Journalister skal selv tage initiativet. Og de skal selv levere idéerne. Ellers er der ikke plads til dem. på årets tillidsrepræsentantstævne gav NORDJYSKEs chefredaktør og kølerfigur, Ulrik Haagerup, 30 minutters brandtale udført i fremtidens høje tempo.

ENGAGEMENT. »I kender den type journalist, der har fundet ud af at komme ind i huset, så ingen kan se ham.«

Ulrik Haagerup bukker hovedet, kigger ned i det grønne gulvtæppe og går et par hurtige skridt fremad. Størstedelen af de 40-50 tillidsfolk, der sidder på lange stolerækker, ler af NORDJYSKEs chefredaktør.

»Så er der de andre,« fortsætter Ulrik Haagerup.

»Det er dem, der går forbi den jourhavende og siger: 'Har du noget til mig i dag? Du ringer, hvis der er noget, ikke?'«

Ulrik Haagerup går hastigt videre for at illustrere, at denne type journalist også helst vil være i fred.

»Kender I dem?« næsten råber han ud i det lille mødelokale, der med sine røde 80er-mursten og store PH-lamper signalerer det stik modsatte af entertaineren og chefredaktøren.

Ulrik Haagerup står med vægten på det forreste ben og ser ud, som om han vil løbe hen over forsamlingen og ind i skoven, som pakker Hotel Munkebjerg inde. Han løfter armen og gør klar til at hugge:

»Jeg kan godt love jer – den slags journalister får ikke en chance i fremtiden. For dem kan man ikke bruge.«

Denne gang bliver der ikke grinet.

Man skulle tro, at NORDJYSKE Mediers chef, der har en fortid på Jyllands-Posten, ville få masser af modgang her over for tillidsmænd med blanke isser og foldede arme. I løbet af få år har Haagerup været med til at smide så mange bomber i det aalborgensiske medielandskab, at der kommer besøgende fra det meste af verden for at blive vist rundt i en fuldkommen flermedial medieverden. Et sted, der for få år siden var et avishus, men i dag er lige så meget en radio- og tv-station. Et internetmedie, en gratisavis og sikkert endnu mere.

Men hvor denne slags provokationer for få år siden ville have medført buh-råb, ser publikum ud til at kunne lide Haagerup. Nu lader han, som om han taler til en af de stakkels journalister, der altså ikke har en chance i fremtiden.

»Nej, grunden til at du er ansat, ven, det er sgu, at du er kreativ og har nogle idéer.«

En ny power-point ryger op på lærredet. Denne gang med et citat fra bogen »Nordkraft«, som beskriver, hvordan det var at være ansat på Aalborg Værft i 80erne.

»Man kunne sidde strandet på sin røv i dagevis, fordi en tømrer ikke havde fjernet tre brædder fra sin arbejdsplads,« læser Haagerup engageret op.

Han klikker en ny slide frem med endnu et citat.

»Prøv lige at se her. Verdens mest succesfulde virksomhed 15 år i træk: Microsoft. Det er da spændende at se, hvilke medarbejdere de vil have.«

Så læser han op af teksten, som han har taget fra Microsofts hjemmeside.

»Vi vil rekruttere de bedste og de klogeste. Og med det mener vi mennesker, der tænder på glæden ved samarbejde og opdagelsen af nye muligheder.«

Ulrik Haagerup kigger ud på stolerækkerne.

»Det er de mennesker, der er fremtidens dygtige journalister. De, som er gode til at arbejde sammen. Og de, der har lysten til at fortælle noget nyt. En historiefortæller, der ikke brænder for at fortælle sin egen historie, er der ingen, der gider høre på,« slutter han.

Ulrik Haagerup har for længst brugt sine 20 minutters taletid, hvor han med selskabslege har vist, at størstedelen af de tilstedeværende er vanetænkere. Han har fortalt om NORDJYSKEs revolution og at pressefotografer, der tror, at de kan fastholde gamle faggrænser, bliver fremtidens typografer.

Hidtil uden den store modstand. Men nu er vi langt inde i debatrunden, og det er, som om noget har hobet sig op i Morten Bruun fra Ekstra Bladet.

»Det er jo fremragende at høre dig tale om originalitet og idéer som det vigtigste brændstof. Men når samme medarbejder skal lave samme historie til tre medier, bliver det ikke mere form?«

Ulrik Haagerup skyder straks bolden tilbage:

»Jamen, så må kunsten være at sige, at man ikke kan nå det hele. Vi er jo altid for få, vi har altid for lidt tid, og vi har altid for få penge …«

»Det er jo forpligtende med nye medier, der skal fyldes,« spørger Morten Bruun tilbage.

»Det er rigtigt,« svarer Haagerup, »vi har skabt en masse nye fyldkrav, kan du sige -«

»Har du fået noget bedre journalistik?« afbryder Morten Bruun med hævet stemme, »eller har du bare sat dig på en landsdel?«

Så bliver der stille. Højst to eller tre sekunder. Men det føles som længe i dette selskab.

Ulrik Haagerup lyder dog ikke særlig rys-tet, da han langsomt svarer:

»Nu vil jeg citere min gode ven Torben Duch Holm (fællestillidsmand på NORDJYSKE Medier, red.). Han har sgu stået i spidsen for de fleste strejker i det her land. Og derfor skal man have respekt for ham,« siger han og får atter tilhørernes latter.

»Når jeg viser redaktører og journalister rundt oppe hos os, går jeg altid forbi Torben og spørger, hvad han synes om det hele. Og så siger Torben hver gang: 'Vi har aldrig snakket mere journalistik. Vi har aldrig lavet bedre avis. Det har været hårdt for mange, men det er også blevet sjovere.' Og så siger Torben: 'Men det er jo ikke sikkert, at det bliver ved.'«

Publikum kvitterer med en latter, men Ulrik Haagerup vifter med en arm for at vise, at han ikke er kommet til pointen:

»Nej, det er nemlig ikke sikkert, at det bliver ved. For hvis vi ikke er stand til at stille krav til hinanden og forny os hele tiden, så bliver det ikke ved. Vi må vænne os til, at forandring er en permanent tilstand.«

Journalisten kontaktede efterfølgende fællestillidsmand Torben Duch Holm, som ikke var til stede under chefens oplæg.

– Citerer Ulrik Haagerup dig korrekt?

»Det er sådan set korrekt, men der hører mere med. For folk, der kan følge med, er det blevet sjovere at gå på arbejde. Men der er nogle, der ikke kan klare mere.«

– Hvor mange er det?

»Det kan man nok ikke sige. Det er jo kun ganske, ganske få, der har sagt nej til at deltage i flermedialitet. Men blandt resten var her i starten en pionérånd, hvor folk kunne holde til at give den en skalle. Nu er vi nok ved at løbe ind i en dagligdag.«

– Er I nået dertil, hvor I ikke kan klare mere?

»Ja, det er vi. Eller vi kan godt klare flere forandringer. Men vi kan ikke klare flere arbejdsopgaver.«

• Læs også i dette nummer af Journalisten: »Tillidsrepræsentantmøde 2005«