dages ende, så hvorfor stak de alligevel af?«

Claus Buhrs interesse i sagen gjorde, at han ikke behøvede lang betænkningstid, da hans kollega og redaktionssekretær Helle Sønderby foreslog, at de to burde gå helt tæt på historien om Emal, Ghazala og hendes familie.

Det virkede oplagt for de to tv-journalister at lave en dokumentar-udsendelse, men de opgav tanken med det samme. De mange trusler, som vidner og nævninge havde været udsat for, ville gøre det umuligt at få folk til at være med på tv.

»Ghazalas familie er ganske magtfuld i Danmark og især i Pakistan. I retten så vi granvoksne mænd blive bittesmå og få galopperende hukommelsestab. Når folk er så ekstremt bange, er det svært at komme anstigende med et tv-kamera,« forklarer Claus Buhr.

Selv om ingen af dem havde prøvet det før, besluttede de sig for i stedet at skrive en bog med titlen »Bror, hvad er det du gør?«. Hurtigt fandt de ud af, at de ville formidle deres research som en roman uden at lægge kildeangivelser frem undervejs. På den måde kunne de to journalister nemlig beskytte kilderne mest muligt, siger Helle Sønderby.

»Vi kan på den måde fortælle en hel masse om Ghazala, om hvad der skete, og om hvordan familien bliver opfattet af andre, uden at vi er nødt til at sætte navn på, hvem der har sagt det. Havde vi gjort det, havde det været meget svært at få oplysninger, når alle følte sig truede.«

At arbejde sådan gjorde, at Buhr og Sønderby kom til at arbejde helt anderledes, end de normalt gør som tv-journalister.

»Jeg presser altid på for at få folk til at gå on the record med så meget som muligt. Her vidste vi på forhånd, at vi ville skrive uden at præsentere kilderne undervejs, så derfor spillede det ikke nogen rolle, at en del kilder krævede anonymitet for at medvirke,« siger Helle Sønderby.

Claus Buhr understreger, at anonymiseringen af kilderne ikke har givet de to forfattere nogen kunstnerisk frihed til at arrangere historien, som de havde lyst til.

»Tværtimod er der et endnu højere sandhedskrav til at skrive på den måde. I et tv-indslag kan jeg lade kilderne fremsætte de grimme udsagn og vaske mine egne hænder. Det kan vi ikke gøre her, hvor vi har det fulde ansvar for alt. Vi kan ikke hælde noget ekstra på, hvis vi har behov for at skrive om Ghazalas tanker, for dem kender vi ikke.«

Helle Sønderby supplerer: »Der er også masser af dramaturgi i hændelsesforløbet, som ikke passer til en klassisk roman. Vores forlægger syntes for eksempel, at det virkede helt urealistisk, at Akhtar ikke skyder Ghazala, da han halvanden time inden drabet finder parret på en restaurant i Ringsted. Men det gør han altså ikke, og det kan vi jo ikke ændre på. Heller ikke selv om vi heller ikke kan forstå det.«

Bogens fremstilling af forløbet fra Ghazalas flugt til drabet i Slagelse bygger i høj grad på afhøringerne fra retssagen samt på de beviser, de ni personer blev dømt ud fra. Men derudover har Helle Sønderby og Claus Buhr lavet 100 interview, der har sat dem ind i alt fra pakistanske familietraditioner til Ghazalas forkærlighed for mad fra en bestemt restaurant uden for den by i Pakistan, hvor hun boede indtil 19 dage før sin død.

»Det er ikke nemt at have en hovedperson, som man ikke kan stille spørgsmål, og det bliver ikke lettere af, at hun stort set ikke har boet i Danmark. Hun har ingen danske skolelærere eller en socialrådgiver, vi kunne gå til for at få et nogenlunde objektivt billede af hende,« siger Claus Buhr.

Derfor har de to kolleger været meget afhængige af kilder, der kunne fortælle om Ghazala. Det betød, at de afsluttede researchen med at tage til den pakistanske by Kharian, hvorfra familien Abbas kommer og har haft stor anseelse takket være den velstand, Ghazalas far har skabt sig som taxavognmand i København. Selv om de to journalister havde truffet aftale med folk i byen om, at de gerne måtte komme, var den lokale tolk og chaufføren ikke trygge ved danskernes forehavende.

»I den del af Pakistan vader man ikke bare ind i en landsby. Der er rigtig mange skydevåben, og at tage ud for at rode op i en familieskandale er noget, man let kommer til skade ved. Netop fordi den her sag handler om ære, kunne det meget let opfattes som mangel på respekt, at vi kom og jokkede videre i spinaten,« forklarer Claus Buhr.

I håb om at kunne hjælpe familien i Danmark tog folk i byen dog godt imod de to danskere, der blev inviteret ind på byens torv, så de kunne spørge og samtidig svare på spørgsmål om Danmark og retssagen.

Ud over arbejdet med at skaffe viden om Ghazala brugte Helle Sønderby og Claus Buhr en stor del af de to måneders research i Danmark på at kortlægge, præcis hvor Ghazala og Emal opholdt sig undervejs på deres 18 dage lange flugt.

»Natten før brylluppet har politiets rapporter eksempelvis et hul. Der er simpelthen 12 timer, hvor de ikke ved, hvor parret har været. Men når man skriver en roman, kan man jo ikke pludselig sige, at hovedpersonerne er væk i 12 timer,« siger Helle Sønderby.

Til sidst lykkedes det at finde ud af, at parret tilbragte natten på et motel i Middelfart. Og dermed kunne de to kolleger føje endnu et punkt til listen over steder, de var nødt til at besøge.

»Vi har været alle steder, hvor de var. Vi har overnattet på det hotel, hvor de sov på deres bryllupsnat. Vi har spist på den restaurant, hvor de spiste deres sidste måltid. Vi har kørt deres sidste tur. Vi har målt op i skridt, hvor langt der er fra det sted, hvor Ghazala bliver skudt, til det sted, hvor en mand fotograferer drabet med sin mobiltelefon,« fortæller Claus Buhr, der har fået en stor oplevelse ud af at have tid til den type minutiøs research.

»Normalt har jeg maksimalt 40 minutter på location. Så at tage til det sted, hvor Ghazalas lig blev vasket, og bruge flere timer på at være i rummet og se, hvilken farve gulvet er, og hvordan stålbordene står i forhold til hinanden – det har jeg ikke kunnet som tv-journalist i 10 år.«

Helle Sønderby og Claus Buhr mener, at de 100 interview og de mange timers observation i fodsporene på Emal og Ghazala har skabt et rimeligt klart billede af, hvorfor den pakistanske pige gjorde, som hun gjorde.

»Men vi ville gerne have lavet interview nr. 101,« siger Claus Buhr, »for hvad tænkte hun, da hun løb ud i tågen? Og hvad tænkte hun, da det gik op for hende, at det var Akhtar, der stod foran hende på banegårdspladsen?«

Ghazala-sagen kort

23. september 2005 skød en 29-årig dansk-pakistaner sin søster foran stationen i Slagelse. Drabet var afslutningen på en flere uger lang menneskejagt, som familien havde sat i gang for at finde pigen, efter at hun var stukket af med sin hemmelige kæreste.

I juni 2006 fandt Østre Landsret, at beviserne var så tunge, at ni familiemedlemmer og personer fra familiens omgangskreds alle blev dømt for drabet. Ghazalas far var ikke i Slagelse på drabstidspunktet, men fik alligevel en livstidsdom for at have beordret drabet.

Kilder ikke lovet fuld anonymitet

Helle Sønderby, ved ikke at nævne kilderne i bogen gør I deres historie til jeres, så læseren ikke kan tjekke kilderne efter. Hvad har I gjort for at sikre jer, at folk ikke har løjet?

»Vi har behandlet dem, som man behandler alle kilder. Vi har så vidt muligt dobbelttjekket alt, og derudover har vi forholdt os kritisk til det, folk har sagt.«

Men som udgangspunkt har der skullet være to kilder til alle oplysninger?

»Der er nogle af tingene, som der kun er én, der har oplevet. De oplysninger har vi så holdt op imod politiets undersøgelser eller dommen. Vi må som udgangspunkt gå ud fra, at folk taler sandt i retten. Men vi har også set på, hvordan nævningene har vurderet udsagnene. Den ene onkel siger, at han ikke var i Ringsted, og nogle kilder påstår over for os, at det passer. Men politiet har beviser, der peger i en anden retning, og onklen har løjet om andre ting. Ud fra det har vi så valgt ikke at bruge hans udlægning.«

Hvad har I gjort for at beskytte de kilder, der har givet oplysninger, som de er den eneste mulige kilde til?

»Med nogle elementer kan man godt sidde og regne sig frem til, hvem der har sagt hvad. Men det er heller ikke den type beskyttelse, vi har lovet kilderne. Det, vi sikrer ved ikke at angive kilderne, er, at folks navne ikke er kendt i offentligheden.«